1. ‘The Bear’ sæson 3
Her må vi understrege, at dette ikke er en liste over årets dårligste film og serier, men over de mest skuffende. Og i tilfældet ’The Bear’ var barren blevet sat så højt med de første to sæsoner, at det indlysende var svært at leve op til.
Hvilket sæson 3 altså bare ikke kunne. Der var gode afsnit med første episodes stemningsfulde montage, Jamie Lee Curtis’ comeback som helvedesmoren ved Sugars fødsel og flashbackafsnittet med Tinas origin story.
Men der var også reelle lavpunkter som Carmys trættende »non-negotiables« og slutningens stjernekokbegravelse, og i det hele taget savnede man både fokus og fornyelse i uforløste plottråde om Sydneys exit-drømme og Carmys traumer.
Man fornemmede, at sæsonen måske var stykket lovlig hurtigt sammen, og nu håber vi bare, at den kommende sæson 4 giver ’The Bear’ sine Michelin-stjerner tilbage.
Kan ses på Disney+.
2. ’Joker: Folie à Deux’
Ingen over, ingen under Todd Phillips ’Joker’-opfølger, når man taler om årets største letdowns.
Filmen var næsten fire gange dyrere end den skelsættende 1’er, men blev et historisk box office-flop og var desværre også fire gange så dårlig som ’Joker’ fra 2019.
En musical, ingen havde bedt om, med cover-sange, som ingen kunne huske, sekundet efter man forlod biografen, og pakket ind i en fortælling, der uddybede temaerne fra den første film snarere end at føje nye spor til. Lady Gaga var komplet spildt i filmens tiltagende ligegyldighed over for Harley Quinn.
’Joker: Folie à Deux’ var en drøjt kedsommelig affære. Quentin Tarantino var dog begejstret, og han kan jo så blive formand for en eksklusiv klub af ligesindede. Meget eksklusiv.
Kan ses på Max.
3. ’Dune: Prophecy’
Det er en utaknemmelig opgave at skulle leve op til Denis Villeneuves massive ’Dune’-film: Mere end selve historien lever den canadiske mesters dobbeltværk af et visuelt univers, som det har taget årevis at forfine og kæle for, så det er selvfølgelig halsløs gerning at tro, at man kan imitere oplevelsen på den lille skærm, særligt med en serie som har skiftet instruktører, hovedforfattere og skuespillere undervejs i en uskøn proces.
Sådan siger vi i hvert fald til os selv her i bakspejlets klare lys, for inden premieren på ’Dune: Prophecy’ havde vi faktisk reelle forhåbninger om, at serien ville være en værdig overspringshandling frem mod Villeneuves egen ’Dune: Messias’.
Men ak, serien om tilblivelsen af søsterordenen Bene Gesserit fængede aldrig trods forsøg på at skabe politiske magtkampe og intriger på episk niveau.
»Trods indlevende skuepilspræstationer minder den om en tam ’House of the Dragon’ tilsat lidt kæmpeorm og overnaturlig dommedagsprofeti«, som Soundvenues anmelder Helene Christine Luxhøj skrev.
Kan ses på Max.
4. ‘Back to Black’
Amy Winehouse-biopic’en ‘Back to Black’ gav næsten bange anelser fra start.
Ville den blive en værdig hyldest eller bare hive hendes hårde liv i mediernes søgelys gennem sølet endnu engang?
Den store indblanding fra Winehouses kritiserede far Mitch Winehouses og tidlige paparazzi-skud af optagelserne gjorde fra start mange af sangerens fans til forudindtagede hatere. Og på premieredagen indfriede ‘Back to Black’ desværre bekymringerne ved at tappe en af nyere tids største soulbegavelser for alt, der mindede om sjæl. Til gengæld var faren en hyggelig nisse.
‘Industry’-stjerne Marisa Abela sang og svovlede efter bedste evne, men endte med et portræt, der ikke løftede sig over en karikatur. ‘Back to Black’ var en af de mange film, som var i lommen på deres hovedpersoner på den ene eller den anden måde og et af de mest gennemsigtige eksempler på, hvor ødelæggende det kan være.
Det var ikke nogen nem opgave at vække en så stor original som Winehouse til live på det store lærred mindre end 15 år efter hendes tragiske død. Og det magtede instruktør Sam Taylor-Johnson desværre på ingen måde.
Kan ses på Blockbuster og Grand Hjemmebio.
5. ‘Unfrosted’
Hvor høje forventninger kan man tillade sig at have til en film om den turbulente tilblivelse af noget så specifikt amerikansk og komplet ligegyldigt som PopTarts?
Vi havde helt sikkert ikke regnet med et Oscar-bejlende mesterværk, men fra Jerry Seinfelds hånd håbede vi alligevel på noget, der var bare en lille smule sjovt. I stedet fik vi en infantil feberdrøm af den værste slags, som trods stjernenavne som Melissa McCarthy, Hugh Grant, Amy Schumer og Jon Hamm skulle være forblevet en selvdød tanketorsk i hovedet på dens 70-årige debuterende filminstruktør.
‘Unfrosted’ må meget gerne blive dødsstødet til Hollywoods kæmpebetagelse af historierne om deres eget lands kendte mærkevarer de seneste par år. Eller i det mindste et varsko til Judd Apatow, der med Steven Spielberg bag sig brygger på en film om krigen mellem Coca Cola og Pepsi.
Kan ses på Netflix.
6. ‘Megalopolis’
Vi har allerede luftet vores beskidte vasketøj i form af fundamental redaktionel uenighed om Francis Ford Coppolas selvbetalte storværk ’Megalopolis’ om et fremtidigt USA, hvor en brillant arkitekt og kynisk borgmester kæmper om at genskabe byen New Rome i deres eget billede.
Soundvenues anmelder Jakob Freudendal hyldede filmens vision og galskab, hvor » hvor en umotiveret Hamlet-monolog kan blive afløst af et deepfake-sextape projekteret på meterhøje plasmaskærme i et Romerriget-lignende Colosseum«, mens filmredaktør Jacob Ludvigsen mente, at fortællingen »falder sammen som et modernistisk højhus i et sønderknusende jordskælv«.
Her ved årets udgang smider redaktøren trumfen: ’Megalopolis’ var lige så usammenhængende, kunstig og selvforelsket, som den var dilettantisk spillet.
Kan ses på Blockbuster og Grand Hjemmebio.
7. ’House of the Dragon’ sæson 2
Trods svære betingelser i form af et langsomt tempo og udskiftning i skuespilgalleriet undervejs var vi faktisk ganske godt revet med af ’Game of Thrones’-prequelens første sæson. Samtidig med at vi glædede os til, at anden ombæring virkelig skulle sætte kul under kedlerne.
Det skete bare aldrig rigtigt. Trods fine momenter føltes sæson 2 som endnu et langtrukkent mellemspil, der udstillede, at serien aldrig har fået skabt for alvor interessante karakterer eller vibrerende relationer mellem dem. I stedet bliver man langsomt Targaryen-bleg i ansigtet af at følge de uendelige højtidelige snakkescener, der ikke rigtigt fører nogen vegne.
Der skal virkelig ske noget i de kommende sæsoner, hvis ’House of the Dragon’ skal ende som andet end en hurtigt glemt try hard-lillebror til originalserien.
Kan ses på Max.
8. ‘Graverne’
Med den både spændende, foruroligende og revolutionerende udvikling af tidens medielandskab glædede vi os til en serie om journalister, der virkelig indkapslede kernefelter som fake news, clickbait, AI, plagiat, spareglade konglomerater og digital omstilling. Den forventning var måske også arbejdsskadet naiv, men skuffelsen var i hvert fald til at tage at føle på, da vi i stedet fik en utroværdig skildring af kampen mellem morgen-fjernsyn på flow og … aften-fjernsyn på flow.
Godt nok som indgang til den virkelige mission om at lade Brændpunkts seriøse og idealistiske graverjournalister med Mille Dinesen i spidsen afdække en stor skandale i det danske fængselsvæsen, men heller ikke denne sag virkede sådan for alvor interessant i det herrens år 2024.
Serieskaber Jenny Lund Madsen er en gudsbenådet manuskriptforfatter og forfatter, og TV 2 har haft et fortræffeligt serieår med højdepunktet ’De bedste år’ og den dagsordensættende ’Familier som vores’, men ’Graverne’ virkede altså rettet mod stationens laveste fællesnævner.
Kan ses på TV 2.
9. ’Next Goal Wins’
Man var i en årrække af den opfattelse, at Taika Waititi ikke kunne sætte en fod forkert. Fra de tidlige newzealandske produktioner som ’What We Do in the Shadows’ og ’Hunt for the Wilderpeople’ til ’Thor: Ragnarok’ og ’Jojo Rabbit’ betrådte han en sti af det pureste skævhumoristiske guld.
Men ak, selv Waititi er et menneske af kød og blod, og først ’Thor: Love and Thunder’ og så ’Next Goal Wins’ har i hvert fald trukket ham eftertrykkeligt ned på jorden.
Efter en række forsinkelser kom sidstnævnte komedie om Amerikansk Samoas evigt stortabende fodboldhold til Danmark 3. januar og satte en lav barre for resten af året. Michael Fassbender spillede træneren, der skulle føre holdet til store sejre (well: mod at score bare et enkelt mål) efter rekordnederlaget 0-31 mod Australien.
Men resultatet var en hvinende ligegyldighed, eller som Soundvenues anmelder Henrik Reinberg Simonsen konkluderede:
»Der er risiko for rødt kort til Taiki Waititi for denne slappe, uinspirerede og latterforladte sportskomedie«.
Kan ses på Disney+.
10. ‘The Regime’
Det har været et broget år for HBO, der ramte plet med ’Industry’ sæson 3 og ’The Franchise’, men til gengæld havde svært ved at få deres store prestigeserier til for alvor at svinge – både ud fra eksisterende franchisemateriale med ’Dune’ og ’The Penguin’ og med deres nye satsninger, hvor ’The Regime’ må betegnes som den største nitte.
Der var nemlig lagt i ovnen til en satirisk genistreg, da Will Tracy med erfaring fra ’Succession’s forfatterhold lavede en politisk satire om en kvindelig diktator i et fiktivt europæisk land. Endda med ingen ringere end Kate Winslet i hovedrollen.
Men den grove humor og de mange referencer til nutidens politiske landskab løb hurtigt tør for kræfter, og der var ikke rigtigt andet at holde interessen op på.
»For mig holdt Winslets præstation desværre op med at være sjov allerede ti minutter inde i første afsnit, og så er der immervæk langt igen. 5 timer og 50 minutter for at være præcis«, skrev Soundvenues anmelder Sofie Lykke Stenstrop.
Kan ses på Max.