TEMA: PLOTTWIST-SÆSON!: Sjældent har et twist været så knusende melankolsk, men alligevel smukt afrundende som i ’La Jetée’.
Franske Chris Marker skabte i 1962 det 28 minutter lange kortfilmmesterværk, som du kan se herunder i fuld længde, og siden har været et lysende forbillede i sci-fi-genren. ’La Jetée’ sendte publikum ud på en tidsrejsende kærlighedsfortælling, som gjorde så stort indtryk på Terry Gilliam, at han omfortolkede den i ’12 Monkeys’ med Bruce Willis, Brad Pitt og Madeleine Stowe på rollelisten.
Marker formår at indfange én med meget få virkemidler. På filmens visuelle side bruges således kun sorthvide stillbilleder, som emmer af nostalgi og passer godt til en længselsfuld historie om at rejse tilbage i tiden. De stemningsfulde billeder akkompagneres af en fortællerstemme og et minimalistisk lyddesign.
Ligesom i ’12 Monkeys’ tager filmen udgangspunkt i en smadret, postapokalyptisk jordklode, hvis ødelæggelser her skyldes udbruddet af Tredje Verdenskrig. De overlevende mennesker bor i den parisiske undergrund, hvor forskere udfører tidsrejseeksperimenter på fanger for at søge om hjælp i både fortiden og fremtiden.
Det er tærende at rejse i tiden, for éns virkelighedsforståelse smuldrer hurtigt bort. Derfor søger de brilleklædte forskere forsøgspersoner med en stærk forankring i fortiden. Vores hovedperson udvælges på baggrund af et klart barndomsminde fra før krigens udbrud. I lufthavnen i Orly husker han en lyshåret kvinde. Og han husker at have set en mand dø.
Forskerne injicerer et serum i hans arm, og han sendes tilbage til fortiden for at møde kvinden. Det udvikler sig til en romance. Han forsvinder og vender tilbage, når serummets effekt ophører, og en ny indsprøjtning er nødvendig. Hun kalder ham sit spøgelse og vænner sig til hans flygtige tilstedeværelse.
Efter flere ugers succesfulde ophold i fortiden sendes vores hovedperson til fremtiden, hvor han i et kort møde med en højteknologisk menneskerace tilegner sig en energikilde, der vil redde jordens nutidige befolkning.
Missionen er fuldført, og han ved, at forskerne nu vil skille sig af med ham. Fremtidens folk tilbyder imidlertid at redde ham og tage ham med til deres verden, men kærligheden vejer tungest. Han beder dem om at sende ham tilbage til fortiden, hvor han kan blive genforenet med kvinden fra barndomsmindet.
Han vågner op i Orly-lufthavnen og spekulerer på, om hans barne-jeg også er der. Han ser kvinden og løber mod hende. Men ud af øjenkrogen opdager han, at en af hans bevæbnede fangevogtere er fulgt efter ham for at slå ham ihjel. Han ser kvinden i selvsamme billede som i sit minde og indser, at han som barn overværede sin egen død.
Med meget få virkemidler skaber en Chris Marker et hjerteskærende twist, hvor vores lidende helt på uretfærdig vis må lade livet på målstregen. I modsætning til Terry Gilliams ellers glimrende nyfortolking, der viser lige lovligt mange flashbacks til den skæggede hawaiiskjortemands lufthavnsdød, bliver man her dybt overrasket over det sørgelige sluttwist, som samtidig virker fuldt ud troværdigt.
I dødsøjeblikket går det op for både hovedpersonen og os, at det var skæbnebestemt og ikke kunne være endt anderledes. Havde han som barn ikke overværet sin egen død, havde det traumatiske minde ikke siddet fast som voksen. Så havde han ikke reddet jordens nutidige og fremtidige befolkning og, måske vigtigst af alt, ikke mødt sit livs kærlighed.
Læs også: Redaktionens yndlingstwists I – den tragiske sandhed om det hjemsøgte hus
Læs også: Redaktionens yndlingstwists II – filmhistoriens største tryllekunst
Læs også: Også danske film kan trække tæppet væk under publikum – de 10 bedste plottwists i nyere tid
Læs også: Historien bag dansk films største twist i nyere tid: »Nogle var decideret vrede«
Læs også: En ny stor æra for vanvittige plottwists er begyndt
Læs også: De 12 vildeste plottwists i dette årti