KOMMENTAR. Forestil dig, at en synsk kvinde spår, at din endnu ufødte søn bliver berømt. Hvilket navn vælger du til din kommende lille superstjerne?
»RuPaul«, lød svaret fra mor Toni. For som hun sagde: »Ain’t no motherfucker alive with a name like that«.
Man kan vist roligt sige, at spåkonen fik ret. RuPaul Andre Charles, den Emmy-vindende tv-vært, karismatiske mangemillionær og selvudnævnte glamazon, troner i dag som verdens suverænt mest succesfulde dragqueen over et globalt drag-imperium.
Og med den igangværende 16. sæson af den amerikanske reality-konkurrence ’RuPauls Drag Race’, spin-offs i 15 lande, 14 studiealbum og adskillige tv- og filmroller bag sig, har det 63-årige multitalent forlængst gjort sit eget fornavn synonymt med hustandsomdelt kønsballade.
Men noget skurrer. For én ting, der altid har undret mig ved RuPaul, er hans royale utilnærmelighed. Den aura af højglanspoleret guddommelighed og absolut perfektion, hvormed han fortæller os, at vi aldrig kan elske andre, hvis ikke vi elsker os selv. Hvem gemmer sig egentlig inde bag de lommefilosofiske aforismer og den kilotunge paryk?
Det ved vi nu! Eller … sådan da. Tirsdag udgav RuPaul nemlig ’The House of Hidden Meanings’; et vældigt velskrevet memoir, der lover, at hvis »we’re all born naked and the rest is drag«, så er det her RuPaul splitterravende Hans Jørgen.
Jeg har læst bogen, (den fjerde fra hans hånd, men første, hvor han ikke er i drag på forsiden), og det er lidt en sandhed med modifikationer. For RuPaul har en Ph.d. i brandbuilding, og bogen er derfor først og fremmest en nøgle til at forstå den semispirituelle blanding af kønsflydende progressivitet og ærkeamerikansk neoliberalisme, der gennemsyrer hele hans kærlighedsreligion.
Nå ja – og så rummer den en krigserklæring af en Madonna-anekdote.
En selvforstærkende »slavementalitet«
’The House of Hidden Meanings’ kan læses som et præludium til ‘Drag Race’, der ikke nævnes med et ord. Nej, bogen handler om tiden inden RuPauls overtagelse af verdensherredømmet: Om den lille sorte queerdreng, der vokser op i et fattigt hjem med en ekstremt fraværende far og en streng og bitter mor, og som er lige ved at knække nakken på et galopperende gudekompleks og et himmelråbende hashmisbrug.
RuPaul vokser op i det konservative San Diego, hvor tv’ets glamourøse fortællinger (og utallige joints) bliver den utilpassede drengs eskapistiske flugt. For RuPaul længes væk og kan ikke forlige sig med det, han kalder nabolagets »slavementalitet«. Ja, Nietzsche har ringet, og RuPaul lægger ikke fingrene imellem: Ifølge ham dyrker alle de sorte i byen en selvforstærkende offerfortælling, der fastholder dem i frygt.
Livet, siger RuPaul, handler om at indse, at hele verden er en scene, og at vi kan spille lige de roller, vi vil. Dødssynden er at tage sig selv for seriøst – og ikke at turde befri sig selv fra uvidenhedens slør.
Det klinger lidt af wokeness og borgerrettighedsbevægelsen, men RuPaul er en kamæleon, evigt enigmatisk og ideologisk mudret. For ’The House of Hidden Meanings’ er i virkeligheden noget af det mest liderligt liberale og amerikanske, jeg nogensinde har læst.
RuPaul beskriver eksempelvis den ekstatiske følelse af at skyde løs med en Uzi eller af at få fartbøder med nedrullet soltag i den amerikanske ørken. Og i den nok mest karikerede passage betragter han Frihedsgudinden og beskriver hende som et symbol på Amerika: »dette sted, hvor almindelige mennesker forvandler umulige drømme til virkelighed«.
I RuPauls evangelium er man med andre ord sin egen lykkes smed.
»Du kan godt«, fortæller Liberal Alliance os så ofte herhjemme. Og RuPaul stemmer i: »Good luck, and don’t fuck it up«.
Et møde med Madonna
Som teenager flytter RuPaul til Atlanta, og i et interimistisk kælderstudie starter hans tv-karriere, da han bliver fast inventar i tv-programmet ’The American Music Show’: et punkrocket, low-budget varietéprogram om Atlantas kreative undergrund.
I Atlanta lever RuPaul af Snickers og Coca-Cola, mens han gør alt, hvad han kan, for at få succes blandt sexarbejdere og liderlige kirkedrenge. Han tager syre og hænger hundredevis af plakater op i hele byen med et billede af sig selv og den megalomane tekst: »RuPaul is everything«.
Hans Atlanta-drag er genderfuck, altså en kæmpemæssig fuckfinger til det binære kønssystem. Og den fører ham til New York, hvor han i flere år forsøger at få sit gennembrud som hjemløst omflakkende clubkid.
»Hollywood isn’t calling? Do it yourself«, som ét af hans utallige mottoer lyder.
Men New York var iskold i røven. Og symptomatisk for byens fjendtlighed og besættelse af seksuel kapital blev et møde med en benhård Madonna i et baglokale på en natklub.
»Ved synet af mig snerrede hun af foragt«, beskriver RuPaul bramfrit. »Der var en isnende vrede over, at jeg vovede at gå herind, mens hun var i lokalet«.
Sex var lig med magt, forstår man – og i sin punkede mundering var RuPaul ikke skyggen af sexet.
»I hendes øjne var jeg værdiløs. Det var et mikrokosmos for resten af verden, men jeg så det allertydeligst i hende«.
En RuPaul til tiden
Efter mødet med Madonna og en gedigen eksistentiel nedtur sadler RuPaul om, og forvandler sin drag til det, han kalder »the art of naughty light«; mainstreamtilgængelig drag, der ligner supermodeller og Dolly Parton og er familievenligt som ‘Disney Sjov’.
Og det virker. Men da han opnår den succes, han hele livet har drømt om, indser han, herligt psykoanalytisk, at hans jagt på berømmelsen altid har handlet om hans fraværende far. Ergo vælger han fremover at fokusere på sit inner child og lægge stofferne og alkoholen på hylden for good.
Således slutter bogen brat, inden vi når frem til RuPauls virkelige stjerneflugt – hvilket virker ganske belejligt.
For gennem de senere år er det blevet tydeligt, at RuPaul ofte clasher med tidsånden. I 2020 kom det frem, at han har solgt borerettigheder til oliefirmaer og tilladt miljøskadelig fracking på sin 24.000 hektar store ranch i Wyoming.
Desuden udtalte han i 2018 i et interview med The Guardian, at transkvinder, der havde fået kønskorrigerende operationer, »sandsynligvis ikke« ville blive tilladt at deltage i Drag Race. Det var at sammenligne med dopede atleter, mente han – en udtalelse, han dog senere har undskyldt for.
»Jeg føler mig gammel og træt og bange«, skriver RuPaul i epilogen, som ventede døden lige om hjørnet. »Hvad nu, hvis alle glemmer mit navn?«
Det er der vist ingen fare for. Men rigtig spændende havde det været, hvis han havde turde reflektere i dybden over sine seneste 20 års massive succes og sine seneste fejltrin. For hvad tilføjer de (og hans enorme kulturelle indflydelse og spændstige pengepung) til den velkoreograferede selvfortælling?
Ja, ville det generelt ikke være fedt med et lidt friskere take fra RuPaul, når nu vi taler fjerde selvbiografiske bog?
Tillad mig derfor en bøn til Louisiana her på falderebet – booker I ham ikke lige til sommerens litteraturfestival til et brag af en samtale med eksempelvis Glenn Bech og Amina Elmi om klasse, queerness og privilegier? Så kan jeg love jer for, at vi ses i Humlebæk.