På ‘All of This Will End’ har Indigo de Souza begået en af de bedste ballader, jeg har hørt i år
Indigo de Souzas største styrke som sangskriver har lige siden hendes debut fra 2017 været hendes evne til at invitere lytteren helt ind i hendes intime sfære, hendes indre tanker og turbulens. Den Roskilde Festival-aktuelle artists tredje album, ‘All Of This Will End’, er ingen undtagelse.
Men hvor De Souza på sit seneste album skreg smerten og depressionen ud, er det, som om hun på sit tredje album har fundet håb, og har sluttet fred med sig selv.
Den fremragende åbning ‘Time Back’ sætter tonen fra start.
Sangen er både energisk, melankolsk og inderlig og ovenpå en bølge af synth dvæler Indigo De Souza ved et skidt forhold – samtidig med at hun har øjnene fast rettet mod en lysere fremtid.
»You’re bad / You suck / You fucked me up / I’m sad / Getting better / Still want to«, lyder det.
Vekselvirkningen mellem det smertefulde og det håbefulde går som en rød tråd gennem albummet hele vejen til dets sidste sang ‘Younger And Dumber’. En smuk ballade, hvor De Souzas når nye højder både som sanger og sangskriver.
»You came to hurt me in all the right places / Made me somebody«, synger hun som en slags refleksion over, hvordan alle fortidens kampe og erfaringer har formet hende som person på godt og ondt.
Det er en af de bedste ballader, jeg har hørt i år, og De Souza følger sangens store ambitioner til dørs med en sådan indlevelse, at det må kræve et hjerte af sten for ikke at blive bare en smule rørt.
‘All Of This Will End’ afspejler Indigo De Souzas udvikling både som kunstner og menneske.
Selvom hun hele tiden balancerer på en knivsæg mellem det inderlige og det naivt banale, så lykkes De Souza med at holde balancen i kraft af hendes naivt charmerende og unikke stemme.
Hendes tekster kan gå fra folkeskolens hjerte/smerte poesi til overraskende, personlige og indsigtsfulde observationer. Somme tider fra den ene linje til den anden.
Men det smukke ved musik er også, at teksterne ikke behøver være stor poesi, for at en sang fungerer, eller for at man som lytter bliver ramt og rørt.
Tag bare singlen ‘Smog’, hvor refrænet »I come alive at the night time / when everybody else are down« lidt er sangteksternes svar på toastbrød, men med sit smittende groove og levering alligevel bliver en skøn og livsbekræftende lille popsang.
Eller når De Souza på ‘The Water’ akkompagneret af opløftende horn beskriver en tur til vandet, og med en gentagelse af ordene: »I really love the water« straks giver mig en finurlig længsel efter sommerdage og lyst til at tage en tur på stranden.
Knap så vellykket er det tunge og huggende grunge-groove på sangen ‘Wasting Your Time’, der nok er tænkt som et bragende emotionelt udbrud, men føles malplaceret på et album, der ellers langt hen af vejen dyrker det afdæmpede.
Albummet handler om at finde ro i, at man ikke har – og aldrig får – svar på alle livets spørgsmål. Men hvis bare man bliver ved med at bevæge sig fremad, lære af ens erfaringer og omgiver sig selv med kærlighed, skal det hele nok gå i sidste ende.
De Souza opsummerer smukt det hele på sangen, der har lagt navn til albummet:
»I don’t have answers / No one does / I’ve been finding comfort in that / There’s only love / There’s only moving through and trying your best / Sometimes it’s not enough / Who gives a fuck / All of this will end«.
Kort sagt:
Med sit tredje album bruger Indigo De Souza fortidens smerte til at finde håb for fremtiden. Det er et album, der viser hendes udvikling både som kunstner og mennesker, og som i øvrigt slutter med årets måske bedste ballade.