Den tysk-palæstinensiske instruktør Hany Abu-Assad har været Oscar-nomineret to gange – for ‘Paradise Now’ og ‘Omar’ – og til hans nyeste film, ‘The Mountain Between Us’ har han allieret sig med det mest stjernespækkede cast i karrieren.
Idris Elba og Kate Winslet har hovedrollerne som Ben (Elba) og Alex (Winslet), der efter at være styrtet ned med deres fly midt i de sneklædte bjerge, må stå sammen for at overleve. De har først lige mødt hinanden, så de to fremmede må stole på, at de vil hinanden det bedste for at komme helskindet ud af kulden.
Gennem et ekstremt klima, farlige omgivelser og vilde dyr skal de gå mere end hundrede kilometer for at nå i sikkerhed, hvor de konstant må skubbe hinandens grænser for at overleve.
Formularen har vi naturligvis set før – fra ‘Vi lever’ til ‘Everest’ – men forhåbentligt kan trioen Elba, Winslet og Abu-Assad trække det hele op.
Det er ikke fordi, at historien er original, eller at traileren giver et indblik af, at den er anderledens end de mange andre film, om folk der strander i ensomheden, men mon ikke Elba og Winslet kan trække niveauet op?
‘The Mountain Between Us’ får amerikansk premiere i oktober, mens det endnu er uvist, om den får en dansk premiere.
Læs også: Traileren til Nikolaj Arcels ‘The Dark Tower’ med Matthew McConaughey og Idris Elba endelig landet