Mads Brügger er en dedikeret filmnørd, og selv i et år, hvor han har været mere end travlt beskæftiget med ’Den sorte svane’ og afsløringer samt udfordringer hos sit medie ’Frihedsbrevet’, er han nået godt ud i hjørnerne.
På Soundvenue kårede vi før jul Brügger og TV 2’s ’Den sorte svane’ som årets bedste serie, og da vi efterfølgende talte med ham om den eksplosive dokumentarseries efterdønninger, benyttede vi også anledningen til at spørge, hvilke film og serier der har gjort størst indtryk på ham i året, der nu går på hæld.
Blandt hans favoritter finder man alt fra hæderkronede til udskældte værker – og i hans begrundelser skinner hans egen forkærlighed for både provokationer og særlige rekvisitter igennem.
Film: ’The Zone of Interest’
»I al sin skræk og gru er det et mesterværk. Man skal virkelig stå tidligt op, hvis man vil byde ind med film om holocaust og sige noget nyt og interessant, og det synes jeg, Jonathan Glazer lykkes med«.
»Den måde, han skildrer livet inde i Höss’ villa … alt fra de små detaljer som den her hund, der løber rundt, til den meget akkurate rekonstruktion af haven med den lille mærkelige swimmingpool med rutsjebane til … Så dukker svigermoren op, og i løbet af natten med udsigt til Auschwitz’ glødende krematorium indser hun, at der foregår noget, der er så forfærdeligt, at man slet ikke forstår det. Og så har hun skrevet et afskedsbrev, som hendes datter sidder med, men man ser ikke, hvad der står i det brev – det er enormt elegant«.
»Der er scener i den, som stadig hjemsøger mig. Som da Höss tager til Breslau, hvor han skal til møde hos en generalstab omkring at få yderligere gang i hjulene i Auschwitz, kommer han gående ned ad en allé, hvor han kigger til højre, hvor der står et orkester og spiller, og så sidder der en forfærdeligt vansiret soldat – hans ansigt er sprængt fuldstændigt væk. Man ser ham kun i tre sekunder, men der er en vild scene«.
»Jeg blev så optaget af historien, at jeg begyndte at læse om, hvad der så sidenhen sker med familien, efter Höss er blevet hængt. Og jeg fandt en dokumentar, hvor de finder sønnen, der er blevet kristen prædikant i USA, mens datteren bliver Balenciaga-model. Også en mærkelig detalje«.
»Det er en af årets store film«.
Serie: ’Ripley’
»’Ripley’ på Netflix var knusende god. Dels cinematografisk – den er enormt flot. Og så bare det at filme ved Amalfikysten i sort-hvid og få denne solbeskinnede kyststrækning til at være et bagtæppe for horror, skræk og gys. Det kontrapunktiske i det kan jeg virkelig godt lide«.
»Og så er det en serie, der demonstrerer, hvor meget rekvisitter betyder. Montblanc-fyldepennen bliver jo en bifigur i serien, og det samme gør Rolex-uret. Og så kan jeg godt lide, hvordan den tager Ripley-figuren tilbage fra Matt Damons lidt bøvede udgave af Ripley og gør ham så ubehagelig og frastødende, som han skal være«.
»Lykkes man med det, sker der nemlig det forfærdelige, som jeg enormt godt kunne lide, at man også begynder at holde med ham. Det er en enormt ubehagelig situation at være i som seer. Man har det i starten så skidt med at tage stilling til den her karakter, at man nærmest ikke kan se videre, og så ender man med at sidde og heppe på ham«.
Læs også Soundvenues anbefaling.
Film: ’Joker: Folie à Deux’
»Alt i livet afhænger af forventningsafstemning. Jeg havde jo læst kritikken af den og havde lave forventninger, men forlod biografen meget begejstret«.
»Der er nogle takter og toner i filmen, jeg enormt godt kan lide. Den giver ikke ved dørene i forhold til den første ’Joker’. I virkeligheden vender den sin fanbase ryggen og forsøger noget nyt. Og som madanmelderen i ’Ratatouille’ siger, har det nye altid mange fjender«.
Film: ’Bad Luck Banging or Loony Porn’
»Det var ligesom at se en forsvundet, glemt, genopdaget Lars von Trier-film fra dengang, han var på toppen af sit felt. Det er en af de sjoveste film, jeg har set længe. Jeg så den i Gloria, og det var fedt at se den i biografen, for i starten tænker man, at man er havnet i pornobio på Istedgade«.
»På en måde er det en helt ny måde at lave film på. Den handler om den her uheldige kvindelige professor, som bliver kendt i Bukarest som pornoprofessoren, og som skal til moralsk torskegilde med forældrene på den skole, hvor alle børn taler om den lækkede pornofilm … Og så lavet under corona, hvorfor de alle sammen har absurde mundbind på … Det kulminerende forældremøde er ubetinget noget af det sjoveste, jeg har set længe, men lykkes også med at formulere en kras og god kulturkritik undervejs. Og så er slutningen med tre mulige udgange genial«.
Serie: ’Dune Prophecy’
»Jeg er fan af Bene Gesserit-søsterordenen. Alt med dem kan jeg lide! Det er en genistreg, tanken om en jesuitter-agtig nonneorden, som arbejder med avlsprogrammer blandt adelige på tværs af galaksen. Det er der en storhed i, som man er nødt til at anerkende«.
»Emily Watson er virkelig god, og så kommer de mange kilometer på literen i forhold til, hvad de har haft råd til. Der er passager, hvor det dramaturgisk nærmest er bedre end i Villeneuves film, selvom den selvfølgelig ikke kan måle sig visuelt«.
Film: ’The Apprentice’
»Jeremy Strong som Roy Cohn er helt formidabel. Det aftvinger bare respekt. Så er der alle mulige meninger om, hvordan han er som privatperson, men det er suverænt skuespil. Og så må man bare anerkende, at det er et halsbrækkende projekt at ville lave en film om Donald Trumps formative år. Tilmed inden for en budgetramme, hvor man ikke virkelig kan slå ud med armene«.
»Den er ikke entydigt anti-Trump. Hvis man trækker voldtægtsscenen ud, hvor monstret for alvor manifesterer sig, er der også en åre i filmen, som holder med ham. Den bibringer publikum en mere nuanceret forståelse af, hvem han er«.
Serie: ’The Penguin’
»Jeg vil meget gerne anerkende ’The Penguin’, især på grund af Cristin Miliotti som Sofia Falcone. Hun er noget af det vildeste, jeg længe har set. Den måde, hun kan tænde og slukke sin hårde side, er helt utrolig. Og så er jeg vild med, hvad hun spiser. Man tænker, det klart er en vane, hun har annammet sig i fængslet. Når hun står i en Chanel-spadseredragt med langstilkede champagneglas og spiser på den måde – det er jeg helt vild med«.
»Man må også sige, at det til tider er helt ubegribeligt, at det er Colin Farrell. Jeg holder meget af den måde, han går på, den der deforme fod og skinnen, der sidder på foden, som virkelig gør meget. Og hvis man er barn af Frank Miller og det mørke Batman-univers, hvor man næsten har fjernet hele superkraftsiden af sagen, er der noget at komme efter. Det er jo i virkeligheden et gangsterdrama, hvor man en gang imellem kipper med flaget til det originale forlæg, for eksempel med den lilla farve på hans Maserati, som er Pingvinens signaturfarve. Det er meget subtilt og fint lavet«.
Film: ’Civil War’
»Det er svært at skildre journalister godt på film og i serier. Det lykkes sjældent, men det gør det her. Man tror på, de er journalister i marken. Den var også omgivet af et andet spændingsfelt, da den fik premiere, på grund af det forestående valg og spørgsmålet, om der ville komme borgerkrig i USA, hvis Trump tabte eller vandt. Det gjorde den bare inciterende at se. Men filmens egentlige pièce de résistance er for mig scenen med massegraven og ham med de røde solbriller (Jesse Plemons, red.), som simpelthen er så ubehagelig. Den fanger enormt vellykket, hvor uhyggelig og sindssyg borgerkrig er«.