‘La Mif’: Endelig får Babak Vakili stillet sin far spørgsmålet om, hvorfor han forlod ham
PODCAST. Hvordan giver man en kultur videre til sit barn, som man selv kun har haft adgang til i fragmenter? Når ens egen tilværelse er formet af ubesvarede spørgsmål og en kulturel splittelse, man aldrig helt har fået greb om?
Det er de spørgsmål, multikunstner Babak Vakili kredser om i ‘La Mif’ (slang for familie). Vakili der blandt andet kan skrive rapper, statskundskaber og manuskriptforfatter til den roste serie ’Fredløs’ på sit cv, bruger i podcasten hele sit repertoire til at undersøge de identitets- og kulturspørgsmål, det har affødt i ham at vokse op på Nørrebro som barn af forældre, der flygtede fra Iran i 1970’erne.
Allerede for fem år siden undersøgte han i sin prisvindende DR-podcast ‘Generationen’ hvad det vil sige at vokse op med en flerkulturel identitet i Danmark og blive set udefra. I ‘La Mif’ rykker han ind i det helt nære, hvor det ikke længere handler om strukturer, men om relationer – om det der bliver sagt for lidt, og det der aldrig bliver sagt.
Gennem fire afsnit følger vi Vakili, der venter sit første barn og kæmper med, hvordan han kan videregive sin iranske kultur, samtidig med at han selv mærker begrænsningerne i sit eget sprog og i relationen til sine forældre, der gik fra hinanden, da han var seks år gammel. Hans far flyttede til Tyskland og stiftede ny familie, imens hans mor lukker af, når han spørger ind til familiens historie.
I podcasten er Vakili villig til at udstille sine egne blinde vinkler i rekonstruerede terapikonsultationer, hvor han ikke kan indse, at han savner sin far, selvom det er det, der fylder. Han reagerer med undvigelse og tavshed. Disse øjeblikke har stor gennemslagskraft. De fastholder os i det uforløste, i den måde Vakili snubler over ordene, og stilheden bliver lige så betydningsfuld som det sagte.
Podcasten zapper ellers hurtigt mellem mange greb, der hele tiden åbner fortællingen mere op og lader de tungere erkendelser synke ind:
Parodier på ‘Mads & Monopolet’ og ‘Dagens mand’, der behandler Vakilis dilemma og blotlægger, at hans spørgsmål handler om noget, der ikke kan løses med et godt råd. En samtale med Hans Philip om at være alene med sin mor. En emotionel scene fra ’Rap fyr i L.A.’, hvor Will Smith bryder sammen, fordi han føler sig svigtet af sin far. Bidder fra Eminem og Kendrick Lamar, der understreger, at man har sunget om emnet i årtier.
Vakili taler med sin ven Mo om deres forældres generations måde at udtrykke kærlighed, fx via madlavning. Vennen siger, at det måske er derfor, han selv elsker på en mærkelig måde, og det bliver tydeligt, hvordan noget så grundlæggende som kærlighed kan føles forkert. Vakili interviewer også sin mor (som en skuespiller lægger stemme til), der fortæller, at hun altså ikke vil snakke om sin fortid. Vi hører afmagten i hans stemme.
Derfor er det særligt stærkt og hjertevarmende, når podcasten i sidste afsnit igen vender tilbage til moren, og man hører hendes ægte stemme, der synger på persisk til barnebarnet, som nu er kommet til verden. Der er en progression i Vakilis samtale med forældrene, også i mediet, hvor de nu begge optræder med deres ægte stemmer.
Til slut besøger Vakili sin familie i Tyskland, hvor faren inviterer ham på deres livs første cykeltur. Her opstår en smuk scene, hvor de spiser dadler i solskinnet, og sønnen endelig kan stille sin far spørgsmålet om, hvorfor han rejste væk fra ham.
Cut til indslaget ’Persisk skole med Babak Vakili’, hvor vi hører Vakili snakke dansk og persisk til sin datter. Og blive nødt til at google, hvordan man siger ’brønd’ – på samme måde, som han har lært sig selv en persisk godnatsang. Og så en fiktiv samtale med hans voksne datter, hvor han prøver at videregive iranske traditioner, og hun stiller spørgsmåltegn ved det hele.
Han prøver sig frem, og i disse scener bliver ’La Mif’ særligt healende.
Kort sagt:
En usædvanligt præcis og sanselig podcast, der med konkrete greb og stor åbenhed formår at gøre komplekse erfaringer med identitet, kærlighed og afstand forståelige.