10. ’The Diplomat’
Efter at have skamdyrket det kolde og kyniske blik på politik i ’Veep’, ’House of Cards’ og ’Succession’ var der noget sært befriende over at se en serie, hvor det politiske miljø godt nok havde rådne æg og dunkle studehandler, men som alligevel lancerede en fundamental tro på det gode menneskes mulighed for at trumfe i det diplomatiske spil.
Dette menneske er i Debora Cahns ’The Diplomat’ den talentfulde embedskvinde Kate Wyler, der bliver hvervet til posten som amerikansk ambassadør i England midt i en international krise. Det fører hende ned i et kaninhul af geopolitisk uro, og som seere tager vi lystigt med hende, også i privatens gådefulde forhold til eksmanden, der selv er tidligere topambassadør.
Det kan godt være, ’The Diplomat’ ikke var realistisk fra top til tå, men på de overordnede linjer føltes den troværdigt fængende, og den var elementært spændende som ganske lidt andet fra årets serieudbud. Lad os så få den sæson 2.
9. ’Never Have I Ever
High school-serier er der mange af, og alt for mange er pandeklaskende generiske. Men heldigvis er der også serier som Mindy Kalings ‘Never Have I Ever’, der viser, hvor vigtige og favnende ungdomsserier kan være. Og at et godt mainstream-produkt kan rykke bjerge for diversiteten på tv.
Fortællingen om 15-årige Devi Vishvakumars liv med fyre, venner og familiebøvl fik fra start en anderledes nerve ved også at holde ægte sorg og psykiske skrammer ud i strakt arm. Og ved at lade den vrede tennisstjerne John McEnroe være voice-over på den indisk-amerikanske hovedkarakters liv placerede serien sig også i en komisk liga for sig. Fjerde sæson satte gennemført punktum med både formative sexoplevelser og Bollywood-dans.
Med det canadisk-tamilske stortalent Martreyi Ramakrishnan i hovedrollen startede og sluttede ‘Never Have I Ever’ som et hjerteligt coming of age-nybrud, der eminent eksemplificerede, at man snildt kan være romantisk, dramatisk og menneskeligt spejl for en helt universel ungdomsoplevelse uden at være hvid som ‘Beverly Hills’.
8. ’Barry’ sæson 4
Afsnittene i finalesæsonen på ’Barry’ kørte parløb med ’Succession’s ditto’er søndag aften i USA og mandag i Danmark, og målt på ren og skær opfindsomhed og uforudsigelighed var det ofte Bill Hader og Alec Bergs serie, der trak sig sejrrigt ud.
Historieen om krigsveteranen og lejemorderen Barry, der finder midlertidig frelse i et teatermiljø, havde egentlig malet sig selv op i et hjørne med hovedpersonen i fængsel i starten af den afsluttende sæson. Men man burde have vidst, at der ikke er et hjørne, Hader & co. ikke kan sno sig ud af med et fortællemod og en kulsort humor, der trodsede konventionel logik, som var det et møde mellem Lynch og Coen-brødrene.
Der var guddommelige øjeblikke i afslutningssæsonen, blandt andet i det endelige opgør i krydsfeltet NoHo Hank, Cristobal, tjetjenske gangstere og Fuches, nu kendt under gangsterbossnavnet The Raven.
Mod slutningen tog sæsonen et vanvittigt tidsspring, som vi stadig bearbejder: Var det den rigtige afskedssalut for ’Barry’? Det var i hvert fald – endnu engang – fantastisk overrumplende.
7. ‘Atlanta’ sæson 4
I kølvandet på en stor succes er der dem, der giver fansene mere af det, de kender, og dem, der giver fansene alt det, de ikke vidste, de ville have.
Donald Glover og broren Stephen tilhører uomtvisteligt den sidste kategori, for deres seriejuvel ’Atlanta’ er bare blevet mere og mere udknaldet med tiden. Og i sidste sæson er næsten alle afsnit også nærmest en afrundet novellefilm i sig selv, der sender vores hovedpersoner Earn, Al, Darius og Van ud på ofte mareridtsagtige ridt blandt mytiske rappere, knivbærende kørestolsbrugere, ekskærester og sågar seriemordere.
Borte har taget enhver aspiration om en fortløbende fortælling, men det gør absolut intet, når Glover-brødrene udvider grænserne for, hvad man kan med en serie, som de gør i ’Atlanta’ helt frem mod målstregen. Både for hvordan man kan behandle den amerikanske raceoplevelse, og hvordan man kan blande tonearter og genrer i en enkelt serie.
Det er ganske enkelt epokegørende, og ’Atlanta’ vil uden tvivl gå over i historien som en oplagt målestok for ærgerrige instruktører og serieskabere fremover.
6. ’Dave’ sæson 3
Der var mange, der var klar til at afskrive den navlepillende rapperserie ‘Dave’ som et one hit wonder, eller ‘Atlanta’s useriøse white boy-fætter, da den skruede op for sit portræt af den grublende kunstner og ned for komikken i anden sæson.
Men i tredje omgang gjorde den comeback med et til tider ‘Black Mirror’-skræmmende portræt af fankultur fortalt med altid uforudsigelige motiver som sexdukker og en hallucineret Anne Frank. Og med et talstærkt udtræk af nogle af tidens største celebrities fra Jack Harlow til Drake og Brad Pitt, indkapslede serien om nogen popkulturens selvfedme.
De buzz-fremmende gæsteroller skabte et både væsentligt og underholdende rædselskabinet omkring serieskaberen Dave Burd og alter-egoet Lil Dicky. Som få andre semiselvbiografiske kendisserier gik ‘Dave’ et ekstra skridt for at vise, hvordan berømmelse indskrænker den menneskelige dømmekraft. Mens den aldrig svigtede sin opgave som komedieserie. At være latterligt sjov.
5. ‘Succession’ sæson 4
Med sæson 2 og 3 nød ’Succession’ en fortjent position som tidens mest anerkendte og i storbyboblerne mest debatterede serie, og forventningerne til fjerde og sidste sæson var skruet nærmest urealistisk højt i vejret. Og kunne de så bære?
Grundlæggende ja. Serien tog en drastisk drejning, da Roy-familiens overhoved Logan døde i tredje afsnit og efterlod Waystar Royco-boet til ulvene både i familien og udenfor. Og det efterfølgende magtopgør var ofte perfidt tilfredsstillende og sjælegranskende ondt, spækket med højdepunkter som en overdådigt tåkrummende begravelse og et intenst besøg hos Alexander Skarsgård på Norges klippekanter.
Samtidig indsneg der sig efterhånden en lille fornemmelse af, at serien allerede havde peaket før den afsluttende sæson. Sælger de, eller sælger de ikke? Spørgsmålet føltes efterhånden mere og mere som en halvtræt cirkelslutning, der afholdt Jesse Armstrongs sorte komedie fra at ende med en plads i seriernes panteon for de allerstørste mesterværker.
Men mindre kan også gøre det. Og finalen var perfekt.
Læs Soundvenues take på finaleafsnittet af ‘Succession’.
4. ’I’m a Virgo’
Med den surrealistiske, klassekritiske og på mange måder vanvittige ’Sorry to Bother You’ stemplede Boots Riley i 2018 ind som en af de mest egenartede filmskabere i USA. Og skulle man være nervøs for, om han er et one hit wonder, skal man bare se hans første serie, den mindst lige så galsindige ’I’m a Virgo’.
I ‘Sorry to Bother You’ er hovedpersonen en ung sort fyr, der bliver en hotshot telefonsælger, da han lærer at bruge sin hvide stemme, og denne gang er det en fire meter høj dreng, Cootie, der efter at være blevet holdt hemmelig af sin familie hele sin barndom nu bevæger sig ud i verden – nærmere bestemt Oakland – for første gang.
Det er i sig selv en barok idé, men hos Riley blot begyndelsen på den orkan af forbløffende indfald, der overvælder fra start til slut: fra en overraskende nuanceret superhelt blot kaldet The Hero til miniaturemennesker og en revolutionær kamp mod staten.
På den mest utrolige vis lykkes det Riley at samle de fleste af de mange tråde til en nyskabende serie, der forener en øm coming of age-fortælling om kæmpen Cootie med en form for krads samfundskritik, der sjældent får lov at gennemstrømme populærkulturen.
I skarp konkurrence med etteren på denne liste årets foreløbigt mest originale serie.
3. ’The Last of Us’
Ja! Man kunne rent faktisk skabe en højkvalitetsserie ud af et computerspil, beviste Craig Mazin og Neil Druckmann med adaptionen af sidstnævntes spilklassiker ’The Last of Us’.
I historien om den nihilistiske Joel og pigen Ellie gik Mazin og Druckmann en svær balanceakt mellem at være loyal over for spillets hjørnesten og grundtone og gå egne veje med dybtfølte selvopfundne afstikkere – selvfølgelig mest prægnant det mesterlige afsnit 3 om Bill og Frank.
Man kan diskutere, om serien i lidt for høj grad skulle starte fodslæbende forfra hvert afsnit med introduktionen af nye karakterer, men mestendels pirrede den blot interessen med sine nye stærke vinkler på temaet om menneskelighed i en håbløs verden.
Man kan også diskutere, om den sluttede for uforløst, men hey, her følger den blot spilforlægget, og så kan vi jo glæde os over, at der kommer en sæson 2. Om to-tre år.
Læs Soundvenues konklusioner efter ‘The Last of Us’-finalen.
2. ’Fleishman Is in Trouble’
Man kunne være fristet til at afskrive parforholdsserien med Jesse Eisenberg og Claire Danes som et navlepillende studie i privilegeret hvid neworker-overklasse, båret af en voiceoiver for bogstaveligt litterært løftet fra forlægget, Taffy Brodesser-Akners bestseller af samme navn.
Men sank man paraderne, løftede ’Fleishman Is in Trouble’ – skrevet af Brodesser-Akner selv – sig til en dyb eksistentiel refleksion over forholdet mellem at være individ, partner og forælder anno 2020’erne.
Plottet kickstartes, da den lægen Toby Fleishman ikke kan få fat i sin ekskone, den succesfulde underholdningsagent Rachel Fleishman, der ellers skal overtage eksparrets to fælles børn en varm julimåned på Manhattan. I flashbacks udrulles deres forhold og dets forlis, mens vi undervejs bliver klogere på, hvad der er sket, som var det Noah Baumbach med et HBO-krimiplot i centrum.
Men forsvindingen ender med at være det mindst centrale i en eminent velskrevet, sjov og bevægende midtlivskrise-fortælling, der elegant skifter perspektiv undervejs og derigennem ræsonnerer langt ud over USA’s mest velstillede.
1. ’Beef’
Fra ‘Taxi Driver’ til ‘Drive’ er filmhistorien fuld af komplekse, smukke og psykologiske fortællinger om mennesker (mest mænd), vold og biler.
Ingen af dem er dog som den apatiske dramedy ‘Beef’, der bakker en rusten pickup-truck ind i vores alle sammens uforløste 2023-drøm om et liv i balance.
Som en ode til aggressionen taber to mennesker, der står i terapifloskler til knæene, besindelsen over for hinanden på noget så banalt som en parkeringsplads.
Danny er en mislykket entreprenør, der drømmer om at bygge et hus til sine immigrantforældre, men kun har råd til at stressspise den amerikanske drøm i form af Burger King-sandwiches med udsigt til den golde grund. Amy har tjent stort på et moderigtigt plantefirma, der kapitaliserer på asiatisk modeminimalisme, men kan ikke rigtig finde sig til rette i det glatte beigeliv, succesen har skaffet hende.
Og efter sammenstødet tager vejvreden bolig i dem begge, og de begynder at ødelægge hinandens liv. Det er ‘Macbeth’ set fra bakspejlet, og det er befriende mørkt, sjovt og veludført.
Det er dybt sigende for ‘Beef’, at bilerne ikke engang bliver bulede. I stedet dyrker debuterende serieskaber Lee Sung Jin hverdagens mikroaggressioner med en tragikomisk uforudsigelighed, der bogstaveligt talt pisser udover konfliktskyhedens dyre badeværelsesfliser. Flænser tidsånden og det moderne menneskes iPhone-ensomhed.
Halvårets bedste serie og noget af det mest originale seriekunst Netflix nogensinde har leveret.