11. ’The Curious Case of Benjamin Button’
Der ligger en portion ond ironi i, at Finchers mest anerkendte film i Oscar-sammenhæng er den uformelige langgaber fra 2008 om Benjamin Button (meget løst funderet på en F. Scott Fitzgerald-novelle fra 1922), hvis trick med at skildre et livsforløb ’den anden vej rundt’ – fra alderdom til fødsel – er fundamentalt fortænkt.
Brad Pitt virker komplet emotionelt distanceret. Hans øjne er glatte og ikke forbundet med noget indre liv (en svaghed, der har det med at følge Pitt, når han spiller renskurede roller, der matcher hans perfekte ydre), og dommen må derfor være, at han, Oscarnominering eller ej, er fejlcastet.
Filmens episodiske præg – vi hopper rundt i Buttons livshistorie og dermed det 20. århundredes centrale begivenheder – minder i mistænkelig grad om ’Forrest Gump’. Hvilket slet ikke er tilfældigt: Begge film er skrevet af Eric Roth.
Hvad der fik Fincher til at gå i clinch med lige netop den her type fortælling, forklares måske bedst med en form for omvendt psykologi: Et masochistisk ønske om at lave noget, der på papiret ligger så langt væk fra den typiske Fincher-film, som tænkes kan.
Bevares, der er imponerende scener spredt med løs hånd gennem den (alt for) lange film, men der er intet fortællemæssigt originalt ved Finchers tilgang til materialet, hvilket sådan set er det allermest skuffende.
10. ’Alien 3’
Fincher kom direkte fra en ekstremt lovende karriere som reklame- og musikvideoinstruktør (Madonnas ikonografiske videoer til ’Express Yourself’ og ’Vogue’ samt George Michaels ’Freedom! ’90’ er alle Finchers værk), da han blev hyret til at lave ’Alien 3’.
Det viste sig at være en for stor mundfuld for den unge instruktør, der lige pludselig skulle håndtere et stort budget, stjerneskuespillere og et besværligt bagland. Det er nu en gang nemmere at holde udefrakommende faktorer såsom studio executives og producenter væk fra de afgørende kreative beslutninger, hvis man hedder Spielberg eller Scorsese (nå ja, eller har Finchers nuværende pondus).
’Alien 3’ er mere end løs i fugerne, den skramler af sted som en gennemhullet Fiat fanget i to konkurrerende sicilianske mafiabanders krydsild. Filmens største fejl er nok, at de fleste af karaktererne dør tidligt, hvorved en uforholdsmæssig stor del af filmen består i en monoton omgang ’kattens leg med musen’.
Filmens klareste æstetiske valg er synet af Sigourney Weavers kronragede isse, hvilket er det billede, de fleste har taget med sig fra en film, der ellers synes at være gået kollektivt i glemmebogen.
9. ‘Mank’
Jeg havde virkelig glædet mig til ’Mank’. Parringen af materiale – alt der lugter af Orson Welles har min interesse – og en mesterinstruktør, der efter et par kommercielle filmatiseringer af kioskbaskere (’The Girl with the Dragon Tattoo’, ’Gone Girl’), endelig igen var klar til at folde sin visionære fane bredt ud. Det lovede åh så godt.
Stor var derfor min forundring (og frustration), da jeg blev præsenteret for en meget lang, meget redelig og, nå ja, dybt kedsommelig meditation over en dvask og sørgmodig mands liv og levned.,
’Mank’ følger Herman J. Mankiewicz (kaldet ’Mank’) (gestaltet af Gary Oldman, der efterhånden har specialiseret sig i slidte, alkoholiserede mænd, hvis sure tobaksånde man næsten kan lugte gennem lærredet) i forskellige tidsspor – med hovedfokus lagt på 1940, hvor en rekonvalescerende ’Mank’ fra sin sygeseng arbejder på manuskriptet til ’Citizen Kane’, der både forvirrer, fascinerer og bekymrer de mange involverede i den kreative proces. Er det nu en god ide at skrive en film, der ikke just gør sig store anstrengelser for at skjule, at den handler om datidens store mediemagnat, William Randolph Hearst?
Det lyder jo egentlig spændende nok. Og alligevel savner man som tilskuer – nærmest fra første øjeblik – en tydeligere retning på historien, en vilje til at skære ind til benet og male nogle konflikter og karakterer frem, som er til at mærke og føle noget for.
Problemet er, at sigtet (at forstå manden bag det skrevne ord) ikke rigtigt leverer noget, der gør os klogere på ’Citizen Kane’ som film, fortælling og kulturelt fænomen, men i stedet netop bare bliver en masse løse dele, der samler et billede af en ikke synderligt interessant mand. Det kunne man tilgive, hvis enkeltdelene var strålende sætstykker i egen ret, men de er kun sjældent engagerende. Ja, de synes knapt nok opsat på at kommunikere noget af særskilt interesse.
Jeg har lovet mig selv, at jeg en gang vil give ’Mank’ – der er både smukt designet, fotograferet, spillet og med nok et inciterende score af Finchers faste legemakkere, Atticus Ross og Trent Reznor – en chance mere. En dag, hvor jeg føler mig frisk og i overskud. Men jeg tvivler efterhånden på, om den dag nogensinde kommer.
Dyb kedsomhed har det med at kaste lange skygger.
8. ’The Girl with the Dragon Tattoo’
Finchers udgave af Stieg Larssons roman med den mere slagkraftige originaltitel ’Mænd der hader kvinder’ var ikke bare en adaptation af et nordisk krimiromanfænomen, men også et remake af danske Niels Arden Oplevs skandinaviske originalversion, der gjorde Noomi Rapace til en stjerne.
Ikke så underligt hvis mange fans af filmskaberen, der er kendt for sin edgy filmografi, var noget skeptiske ved udsigten til et Larsson-relateret produkt: Var det virkelig det, fansene ønskede, Fincher skulle bruge sin tid på?
Resultatet var arketypisk Fincher: Billeder, klipning, musik, tematik – det hele virkede som et drevent destillat af alle de varemærkede dyder. Det er med andre ord superkompetent og fermt håndværk, men man savner en personlig vinkel på stoffet, og man savner Oplevs mere indforståede håndtering af det svenske samfund, som er de elementer, der ophæver en nervesitrende thriller til også at være en miljøskildring og samfundskarakteristik.
Rooney Mara var (overraskende) god som Salander – Fincher har som regel en meget sikker hånd, når det kommer til casting – og selvom Daniel Craig gør det udmærket, så er der ikke meget udtjent svensk journalist over ham. Han er en flegmatisk James Bond snarere end en indebrændt Mikael Blomkvist.
7. ‘Gone Girl’
Finchers filmatisering af Gillian Flynns populære krimiforlæg vægrer sig ved at tone rent flag. Er filmen det rene trash, kalkuleret, men frydefuld popcorn-underholdning – eller skal vi tage den seriøst som drama?
Denne grundlæggende (bevidste?) forvirring forplanter sig ned i de enkelte skuespillerpræstationer: Ben Affleck spiller rollen som Nick Dunne, som var han med i et drama med særdeles virkelige konsekvenser. På den anden side står Rosamund Pike som Amy, hvis præstation er fascinerende (og ganske underholdende) i al sin gennemsigtige psykopati.
Problemet er bare, at figurerne omkring Amy ikke har indset, at Amy er psykopat, hvorimod det er skrigende åbenlyst for publikum, og på den måde er filmen ude af trit med sig selv.
I flashbacks ser vi Amys og Nicks kærlighedshistorie udfolde sig, og allerede her er Amys vanvid tydeligt, fordi hun er så glat, at det gør ondt. Mysteriet fiser således ud, før det overhovedet er etableret.
Jeg har svært ved at se, at ‘Gone Girl’ siger noget essentielt om det moderne ægteskab – ud over det ærgerlige ved at gifte sig med en psykopat (!) – endsige om det moderne Amerika. For eksempel Fincher negligerer konsekvent at fastsætte filmen i et nærmiljø (Missouri).
Der er til gengæld en eksplicit udfoldet mediekritik i filmen. Det er en interessant pointe, at Nicks vennesæle adfærd arbejder imod ham, da først mistanken om hans skyld i Amys forsvinden etableres. Hvordan kan en ægtemand tillade sig at smile, hvis han er uden skyld i sin kones forsvinden?
Men selvom ‘Gone Girl’ unægtelig er underholdende og indeholder scener, der pirrer sanserne, sidder man tilbage med en tom fornemmelse. Amy er en konstruktion og et postulat – et glansbillede og et monster. På den måde er filmens bizarre stemning af paranoia mere latter- end gruopvækkende.
6. ’Panic Room’
Finchers bud på en home invasion thriller er en meget håndgribelig fremvisning af et af hans yndlingstemaer, nemlig det isolerede menneske, der står nøgent og udstillet over for skæbnens voldelige luner.
Først og fremmest har ’Panic Room’ nogle imponerende sætstykker, men de er også i så omfattende grad filmens clou og attraktion, at resten – ikke mindst de tematiske, moralske eller følelsesmæssige overvejelser, filmen med fordel kunne have sat i scene – punkterer.
Kristen Stewart er rigtigt god, og Jodie Foster er fysisk anspændt, som kun hun kan være det. På den måde bliver ventetiden i panikrummet en anledning til at fokusere på karakterernes psykologiske profiler, og her er Fincher nådesløs i sit fokus på, hvad vold og udsathed gør ved mennesker. Han er ikke bange for at se skrækken og frygten lige i øjnene.
’Panic Room’ opleves dog i sidste ende som en mindre Fincher-film, fordi dens setting er så begrænset og dens konsekvenser så fast forankrede i løsningen af et enkelt problem. Keder man sig en smule undervejs, kan man dog nyde filmen for den mageløse tekniske snilde, hvormed Fincher forløser de intense sætstykker.
5. ’The Game’
Minus ’Alien 3’, som Fincher ikke selv havde fuld kreativ kontrol over, har han for ganske nylig udtalt, at ’The Game’ er den af hans film, som han er mindst tilfreds med.
’The Game’ er et puslespil, der først finder sin løsning til allersidst. Michael Douglas spiller forretningsmanden, der som fødselsdagsgave accepterer udfordringen om at deltage i et gådefuldt spil, hvorefter flere og flere mærkelige ting begynder at ske rundt om ham. Fincher formår på ret eminent vis at opbygge en intens spænding om, hvad spillet går ud på, og hvad der er op og ned i dette måske fiktive parallelunivers, men ’The Game’ afhænger af sin trick-slutning, og den er ikke specielt tilfredsstillende.
Derfor er det heller ikke en film, man føler det helt store behov for at se flere gange, for spændingen afhænger aldeles af den sidste scenes big reveal.
Har man ikke set ’The Game’ før, kan den til gengæld anbefales: Fincher viser det meste af vejen, hvor dygtig han er til at orkestrere og intensivere et plot og spille på publikums frygt og forventninger.
4. ‘Fight Club’
’Fight Club’ blev interessant nok ikke et særligt stort hit, da den blev vist i biograferne for 15 år siden, selvom den ud fra en overfladebetragtning er et særdeles typisk sen-90’er-produkt med sin hyperstiliserede vold og perspektivforskydende fortællestil. Med tiden er den blevet en kultklassiker: Sådan en film, enhver filmfan har stående på dvd-hylden.
’Fight Club’ – med Brad Pitt og Edward Norton i centrum – sætter fokus på mandlige fællesskaber, på maskulinitetsidealer og volden som problem. Det er på mange måder en filmisk tour de force, ligesom det er en kritik af forsimplede kønskoder og den vold-som-begær-og-fantasi, der knytter sig til dem.
Men er det tydeligt nok? Og er præmissen – mænds uforbederlige fascination af vold – overhovedet dækkende som tids- og samfundsdiagnose? Reducerer den ikke mandens komplekse natur på kanten af det 21. århundrede, mere end godt er?
Paradoksalt nok er Finchers dystre fabel en af hans mest optimistiske film i den forstand, at slutningens kritik af subkulturen i filmen anviser en vej ud af mørket, da Nortons fortællerfigur gennemskuer det farlige (og fascistoide) ved fantasien.
3. ’The Social Network’
’The Social Network’ er en fantastisk velsmurt film om realiseringen af en amerikansk drøm i den digitale tidsalder, som det kan være svært at skelne fra en amerikansk tragedie, en film om ensomheden, når realiseringen af kongeriget viser sig at være et fængsel.
Det er også en film, der udgør en forskydning af maskulinitetsproblematikken, som Fincher portrætterede i ’Fight Club’. For Mark Zuckerberg er piger dybest set fjerne, uopnåelige abstraktioner (personificeret ved Rooney Maras Erica), mens venskaber (ikke mindst det til Andrew Garfields Eduardo Saverin) er noget, der må ofres, når ambition, magt og penge trænger sig på. Manipulation er dagens orden i denne perverterede form for machismo.
’The Social Network’ er Finchers måske mest lydefri kreation. Synergien mellem instruktion, casting, klipning, dialog og musik er som en maskinelt pumpende symfoni, der ruller derudaf. Fincher udviser en både smuk og brutal kontrol over sine virkemidler. Overfladen er så skinnende, at man snapper efter vejret.
Filmens formelle perfektion bevirker, at man først ved gensyn bemærker, hvor selvsmagende (og selvforelsket) Aaron Sorkins manuskript er – omtrent samtlige replikker er nævenyttigt velartikulerede zingers fra øverste skuffe.
Men man må også beundre Finchers håndtering af manuskriptet – måden, hvorpå klipningen og Trent Reznors score understøtter det – og Jesse Eisenbergs imponerende motormund, der afleverer ordene, som spyede han dartpile.
2. ’Seven’
Filmen om en seriemorder inspireret af de syv klassiske dødssynder er i Finchers hænder meget mere end bare horror og/eller pulp. Ligesom Polanskis ’Chinatown’ er ’Seven’ et studie i sædernes forfald og moralens kollaps midt i civilisationens summende centrum, et Los Angeles, hvor regnen på kontraintuitiv vis siler ned som en martrende/rensende syndflod.
Men som flere andre af Finchers film er den også et studie i forskellige afskygninger af mænds besættelse: Morgan Freemans apatiske politiefterforsker Somerset, Brad Pitts idealistiske opkomling Mills og Kevin Spaceys metodiske og kliniske dræber John Doe.
Det skræmmende ved Doe er, hvor præcis og velovervejet hans galskab er. Heroverfor står erfaringens resignation i skikkelse af Freeman (i en fint afdæmpet præstation) og ungdommens håbefuldhed i skikkelse af Pitt, hvis insisteren på ræsonnement og ordentlighed i stigende grad sættes ud af spil.
’Seven’ fortjener sit ry som en ægte 90’er-klassiker, ikke mindst på grund af sin uforglemmelige finale, der satte nye standarder for, hvordan en slutning kunne drejes, og for hvor deprimerende illusionsløs en konklusion en Hollywood-film kunne tillade sig at have.
Man kan indvende, at Freemans afsluttende voice-over er et forsøg på at kaste en smule lys ind i det bundløse mørke og i den forstand ikke stemmer overens med det, filmen rent faktisk viser os.
Men det er en ganske lille plet på et stilsikkert mesterværk fra en ung filmskaber, der hermed fik sat sin særdeles effektive signatur på Hollywood-firmamentet efter den problematiske ankomst med ’Alien 3’.
1. ’Zodiac’
’Zodiac’ minder formelt set ganske meget om ’Seven’ i den forstand, at den handler om mænds besættelse af at aflure mønsteret bag en seriemorders luner. Jake Gyllenhall er den oprigtige og godtroende, Robert Downey Jr. den kyniske og Mark Ruffalo den anspændte, men metodiske. Hvor ’Seven’ munder ud i en finale, der lægger alt mørket ulideligt klart frem i lyset, forbliver ’Zodiac’ i mørket. Her er ingen opklaring, ingen form for forløsning (hvor mørk den end måtte være).
’Zodiac’ handler ikke om at forløse et plot, den handler om besættelsen ved at bevæge sig dybt ind i en gåde, uden man nødvendigvis bliver klogere af det. På den måde bevæger vi os som publikum ind i de besattes psykologi snarere end i gådens kerne.
Fincher bearbejder sin seer langsomt og med en så knusende ro, at han netop på paradoksal vis gør os urolige og anspændte (blandt andet fordi man er så vant til at se film, der griber mere demonstrativt fat i nogle enkelte plottråde).
Dermed er tilværelsens grundlæggende paradoksalitet eller uafgjorthed trukket skarpt op. Som publikum forlader vi filmen lige så konfuse, frustrerede og/eller besatte som karaktererne, vi følger.
Den dybere pointe er måske, at jagten efter mening er selve meningen med eksistensen, og på den måde er ’Zodiac’ Finchers filosofisk og eksistentielt mest radikale og gennemførte film, fordi han her finder en form, der på besættende vis lever op til sit eget credo.
’Zodiac’ er Finchers underkendte mesterværk, en af de mest gennemførte amerikanske film i 00’erne.