Charlie Hunnam spiller seriemorder i tredje sæson af ’Monster’

Charlie Hunnam spiller seriemorder i tredje sæson af ’Monster’
Charlie Hunnam i 2024. (Foto: Cindy Ord/MG24/Getty Images for The Met Museum/Vogue)

Denne uge rammer anden sæson af antologiserien ’Monster’ på Netflix, der i denne ombæring skal handle om Lyle og Erik Menendez, som myrdede deres egen forældre i slutningen af 1980’erne. Og nu ved vi også allerede, hvem der spiller hovedrollen i tredje sæson.

Mandag, til premieren på anden sæson, kunne Ryan Murphy, som er showrunner sammen med Ian Brennan, nemlig fortælle, at seriens tredje kapitel kommer til at have Charlie Hunnam i hovedrollen som den amerikanske morder og gravrøver Ed Gein. Det skriver Deadline.

Gein tilstod at have myrdet to kvinder i 1950’erne og siges at have lavet trofæer ud af hud og knogler fra lig, han gravede op på kirkegårde.  

Hunnam er nok bedst kendt fra sin tid som Jax Teller i motorcykelbandeserien ’Sons of Anarchy’. Siden har han også spillet med i Guy Ritchie-filmen ’The Gentlemen’ fra 2019 og den mindre vellykkede Apple TV+-serie ‘Shantaram’. Senest medvirkede han i Netflix-filmen ’Rebel Moon – Part one: A Child of Fire’.

Første sæson af ’Monster’, som fokuserede på seriemorderen Jeffrey Dahmer, blev i 2022 en af de mest sete serier på Netflix nogensinde. Samme år besluttede streamingtjenesten at fortsætte serien som en antologi, der fortæller om forskellige historiske mordsager.

Der meldes ingen tidshorisont for produktionen af tredje sæson, men imidlertid kan man opleve ’Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story’, som har premiere på Netflix 19. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af