De 10 bedste citater fra Shia LaBeoufs samtale om hans maratonprojekt

De 10 bedste citater fra Shia LaBeoufs samtale om hans maratonprojekt

29 film på tre dage lød udfordringen, da Shia LaBeouf sidste torsdag satte sig til rette for at gennemleve alle sine film i en biograf i New York.

#ALLMYMOVIES – som det mærkværdige projekt hed – var dog ikke forgæves, for trods mørbankede nethinder og et massivt søvnunderskud forlod LaBeouf projektet med en oplivet mine.

Vores filmredaktør anmeldte LaBeouf (manden selv) til fem stjerner, og i går satte Shia LaBeouf så selv ord på maratonprojektet i en samtale med NewHive. Vi har samlet de 10 bedste citater:

1. Om følelsen bagefter
»Jeg kan ikke udtrykke, hvor stort det her er. Jeg ved det ikke engang endnu. Jeg ved kun, hvordan det føles. Jeg går gennem gaderne og smiler som en tegnefilmsfigur«.

2. Om at trykke play på sit liv
»Jeg følte ekstraordinær opbakning. Der sker noget, så snart du trykker ‘play’ på dit liv og åbner op, og der er den særlige skrøbelighed – folk får ikke bare din kunstneriske, men også din menneskelige side at se. Når du har gjort det, så har du delt alt. Og det, at du kan gå ud derfra, og folk stadig lige hilser på dig og giver dig en thumbs up… Det er noget helt specielt. Jeg ved ikke engang, hvad det er, for jeg har ikke sat mig ned og skrevet om det eller tænkt over det. Jeg ved bare, at jeg føler mig lettere i dag. Jeg føler kærlighed i dag«.

3. Om ændrede kaffevaner
»Før i tiden ville jeg aldrig sige mit rigtige navn, når jeg bestilte kaffe. Når de spurgte ‘hey, hvad er dit navn?’, ville jeg sige ‘James’, fordi jeg ikke ville have, at de skulle bruge mit rigtige navn. Men i dag er det helt anderledes. Det her lort ændrede mit kaffebestillingsnavn, hvilket i og for sig også ændrede mit syn på mig selv«.

4. Om at være outsider i outsiderklubben
»Det er normalt så ensomt. Jeg vil bare gerne være en del af noget. Jeg føler mig distanceret i filmbranchen, fordi jeg ikke gør tingene som alle andre, og så føler du dig distanceret fra dit eget liv, fordi du lige pludselig er en eller anden celebrity eller fuck up, og så bliver du en del af det her kunstnermiljø, og du tænker ‘nå det er her alle dem, der føler sig som outsidere, går hen’, og så bliver du medlem af outsider-klubben, og så er du pludselig en outsider i outsider-klubben. Undervejs (i maratonprojektet, red.) opdagede jeg, at den digitale kunstner May Waver var til stede. Hun er den digitale kunstner, jeg bedst kan lide. Hun har gjort større indtryk på mig end alt det andet artsy lort, jeg har set. Så da jeg så hende sidde i salen, tænkte jeg bare, ‘fuck det er for sindssygt’. Og jeg tænkte ‘nu er du endelig en del af en klub, sådan som du altid har drømt om’«.

5. Om frygten, der gik forud
»Til at starte med tænkte jeg: ‘Hvad hvis nogen sætter ild til mit hår?’ Det er en oprigtig frygt, jeg har. Jeg tror, at folk hader mig. Det er bare det, der foregår inde i mit hoved. Og det eneste, jeg gerne vil have, er, at folk kan lide mig«.

6. Om at se sine lortefilm
»Da filmene begyndte at blive lort, og alle i salen vidste det, så var det som en hemmelighed, vi alle holdt på, og ikke bare fordi jeg medvirker i dem. Jeg tænkte, ‘jeg er i den samme båd som jer – jeg er en seer, og jeg har også svært ved at se det, der sker oppe på lærredet. Faktisk tager jeg lige en lur, fordi jeg hader mig selv, ikke fordi jeg er træt, men fordi jeg er ved at dø’. Og det var der ingen, der havde noget imod«.

7. Om sin barnerolle hos Disney
»’The Even Stevens Movie’ var især interessant at se. Den er jo vores fælles barndom. Den er min, og den er jeres. Det var ikke kun mig, der smilede. Hvis du kigger på de mange stilbilleder, der er taget inde fra salen, så smiler alle blandt publikum, når den film spiller, og de tænker, ‘Wow, jeg kan godt huske Beans. Jeg kan godt huske den røvirriterende sang’. Vi kiggede alle sammen på vores skoleårsbog, og vi var alle sammen i den samme bog. Det føles, som om vi alle sad der sammen som en stor familie eller en high-school-klasse«.

8. Om ikke at have nogen regler
»På et tidspunkt kom der nogen op og tog en selfie. Og der var en kvinde, der sagde, ‘hey, det kan du ikke gøre, det er mod reglerne’. Og alle troede, at jeg ikke sagde noget, men jeg sagde faktisk, ‘der er ingen regler’«.

9. Om fællesskabet i salen
»Da projektet startede, havde jeg ingen venner i biografsalen. Jeg var igen en outsider. Jeg har aldrig følt mig mere alene, end da det her projekt startede. Selv med #IAMSORRY bar jeg trods alt en pose over hovedet. Her var der intet, jeg kunne skjule mig bag. Her var der intet lys for enden af tunnellen. Tre dage… altså, du er jo derinde for evigt. Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg ville klare mig gennem det. Men så snart jeg fik følelsen af, at salen sad derinde med mig – faktisk lige efter ‘Lawless’ – blev filmene hårdere, men selve oplevelsen blev nemmere«.

10. Om den yderste dag
»Jeg kiggede aldrig rigtig rundt i salen før de sidste par film, og da jeg endelig gjorde det, var der ikke nogen, der kiggede på mig. I de sidste par film blev hele projektet mere, end hvad det startede med at være. I begyndelsen kom alle ind og kiggede på mig. Og jeg mærkede det. Og så gik de efter 10 minutter, fordi de forventede, at jeg gik på line eller noget. Halvvejs gennem det hele var der også nogle af de typer – folk grinede, når jeg grinede, så de var stadig hyper-opmærksommme. Men på tredjedagen var der ingen i salen, der fokuserede på mig«.

Læs også: Anmeldelse af Shia LaBeouf – manden, ikke værket

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af