Der er film, hvis historisk følelsesladede temaer formår at oppiske en kollektiv harme over samfundets uretfærdigheder og trække tråde til aktuelle politiske problemstillinger så presserende, at værkernes egentlige kvaliteter kan synes underordnede, så længe debatten raser.
’Vigtig’ er ofte et mærkat, den slags film tildeles, og ve så den, der måtte mene noget anderledes.
Og så er der de små, funklende perler, der rammer os lige lukt i hjertekuglen og minder os om, at det måske er endnu vigtigere at se film, der får os til at reflektere over, hvad det vil sige at være menneske og blive elsket ved hjælp af minimale, men knivskarpe virkemidler og udsøgte skuespilpræstationer.
Barry Jenkins’ ’Moonlight’ hører til sidstnævnte kategori og er med en næsten entydig positiv modtagelse i England og USA (filmen har en samlet score på 97 på Metacritic i skrivende stund og 98 procent på Rotten Tomatoes) allerede ved at lægge sig lunt i svinget i til næste års store prisuddelinger.
Filmen handler om den sorte, homoseksuelle dreng Chirons opvækst i en ghettoforstad til Miami i 1980’erne og fortæller karakterens liv i tre akter: Chiron som skræmt niårig, der med en prostitueret mor på stoffer (Naomie Harris) og mobbende jævnaldrende på nakken paradoksalt finder støtte hos narkohandleren Juan (Mahershala Ali fra ’House of Cards’). Chiron som forsagt, udstødt teenagedreng (Ashton Sanders). Og endelig som voksen, forhærdet mand (Trevante Rhodes) – socialt forkrøblet af arene på sin sårede sjæl.
Jeg så ’Moonlight’ på Roms filmfestival i weekenden og kunne efterfølgende fuldt tilslutte mig, hvad den ene af filmens yngre hovedroller, Ashton Sanders, fortalte inden visningen: »Barry Jenkins er en uforlignelig instruktør. Og ’Moonlight’ er ren poesi i bevægelse. You’ll see«.
’Moonlight’ er på flere måder en vigtig mønsterbryder af en indiefilm med udelukkende sorte skuespillere, ikke blot i kraft af sit emne, men også sat overfor vor tids politisk korrektheds-inducerede prisjagt efter den ’store sorte filmfortælling’, der langt om længe kan få lov til at dominere ved de overvejende hvide Golden Globe- og Oscar-uddelinger.
Tidligere i år lignede Nate Parkers brutale ’The Birth of a Nation’, om et virkeligt, ultra-voldeligt slaveoprør, den bedste kandidat til vinterens forestående priskapløb, men efter en gammel voldtægtsanklage mod Parker så dagens lys (såvel som flere og flere lunkne analyser af filmens reelle kvalitet efter den første indledende hype havde lagt sig), ligner ’The Birth of a Nation’ efterhånden en hidsigt udbrændende stjernekaster.
’Moonlight’ er af en ganske anden støbning. I modsætning til ’The Birth of a Nation’ og sidste års ’Selma’, politiserer instruktør Barry Jenkins ikke automatisk den sorte mands rolle i det moderne filmlandskab qua hans hudfarve eller sætter fokus på USA’s raceundertrykkelse.
I stedet fortæller han en lille, rammende historie om homofobi, boyhood og social arv, hvor skuespillerne udforsker kærlighedens universelle væsen frem for deres hudfarves samfundsmæssige konnotationer. Det er voldsomt underspillet og rasende effektfuldt.
Om Oscar så i sidste ende vægter Barry Jenkins’ filmiske poesi over eksempelvis Nate Parkers blodige politiske historie, får vi at se til februar.
Soundvenue var inviteret til Rom Film Festival af Mazda.