‘Nina er sjov’: Når Nina Rasks teatralske standup-debut er bedst, vil den slå hele verden ihjel
Det regner med mænd i alle mulige konstellationer, fra Nina Rask træder ind på den kongelige teaterscene til tonerne af ’It’s Raining Men’.
Nina introducerer sig som »ham den sjove«. Så går hun i gang med »standup-monologen« ‘Nina er sjov’, der går i krig med alt fra den mandlige komiker-stereotyp, Romeo fra ‘Romeo og Julie’, Gud og ikke mindst en virkelig irriterende fyr, der hedder Kaspar. Som de kvinder, Nina forelsker sig i, altid vælger frem for hende.
Kort inde står det til gengæld også klart, at titlen ikke bare er ord bøjet i neon over hovedet på den 25-årige komiker. Nina Rask er sjov, og det ved hun godt. Spørgsmålet er, hvorfor og hvordan hun er sjov.
Som en, der cosplayer en amerikansk superkomiker på arenatour, løber hun showet i gang med sin egen sejrsrunde og stopper indimellem op og poserer. Flasher den naturlige karisma, som har fået Rask udnævnt til både komisk stortalent og generationsstemme, der på P3 Satire såvel som i korte Instagram-klip kan hudflette verdens mest irriterende mennesker.
Nina Rask kan få et rum til at grine med sin tungespids, og det gør hun bogstaveligt talt flere gange.
Men midt i tungerækningen er der også et andet øretæveindbydende projekt i spil. Det lyder nemlig i showbeskrivelsen, at ‘Nina er sjov’ også »tager standup under satirisk behandling og gør op med genrens konventioner og nedslidte selvfortællinger«.
Og fordommene om, hvad standup overhovedet er, smides hurtigt og generaliserende ind i manegen. Den cis-mandlige heterokomiker er til grin. Ham der ikke nødvendigvis er særlig dygtig til at fortælle jokes, men kan ændre sit tonefald i slutningen af en sætning, så publikum ved, de skal grine, som det lyder. Her føles ambitionsniveauet lige så lidt ophidsende som udtrykket »satirisk behandling«.
Samtidig er showet hjemsøgt af genrens grand old man Anders Matthesen, når Nina eksempelvis tager Stewart Stardust-mottoet »det’ gas, I kan ta’ det« i sin mund og senere ligefrem optræder med ’Quangs sang’ fra ’Terkel i knibe’. Selvfølgelig med ny 2023-tekst om patriarkatet.
Anden-parafrasen virker mere som en doven taktik end den spydige standup-satire, showet ellers identificerer sig som.
Som man næsten kunne gætte ud fra den lidt trollende titel, har Nina ikke i sinde at levere et stykke dressurcomedy, hvor der bliver fyret jokes af i en time, og man skal grine hele tiden.
I stedet skal det handle om, at Nina sidder fast i sin komiske persona. Det bliver udforsket via en monolog, der handler om hendes forelskelse i Julie, som lige inden, Nina gik på scenen, har sendt en sms, der lugter af breakup.
En kvinde, hun har beundret i årevis, men som har haft svært ved at give sig hen til ideen om et queer-forhold og i stedet helliget sig verdens værste fyr (førnævnte Kaspar).
Fyren bliver let vakt til live med komikerens skarpe sans for karakterkomik. Han er typen, der hiver sin t-shirt op over mavemusklerne, når han taler med folk. Bor på ydre Nørrebro. Han har måske læst retorik, måske antropologi, men går vigtigst af alt til klatring.
Rask er gudsbenådet god til at gøre grin med alle. Og efterhånden tager latterliggørelsen af Kaspar form af noget, der stikker dybere end jokes om at hade mænd, ligesom andre hader hunde. Mere absurd bliver det nemlig, når hun leger med tanken om, at hun hader kvinder. »Er det bare det samme gamle kvindehadske pis i transklæder?«, hun ender med at levere?
På ingen måde. Og apropos standup-genren rumsterer den australske queer-komiker Hannah Gadsbys toneangivende ‘Nanette’ konstant, jo mere der flirtes med at dræbe den gode stemning. Nina Rask bevæger sig fra publikumsbedårende spasmager til én, der drømmer om at slå alle ihjel.
Når komikeren for alvor begynder at interagere ærligt med sig selv på scenen, er det til gengæld ret uimodståeligt, morsomt og i momenter også uhyggeligt stærkt.
En ængstelig fantasi om at være bryllupsgæst til Julie og Kaspars imaginære bryllup bygger op med en enorm pondus. Hadet og uretfærdigheden ulmer, da Rask går i gang med at pille heteropar fra hinanden, der tænker dem selv mere frisindede og normkritiske, end de er, fordi de gifter sig på rådhuset, kalder brylluppet en »kærlighedsfest« og serverer new nordic-inspirerede østers.
Det udvikler sig til en grænseoverskridende leg med macho-giftighed, hvis fandenivoldskhed skal opleves uspoleret.
Hadet når faktisk et punkt, hvor Nina Rask fuldstændig fremragende må stille sig selv spørgsmålet: »Er jeg, Nina Rask, en incel?«.
Det bliver et komisk opgør med den misantropi, der bliver installeret, når man som menneske står uden for normerne. Når showet har mindre travlt med at plaffe floskler ned, mærker man meget bedre det humoristiske hjerte, der driver hele værket.
Bag komikeren står også den fremadstormende instruktør Jennifer Vedsted Christiansen (der udgør How To Kill a Dog sammen med Emma Sehested Høeg), og Marie Bjørn, der har skrevet manuskriptet. Det indeholder dele, Nina Rask selv har forfattet.
Balancen mellem det teatralske, forløsningen af komikerrollen og den sparsomt iscenesatte monolog har ikke nødvendigvis nydt godt af arbejdsfordelingen. Til tider lægger det åbenlyst skrevne en dæmper på naturligheden med arbitrære ordspil som »smalskuldret sopranhedning«.
Hvorvidt ‘Nina er sjov’ er et standup-show, og hvor mange grin der blev grint, er i sidste ende mindre interessant, end at Nina Rask tydeligvis er komiker med potentiale til at blive en af de bedste. En frygtløs fortæller og en naturlig autoritet.
I ‘Nina er sjov’ er der mange store ting, der skal smides på bålet. Standup-genren. At være én, hvis køn konstant er til diskussion. Det binære, undertrykkelse, traumer, mænd, kvinder. Romeo og Julie. Også for mange, men det er let at tilgive.
For selvom den store kongelige teaterdebut bliver noget af en sammensat ild, er der ingen tvivl om brandfarligheden. Båltalen manøvreres trods udsving i mål med imponerende mod og selvudlevering.
I de skarpeste øjeblikke er der ingen tvivl om, at Nina Rask er sjov. Også når hun bruger sin smerte og sit selvhad til komisk pyromani.
Kort sagt:
Nina Rask hader mænd, kvinder og sig selv i det åbenhjertige, sjove, vigtige, men også uforløste genreeksperiment ’Nina er sjov’.