Cannes: Her er vores bud på årets vindere

Mommy
Det er et stort puslespil, der skal gå op, når Cannes-juryen med instruktør Jane Campion i spidsen skal udpege årets priser lørdag aften.

En film må nemlig ikke må mere end én pris, og det betyder, at Guldpalme-vinderen for eksempel ikke kan vinde skuespilpriserne. Desuden er det ni vidt forskellige jurymedlemmer, der skal prøve at blive enige.

Cannes-priserne er modsat Oscar ofte ganske uforudsigelige, og det eneste, vi kan garantere, er således, at vi kommer til at tage grueligt fejl. Men det skal ikke forhindre os i at tage udfordringen op i de syv vigtigste kategorier.

SE VORES FORUDSIGELSER AF CANNES-VINDERNE PÅ DE NÆSTE SIDER.

Mommy

Guldpalmen for bedste film

’Mommy’

25-årige Xavier Dolans legende og hektiske film kan tænkes at tiltale flere af jurymedlemmerne. Den har stærke kvindelige hovedkarakterer i et år, hvor meget af snakken har gået på underrepræsentationen af kvinder på festivalen, et problem, juryformand Jane Campion selv er meget bevidst om.

Den er overmodig og fræk, hvilket formentlig tiltaler det danske jurymedlem Nicolas Winding Refn, som selv var 25, da han slog igennem med ’Pusher’. Den har en sensibilitet og et visuelt touch, som sagtens kunne falde i Gael Garcia Bernal, Sofia Coppola og Willem Dafoes smag, og så er den i modsætning til de andre store favoritter båret af tre stærke skuespilpræstationer i et år, hvor fem ud af ni jurymedlemmer er skuespillere.

Man kan formentlig ikke stille det helt så firkantet op, men ’Mommy’ har været festivalens mest radikalt udtryksfulde film – den der er allermest sig selv. Det, der taler mest imod den, er, at Dolan med sin unge alder sikkert vil få dusinvis af andre chancer for at vinde palmen senere i karrieren – og hvis juryen finder den for lightweight i forhold til film med et større tematisk scope.

Hvem er så dens værste konkurrenter? Se de næste sider.

Læs også: Vores vurdering af ’Mommy’ i de daglige highlights

The Wonders

Grand Prix (andenprisen)

’The Wonders’

Juryformand Jane Campion er den eneste kvinde i historien, der har vundet Guldpalmen. Det vil ikke være helt urimeligt, hvis Alice Rohrwacher bliver den anden. Hendes ’The Wonders’ er kompromisløs og humoristisk, og den forener en poetisk sans med barsk realisme. Den har delt vandene blandt kritikerne, men jeg er overbevist om, at juryen belønner den med en af hovedpriserne.

Læs også: Vores vurdering af ’The Wonders’ i de daglige highlights

Timbuktu

Juryens pris (tredjeprisen)

’Timbuktu’

Det er altid lidt hårdt for den film, som åbner konkurrencen. For man kan hurtigt komme til at glemme Abderrahmane Sissakos film om nomader og jihadister i Mali, som blev vist på festivalens førstedag. Men det er en dybt aktuel og samtidig overraskende underfundig film, som meget vel kan løbe med en pris. Man kan også sagtens forestille sig, at juryen vil have lyst til at hylde en film fra Afrika, nu hvor der er en værdig kandidat. Det vil dog være sensationelt, hvis den tager hovedprisen.

Læs også: Vores vurdering af ’Timbuktu’ i de daglige highlights

Andrej

Bedste instruktør

Andrej Zvyagintsev, ’Leviathan’

’Leviathan’ kunne sagtens gå hen at vinde Guldpalmen, og det vil være højst overraskende, hvis den ikke løber med en pris. Det er et ambitiøst værk rigt på smukke billeder og russisk tragikomik, og så er den en slet skjult kritik af det russiske styre. Det vil være en jury-markering, der næsten er for god til at være sand, og som de næppe lader gå forbi. Zvyagintsev har et fast og personligt greb om sin fortælling, og af feltets hovedfavoritter virker han som det mest retfærdige bud på instruktørprisen – hvis han ikke går hele vejen mod guldet.

Læs også: Vores vurdering af ’Leviathan’ i de daglige highlights

Nuri

Bedste manuskript

Nuri Bilge Ceylan og Ebru Ceylan, ’Winter Sleep’

Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan har vundet Juryens pris to gange og prisen for bedste instruktør én gang. Er der én instruktør, der er Guldpalme-overmoden, er det således ham, og hans ’Winter Sleep’ har da også fået en flot modtagelse på festivalen.

Men eftersom juryen skifter fra år til år, er det ikke sikkert, den slags historik får så stor en betydning endda, og man kan forestille sig, at en snakkefilm på over tre timer ikke går lige i hjertet på alle jurymedlemmerne, selvom de kan sætte pris på dens intellektuelle kvaliteter. Det virker desuden mere progressivt at give palmen til film som ’Mommy’, ’Leviathan’ og ’The Wonders’, så mit bedste bud er, at Bilge Ceylan endnu engang må nøjes med en sekunda-placering.

Timothy Spall

Guldpalmen for bedste mandlige skuespiller

Timothy Spall, ’Mr. Turner’

Jeg hører til blandt de få, der ikke var helt oppe at ringe over Mike Leighs periode-biopic om maleren J.M.W. Turner. Men man kan ikke sætte en finger på Timothy Spalls savlende, buldrende og brummende præstation, og mens det vil virke meget gammeldags at give Guldpalmen til at kostumedrama, er skuespilprisen en oplagt måde at smide lidt hyldest i Leighs retning.

Nærmeste konkurrent er formentlig Steve Carells overraskende præstation som stenrig særling i Bennet Millers ’Foxcatcher’ – i et år, hvor der ikke er voldsomt mange overrumplende mandlige skuespilpræstationer.

Læs også: Vores vurdering af ’Mr. Turner’ i de daglige highlights

Læs også: Vores vurdering af ’Foxcatcher’ i de daglige highlights

Marion Cotillard

Guldpalmen for bedste kvindelige skuespiller

Marion Cotillard, ’2 Days, One Night’

De belgiske Dardenne-brødre har lavet endnu en glimrende film – om en kvinde, der kæmper for at beholde sit job. Inden festivalen var man spændt på at se, hvad det ville gøre ved en Dardenne-film, at en så kendt skuespiller som Marion Cotillard pludselig var at finde i hovedrollen. Ville det gå ud over oplevelsen af autenticitet? Men Cotillard løser opgaven til ug, og hun er særdeles overbevisende som den blege, trætte og desperate kvinde, der må vælge mellem job og stolthed.

Den umiddelbare outsider er Anne Dorval, der spiller titelrollen i Xavier Dolans ’Mommy’, men hvis filmen vinder Guldpalmen, er hun automatisk ude af spil.

Læs også: Vores vurdering af ’2 Days, One Night’ i de daglige highlights

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af