Alle Marvels 23 superheltefilm – rangeret fra værst til bedst

STREAMING TOGETHER

Disney+’s fuldfede udvalg af Marvel-superheltefilm er nok til at give fanbasen bankende hjerter og våde drømme om lange filmaftener i selskab med Tony Stark, »I am Groot«, Black Panther og alle de andre venner fra nær, fjern og en Guardians-galakse herfra. Men hvilket helteepos er Marvels bedste til dato? Og hvilken elsket karakter skrabede bunden? Vi rangerer alle 23 superheltefilm fra Marvel Cinematic Universes fase 1-3, der begyndte med ’Iron Man’ i 2008 og sluttede med ’Spider-Man: Far from Home’ i 2019.

‘Iron Man 3’.

Nr. 23: ’Iron Man 3’ (2013)

Der er noget dybt paradoksalt i, at Marvels MVP Iron Man spiller hovedrollen i deres ringeste film, ’Iron Man 3’. Men som både dén og ’Iron Man 2’ viser, trives Tony Stark aka. Robert Downey Jr. suverænt bedst, når han får med- og modspil af Avengers-kollegerne i stedet for at bevæge sig ud på egne, inferiøre eventyr – der som med stort set alle heltenes solofilm rejser prekære spørgsmål om, hvorfor dælen de ikke bare ringer til en »friend from work«, som Thor kalder det, når lokummet brænder, og en ny superskurk dukker op.

’Iron Man 3’ (instrueret af Shane Black, der også arbejdede med Downey Jr. på den langt bedre ’Kiss Kiss Bang Bang’) forsøger sig med en mørkere tone end de de to forgængere, og der er (lidt for tydelige) ekkoer til Supermans eksistentielle krise i Christopher Reeve-klassikeren ’Superman II’ fra 1980, når Tony kæmper med posttraumatisk stress efter Avengers-slaget i New York året forinden.

Dét er som sådan ikke nogen dum idé, men filmen er retningsløs, Downey Jr. for en gangs skyld underligt uoplagt, og Ben Kingsley giver den hele armen og alt for meget som skurken The Mandarin. Selvfølgelig er der også et twist, men i så skuffende en film er man ærligt talt ret ligeglad, da det indtræffer.

‘The Incredible Hulk’.

Nr. 22: ’The Incredible Hulk’ (2008)

Det er nemt at glemme, at Edward Nortons eneste skovtur i det grønne faktisk var en del af Marvels fase 1, der kom ud samme år som den første ’Iron Man’. Nortons karriere som superhelt var kortlivet, men filmen er ikke helt uden kvaliteter – og Liv Tyler som Bruces Banners udkårne, Betty Ross er et lyspunkt (hende var der ikke plads til i Marvel-kollektivet senere hen, da romancen med Black Widow skulle sås).

De visuelle effekter er ikke ældet med ynde, men filmens nihilistiske stil passer glimrende til antihelten, og Norton har godt greb om karakterens splittelse, som en superhelteversion af hans skizofrene hovedrolle i ’Fight Club’. Efter sigende var en af grundene til, at skuespilleren blev skiftet ud dog, at han ønskede sig større kreativ kontrol over historien, hvilket selvsagt ikke huede Marvel-teamets skemalagte planer for helteuniverset.

Slutteligt er filmen – instrueret af franske Louis Leterrier (’Now You See Me’, ’The Transporter’) – da også noget generisk, og man savner charmen, der senere kom i højsædet hos Marvel.

‘Iron Man 2’.

Nr. 21: ’Iron Man 2’ (2010)

Forventningerne til efterfølgeren til monsterhittet ’Iron Man’ var tårnhøje, men selvom Jon Favreau vendte tilbage til instruktørstolen, lettede superhelten aldrig rigtigt fra jorden i en fortælling om, hvordan den amerikanske regering gør sig store bekymringer om Tony Starks teknologi.

Simultant finder vor helt ud af, at hans hjerte-generator langsomt er ved at forgifte ham, han forfremmer Pepper Potts (Gwyneth Paltrow) i firmaet og hyrer sig en ny, smækker personlig asssitent i form af en vis Natasia – og hey, så fik vi introduceret Black Widow, der selvfølgelig er på en undercover mission for Shield-bossen Nick Fury (Samuel L. Jackson). Ikke noget under, at alles øjne er så fokuserede på, hvad der foregår i Stark Industries til at bemærke, at en russisk skurk entrerer scenen i form af Mickey Rourkes piskesvingende Vanko.

Castet er godt selskab, men helhedsindtrykket er relativt forglemmeligt.

‘Captain America: Civil War’.

Nr. 20: ’Captain America: Civil War’ (2016)

’Civil War’ – aka. Avengers-filmen, der pinedød skulle rulles ud som en ’Captain America’-film – er et rodet mellemspil, der godt nok bryster sig af dedikerede, voldsomt intense præstationer fra vor helte hele raden rundt (især brillerer Robert Downey Jr. som en frustreret Tony over for Caps latterlige selvtægtshævnerretfærdighed), men som mest af alt irriterer. Heltefamilien ligger i akut skilsmisse over forskellige meninger om, hvordan »with great powers comes great responsibility«-mantraet egentlig skal tolkes, når nu hele verden har set sig sure på deres evindelige masseødelæggelser.

Men tror nogen som helst på, at Marvel vil lade helte slå helte ihjel? Selvfølgelig ikke.

Og dermed er der stort set intet på spil i ’Civl War’ (på nær en brækket ryg), der først og fremmest fungerer som en truende optakt til de mere alvorstunge ’Avengers: Infinity War’ og ’Endgame’. Det bedste, der kom ud af filmen, var Taika Waititi og Chris Hemsworths brillante små ’Thor’-kortfilm på Youtube, hvori den slet skjult jaloux tordengud bitcher til Mark Ruffalos Bruce Banner over, at han ikke fik lov til at være med i »jeres lille pissing-contest«.

Jake Gyllenhaal og Tom Holland.

Nr. 19: ’Spider-Man: Far From Home’ (2019)

Det er dæleme ikke nogen nem opgave at følge i hælene på finalebraget ’Avengers: Endgame’, men det er ikke desto mindre, hvad Peter Parker aka. Tom Holland skal forsøge i ’Far From Home’, der i 2019 fik premiere, få måneder efter verden havde sagt et tårevædet, endegyldigt farvel til en lang række af Marvels »voksne« helte. Den eneste logiske vej frem var et markant tonalt gearskifte, så det er naturligvis også, hvad instruktør Jon Watts (som også stod bag den fremragende ’Spider-Man: Homecoming’) kaster sig ud i med en fjollet, YA-venlig historie om, hvordan Peter og skolekammeraterne tager på rundrejse i Europa.

Her støder edderkoppehelten – som savner sin mentor Tony Stark noget så forskrækkeligt – ind i Jake Gyllenhaals mystiske »helt« Mysterio, mens Fury (Samuel L. Jackson) leverer dundertaler om, hvordan Peter bliver nødt til at mande sig op.

Det er ikke nemt, når man som hormonfyldt teenagedreng helst vil flette fingre med MJ (Emmy-vinder Zendaya i en tam rolle), men takket være Holland og Gyllenhaals sleske lumskebuks er ’Far From Home’ en hyggelig humørspreder, der ikke så meget føles som rosinen i pølseenden som et pausekomma mellem Marvels fase 3 og 4, der kommer til at byde på en ’Spider-Man 3’ i en (forhåbentlig) coronafri fremtid.

‘Guardians of the Galaxy vol. 2.’.

Nr. 18: ‘Guardians of the Galaxy Vol. 2’ (2017)

Den svære toer til et popkulturelt fænomen kan ingenlunde matche forgængerens overlegne charmefest, men når skuffelsen har lagt sig, er der stadig et par gode grin at komme efter i selskab med Star-Lord/Quill (Chris Pratt), grønne Gamora (Zoe Saldana), BFF’s Rocky (Bradley Cooper) og Groot (Vin Diesel), bøffen Drax (Dave Baustista) og spacy Mantis (Pom Klementieff).

James Gunn, som også instruerede den første film, tilstræber en drillende hyggestemning tilsat psykedelisk billeder og skægge biroller (hej, Sylvester Stallone!) men historien er en uoriginal og forudsigelig sag om faderkomplekser, idet Quill opsøger sin superhelte-daddy, Ego (Kurt Russell), der til ingens store forbavselse ikke ligefrem vinder nogen priser som Årets far i rummet.

Evangeline Lilly og Paul Rudd i ‘Ant-Man and the Wasp’.

Nr. 17: ’Ant-Man and the Wasp’ (2018)

Næsten lige så utaknemmeligt som det var for Spider-Man at følge ’Endgame’, er det for Paul Rudds miniarbejderklassehelt at fungere som pauseunderholdning mellem ’Avengers: Infinity War’ og ’Endgame’. Rudd er altid et seværdigt bekendtskab, og Evangeline Lilly er udmærket som hans romantiske sidekick og heltekollega The Wasp, men som seer er det svært at abstrahere fra, at man lige har overværet ’Infinity War’s bombe af en finale.

Ganske vist foregår det meste af handlingen her før kampen mod Thanos og dennes altødelæggende fingerknips, men der skal mere end en pissemyre til at rense paletten helt. Og plottet – Rudds Scott Lang skal hjælpe videnskabsmanden Hank Pym (Michael Douglas) med at redde dennes long lost kone ud af ’kvante-dimensionen’ – er til den papirtynde Marvel-side.

Når det er sagt, er filmen mestendels, utroligt nok, fint fornøjelig og helt bevidst om, at den ikke skal forsøge at slægte ’Avenger’-tungsindet på. ’Ant-Man and the Wasp’ er først og fremmest sjov og lette løjer, og det er på sin vis befriende.

‘Avengers: Age of Ultron’.

Nr. 16: ’Avengers: Age of Ultron’ (2015)

Der er masser af interne drillerier og sjove one-liners i luften i Avenger-heltenes anden fællesudflugt, denne gang til det fiktive østeuropæiske land Sokovia, der kommer til at fungere som boksering for opgøret med Ultron; en helvedesmutation af Tonys home assistant-teknologi Jarvis (tænk Siri bevæbnet med masseødelæggelsesvåben og ‘Mean Girls’-spydigheder).

Heltene støder også på tvillingerne Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) og Quicksilver (Aaron Taylor-Johnson, som senest kunne ses i ’Tenet’), men sidstnævnte er desværre blot et blodfattigt ekko af Evan Peters anderledes ikoniske gavtyve-fortolkning af samme hurtigløber-karakter i ’X-Men’-universet.

Når Iron Man, Thor, Cap, Hulk og Black Widow småskændes og konkurrerer om, hvem der har den sejeste kæreste eller er værdig til at løfte Thors hammer, er ’Ultron’ en flyvende fest – til gengæld kommer filmen ned på jorden, da Sokovia simpelthen letter i en træt demonstration af Marvels insisterende forkærlighed for episke slag udkæmpet i luften (altid fedt for actionværdien når tunge ting kan falde ned og smadre i tusinde stykker uden tanke for millionvis af civile tab, ahem).

Instruktør Joss Whedon udtalte efter optagelserne, at han havde været et mulehår fra at gå ned med stress og angst over at holde så mange bolde og karakterer i luften. Det er ikke svært at se hvorfor.

‘Thor: The Dark World’.

Nr. 15: ’Thor: The Dark World’ (2013)

Ja, ja, der er dem (mange), der har mere end et enkelt horn i siden på det andet ’Thor’-kapitel. Men det er ikke fair over for filmen, der er både bravt underholdende, til tider rørende og helt igennem jovial. Bevares, vi er stadig milevidt fra Taika Waititis genialiteter i den tredje film, men Chris Hemsworth og Tom Hiddlestons umage brødrepar Thor og Loki (som er i husarrest efter sin hærgen i ’The Avengers’) er svære at stå for, når de modvilligt slår pjalterne sammen i kampen mod blå mænd og graverende plothuller.

Tabet af moren Frigg (Rene Russo) giver særligt Hiddleston mulighed for at hudflette Lokis blødere sider, og Natalie Portmans handlekraftige Jane og Stellan Skarsgårds forvirrede videnskabsmand Erik Selvig er solide kræfter på sidelinjen. Hvorfor man også nemt tilgiver tilstedeværelsen af Kat Dennings lidt for skingre birolle som comic relief (dén post udfylder hovedkaraktererne fint på egen hånd).

‘Captain America’.

Nr. 14: ’Captain America: The First Avenger’ (2011)

Den godhjertede Steve Rogers første film er et sepia-tonet nostalgitrip til 1940’ernes USA, hvor soldaterkammerateri, smukke kvinder med rød læbestift og svunden patriotisme præger ilddåben af manden med skjoldet. Qua knapt så overbevisende CGI fremstår Chris Evans’ sympatiske Steve ellers indledningsvist som en lille splejs af en wannabe-krigshelt, men i et eksperiment pumpes ynglingen op til en svulstig All-American drøm med hår så gyldent som kornet på Midtvestens marker og tænder så hvide som Don Draper.

Kaptajnen er symbolet på dengang, USA var en nation, andre lande vendte sig til for håb, lederskab og Coca Cola, og som sådan er det ikke underligt, at karakteren senere i Marvel-tidslinjen kastes ud i lidt af en krise, da weltschmerzen over at blive reduceret til en ideologisk antikvitet i en anderledes kynisk verden for alvor får fat.

Men i den første film glimter Steve som en usvigeligt høflig helt af den gamle skole, der får gnæggende modspil af altid skurkeparate Hugo Weavings lede Hydra/Nazi-skurk (hvis ansigt er blevet udsat for en lidt for effektiv chemical peel).

‘Doctor Strange’.

Nr. 13: ’Doctor Strange’ (2016)

Marvels ultimative »Christopher Nolan-film« blander ‘Inception’s åndeløse kalejdoskop-action med ‘Tenet’s bakkesnavendt-kampscener og ‘Batman Begins’-træningslejren i en fortælling, hvor cool cat Benedict Cumberbatch gør det ud for enhver vrissen, mestendels humorforladt Nolan-hovedrolle nogensinde, mens Rachel McAdams er den martrede (af både manus såvel som mut helt) kvindekarakter på sidelinjen.

Man skulle næsten tro, at instruktør Scott Derrickson (‘Sinister’) fulgte en regulær tjekliste – skønt filmens finale i downtown Hong Kong, hvor Doctor Strange kæmper mod Mads Mikkelsens troldmandsusling Kaecilius i en slags nutid mens tiden omkring dem går baglæns, snarere lægger op til, at det er Nolan, der måske har skelet til superhelteuniverset i udarbejdelsen af ‘Tenet’s slutscene et par år senere…

Doctor Stranges snerpede væsen forbliver noget sværere at favne end de bralrende Avengers’, og Tilda Swintons måske-asiatiske-men-vistnok-keltiske look som læremesteren The Ancient One kastede ligefrem et (ufortjent) whitewashing-backlash af sig, men filmen er bragende flot forløst og til den labert dystre side.

‘The Winter Soldier’.

Nr. 12: ’Captain America: The Winter Soldier’ (2014)

Med Caps anden, bedre solofilm – denne gang i selskab med Scarlett Johanssons Black Widow – gik Marvel og instruktørduoen Joe og Anthony Russo nye genreveje med en krimiinspireret thriller-tone, der er mere Jason Bourne end Avengers. Og det klæder karakteren, hvis spejderdrengs-fremtoning nyder godt af at blive kontrasteret af et råt opgør med bedstevennen Bucky (Sebastian Stan), der er sprunget ud som skarpskytten The Winter Soldier efter at være blevet frosset ned i 40’erne og hjernevasket af Hydra-skurkeorganisationen.

Ved filmens premiere blev den hyldet som en af de bedste Marvel-produktioner til dato, men det rå look og forsøget på mere intellektuel kritik af embedsmandskorruption i toppen af det amerikanske samfund får samtidig ’The Winter Soldier’ til at føles en kende kalkuleret i al sin stiløvelse-stræben efter at vise, at Marvel skam også kan andet end bekæmpe rumvæsner og pudse Iron Mans rustning, mens Tony Stark ironiserer morsomt over superheltenes egotrippende tendenser.

‘Thor’.

Nr. 11: ’Thor’ (2011)

Der er en smule mere seriøsitet over den første ’Thor’-film, end tordengudsfranchisen senere dyrker, men filmen fungerer som en stærk introduktion til Marvels, well, stærkeste helt (og ikke mindst Chris Hemsworths leading man-potentiale) der ved fortællingens start sendes i eksil på jorden, den stakkel, for at have skabt ballade i Asgaard.

Det lysner for forkælede, fadølstyllende Thor, da han møder Natalie Portmans astrofysiker Jane, men det er selvfølgelig Tom Hiddleston, der stjæler billedet som svigefulde Loki, der ynder at behandle sin pretty boy-halvbror som en svagtbegavet bonderøv.

Kenneth Branagh (senest set som enerverende overspillende ’Tenet’-skurk) instruerer med en fokuseret fortælleglæde og nostalgisk kærlighed til genren, der gør ’Thor’ til en relativt tidløs og velsmurt superheltefabel fra æraen, umiddelbart før alle Marvel-film begyndte at hænge sammen i et virvar af overlappende plottråde.

‘Ant-Man’.

Nr. 10: ’Ant-Man’ (2015)

På papiret var myremanden ikke just den Marvel-karakter, det brede publikum var mest psyched efter at møde, men ingen er nogensinde gået galt i byen ved at caste universelt skattede Paul Rudd – heller ikke Marvel, der har en træfsikker evne til at forvandle indie-navne og tidligere B-stjerner til ombejlede boxoffice-helte.

Det er således i høj grad Rudds fortjeneste, at lille ’Ant-Man’ blev et velkomment friskt pust efter tonstunge ’Age of Ultron’, men filmen vinder også ved oprigtigt quirky actionsekvenser i miniatureformat, der fremstår som en slet skjult satire over resten af Marvel-universets bombastiske set pieces. For eksempel er scenen, hvor en lille legetøjstogbane fremstår som et fuldvoksent eksprestog på slingrekurs lettere genial.

Produktion var præget af uoverensstemmelser, idet den oprindelige instruktør og manuskriptforfatter Edgar Wright blev skiftet ud med Peyton Reed, mens Rudd og Adam McKay (’The Big Short’) arbejdede på historien. Dramaet mærkes dog ingenlunde på skærmen, hvor Rudd og medspillerne Michael Douglas, Michel Peña, Cory Stoll og Evangeline Lilly tydeligvis morer sig bekostligt.

‘The Avengers’.

Nr. 9: ’The Avengers’ (2012)

Det kildede næsten i maven af fanfryd, da Iron Man, Captain America, Thor, Hulk, Black Widow, Hawkeye, Loki og Nick Fury alle tørnede sammen for allerførste gang i én joke- og actionmættet blockbuster. Hold nu fest, for en Hollywood-A-list-fest, der udspillede sig på lærredet! Set i bagspejlet og efter de endnu mere ambitiøse ’Infinity War’ og ’Endgame’ virker ’The Avengers’ nærmest lidt tam (det er jo »bare« New York, der smadres en smule…), men uskylden er også filmens styrke:

Til trods for en vis rumvæseninvasion er det en fortælling fuld af optimisme og med et veloplagt cast, der med rigeligt glimt i øjet føler hinanden an og lægger grunden til karakternes vidt forskellige, indbyrdes relationer. Der er ikke dén skuepiller iblandt dem, der ikke bliver bedre af at have gruppens support, selvom Chris Hemsworths fulde, humoristiske potentiale stadig er et par år og en newzealandsk instruktør fra at blive opdaget.

Til gengæld får Mark Ruffalos splittede Bruce Banner lov til at stråle mere nuanceret og sympatisk end i nogen anden film i franchisen, og Chris Evans stramtandede Cap får endelig det yin-yang-modspil fra Robert Downey Jr.s Tony Stark, der vækker karakteren til live som andet og mere end en poleret galionsfigur.

Chadwick Boseman og Michael B. Jordan i ‘Black Panther.

Nr. 8. ’Black Panther’ (2018)

Ingen tvivl om, at Ryan Cooglers ’Black Panther’ på mange parametre er Marvels suverænt vigtigste superheltefilm, der endelig cementerede, at ja, gu’faen kan en film om en sort superhelt med et hovedsageligt sort cast og en sort instruktør ved roret blive en gigantisk boxoffice-succes.

Coogler bragede igennem mainstream-Hollywoods race-glasloft og ’Black Panther’s billedside er en bjergtagende farveeksplosion af imponerende set designs, vilde kostumer og inspirerende verdensopbygning i Wakanda-kongeriget, hvis lige aldrig er set før.

Til gengæld matcher filmens lidt haltende tempo og vaklende komiske timing ikke helt iderigdommen og den uomtvistelige samfundsrelevans, og selvom tragisk afdøde Chadwick Boseman løfter titelrollen med underspillet royal stolthed – og Michael B. Jordans skurk sitrer symbolsk af generationers indestængte undertrykkelseslede – føles dialogen til tider en anelse klodset.

Tony Stark på dybt vand i ‘Avengers: Endgame’.

Nr. 7: ’Avengers: Endgame’ (2019)

Slutningen er all the feels, men vejen dertil er ofte en ujævn affære i den sidste ’Avengers’-film, der svinger mellem åndeløs spænding, plotmæssige forudsigeligheder, »Fat Thor«-kontroverser og hastigt fabrikerede »woke«-momenter (scenen, hvor alle Marvels kvindelige superhelte stormer frem i samlet feministisk flok blotter kun studiets egen grelle nedprioritering af selvsamme kvindekarakterer i størstedelen af de 20+ film, der er gået forud).

Men!

’Endgame’s svagheder til trods rider filmen på en usårlig bølge af 10 års publikumskærlighed drevet af et kæmpecast, der her kender hinanden så godt både på og bag kameraet, at deres samlede stjernewatt-appel kunne sælge sand i Sahara. På utrolig vis kommer ’Endgame’ nogenlunde rundt om snart sagt alle sine karakterer uden at mudre eller sinke plottet unødvendigt (Josh Brolins supermagt Thanos skal destrueres, og hans ugerninger gøres om), og der bliver plads til både intime øjeblikke mellem Tony og Pepper, »That’s America’s ass«, tidsrejser, teaser-optakter til kommende Disney+-serier og en Pegasus-hest.

Og ja – Marvels mest knusende farvel.

Det er en filmhistorisk bedrift, som Russo-brødrene akkurat trækker i land. Kleenex er påkrævet.

Brie Larson i ‘Captain Marvel’.

Nr. 6: ’Captain Marvel’ (2019)

’Captain Marvel’ er et par stjerner fra at være mageløs i MCU-galaksen, men den perfekt castede Oscar-vinder Brie Larson, Jude Law som ominøs Don Juan-mentor, Ben Mendelsohn som grøn måske-skurk, Lashana Lynch som co-pilot og Samuel L. Jacksons foryngede 90’er-fjæs sørger i fælles flok for gedigen underholdning til tonerne af Absolut Musics 1990’er-kollektion.

Tidsbilledet dikterer ternede grunge-skjorter bundet om livet og Raybans, Blockbuster har vhs’er på hylderne i hobetal, og skønt Captain Marvel aka. Carol Danvers kan ringe op til fjerne planeter via en klassisk mønttelefon, tager det almindelige dødelige en krig at få forbindelse til internettet.

Sammen med Larsons nuancerede præstation viser instruktørduoen Anna Boden og Ryan Fleck langt om længe, at der er mange måder at være kvindelig superhelt på – både med og uden miniskørter og guitarriff – og ’Captain Marvel’ blev da også en massiv og i superhelteregi skelsættende biografsucces. Når No Doubts ’I’m Just a Girl’ spiller kækt op, mens der uddeles røvfuld, breder grinet sig fra øre til øre.

‘Infinity War’.

Nr. 5: ‘Avengers: Infinity War’ (2018)

Hvordan siger man noget kort om alle tiders største MCU-produktion, der får tænderne til at rasle lystigt i kraniet, mens karakterer ryger i svinget til højre og venstre? Pak lommetørklæderne og forvent rundt regnet alt, for ’Infinity War’ er en wahnsinnig rutsjebanetur for fanhjerterne, hvoraf mange vil græde salte tårer allerede inden for fem minutter.

Det siger sig selv, at man skal have et indgående kendskab til Marvel-kataloget for at få en bønne ud af filmen, for Russo-brødrene bag kameraet gør en dybt imponerende indsats for at samle plottråde fra 10 års tidligere helteeposser. Ufatteligt nok lykkedes deres mission impossible lige ved og næsten til UG, også selvom ’Infinity War’ er én stor optakt til ’Endgame’.

30 (!) helte mødes på kryds og tværs (Thor og Guardians-holdet er et match made in heaven), mens titanen Thanos leder efter de seks Infinity-sten, der skal sikre ham almægtighed. Josh Brolins skurkekarisma kan ikke stå mål med Tom Hiddlestons glatte Loke eller Cate Blanchetts Hela, men hvad bulderbassen mangler i finesse, substituerer Brolin med en isnende kraftfuld koldblodighed, der skaber en oprigtigt dommedagstruende nemesis. For filan, så kom der meget på spil! Og filmens chokslutning er intet mindre end årtiers største cliffhanger.

Robert Downey Jr. i ‘Iron Man’.

Nr. 4: ‘Iron Man’ (2008)

Robert Downey Jr. blev absolut ikke set som blockbuster-materiale, da han nappede titelrollen i ’Iron Man’ – hvorfor forventningerne til filmens succes lå på et moderat, ’Daredevil’-nervøst niveau i offentligheden. Men vennen Jon Favreau var ikke et sekund i tvivl om, at den tidligere 90’er-bad boy havde præcis den intense nerve og skråsikre charme, der ville sælge manden med jernmasken og sikre en ny æra for Marvels superheltefilm.

Ikke alene fik Favreau som bekendt ret, Downey Jr. blev en publikums-darling og superheltelegende over night, hvis succes ekkoede det bragende karrierereboot, Johnny Depp havde fået et lille årtis tid forinden i ’Pirates of the Caribbean’.

’Iron Man’ gik en lang og travl Marvel-karriere i møde, men det er den første film, hvor rigmands-douchebag Tony Stark bogstaveligt talt får et nyt hjerte og slår sig i tøjret over for superheltens »kedelige« dogmer, der har størst klassikerpotentiale og sprudler af fandenivoldsk fortællerglæde. Tony, vi savner dig allerede.

‘Spider-Man: Homecoming’.

Nr. 3: ’Spider-Man: Homecoming’ (2017)

»Har verden virkelig brug for flere ’Spider-Man’-film?« sukkede rundt regnet alle, da Sony Pictures og Marvel annoncerede, at vægkravleren skulle genoplives for tredje gang på et årti (en træt skæbne kun matchet af DC’s Batman). Og så meget desto mere glædeligt naturstridigt er det, at drønsympatiske Tom Hollands kejtede Peter Parker ikke alene er en knuselskelig, ungdommelig tilføjelse til Marvel Cinematic Universes voksenhelte, men ganske enkelt den bedste Spider-Man set på film.

Anslaget alene er en lille genistreg: Frem for at slæbe sig igennem edderkoppebid og Uncle Bens tragiske død igen, igen, lægger ’Homecoming’ ud med en urkomisk introsekvens, hvori Peter tager os med bag scenerne under Civil War-opgøret, der blev Spider-Man’s debut i Avengers-folden. Det er herligt absurd at få optrevlet den håbløst ordinære rejselogistik bag actionbraget i Tyskland: En ekstatisk spændt Peter babysittes af Tony Starks mutte højrehånd Happy (Jon Favreau) på flyrejsen til Europa, hvor den står på hotelindlogering, dragtpåklædning og møjsommelig transport til kamppladsen.

Senere får vi dejligt tvetydige Michael Keaton som flerfacetteret, meget menneskelig arbejderklasseskurk, Zendaya som MJ og vidunderlige Marisa Tomei som Tante May 2.0. Men størst af alle: Tom Holland, altså. For pokker, hvor er han god.

‘Guardians of the Galaxy’.

Nr. 2: ‘Guardians of the Galaxy’ (2014)

En talende vaskebjørn, et træ, der kun kan sige sit eget navn, en blå kriger og en grøn heltinde. Og ja, Chris Pratt med walkman i bæltet. Præmissen for ’Guardians of the Galaxy’ lød vitterligt fjoget, men vovet guidet af instruktør James Gunn fløj de umage rumhelte overlegent ind på en topplacering over Marvels bedste film.

Bradley Cooper og Vin Diesels Rocket Rackoon og Groot udgør en ubetalelig BFF-duo, som ingen havde set komme, og filmens spot-on komiske timing blandet op med 80’er-smægtende rum-scenografi og soundtrack (Hollywoods favorit-referenceårti i 10’erne) mikser en cocktail, der er lige dele blockbuster og syret indiekomedie. Et styks tweet-skandale omkring Gunn fulgte i årene efter, men i skrivende stund er ’Guardians 3’ på tegnebrættet med hele det oprindelige crew og instruktør – og, måske, Chris Hemsworths tordengud, hvis filmen vil spinde videre på ’Endgame’s slutning. Håbet om en ’Asguardians of the Galaxy’-hybrid lever.

Chris Hemsworth og Mark Ruffalo i ‘Thor: Ragnarok’.

Nr. 1: ’Thor Ragnarok’ (2018)

Med én film gik Chris Hemsworths komisk selvfede Thor fra den mest kritikerundervurderede Marvel-solohelt (efter tilsidesatte Black Widow, Hawkeye og Hulk, forstås) til kongen af hele butikken, der satte selv Iron Man til vægs – en decideret utænkelig bedrift bare året forinden.

Magikeren i kulissen? Den newzealandske indie-filmmager Taika Waititi (’What We Do in the Shadows’), selvfølgelig, der helt enestående lod sit blockbuster-cast improvisere over 80 procent af dialogen (uhørt i Marvel/Disney-regi) for at kultivere en uimodståeligt gakket situationskomik á la Monty Python.

Hemsworth tager tykt pis på sin flødebolle-karakter og pingponger rapt med Tom Hiddlestons Loki og Tessa Thompsons Valkyrie (adskillige gange kæmper skuespillerne helt åbenbart for at holde masken), Mark Ruffalo er snotforvirret, mens Cate Blanchett puster diva-liv i skurkinden Hela og Jeff Goldblum er… Jeff Goldblum.

Looket er 80’er-synth-rock-albumcover møder neonblinkende arkadespil, og actionscenerne badass med et strejf af sporadisk mytologisk skønhed. Og Waititi selv dukker op sågar i en scenestjælende birolle som et venligt sten-rumvæsen med elskeligt absurde deadpan-dialoger: »I tried to start a revolution, but didn’t print enough pamphlets so hardly anyone turned up. Except for my mum and her boyfriend, who I hate«.

’Thor Ragnarok’ er et superheltemesterværk, der i endnu vildere grad end ’Guardians’ formåede at ruske op i en genre, vi troede, vi kendte ud og ind. Heldigvis er Waititi og co. på vej med en opfølger i samme dur: ‘Thor: Love & Thunder’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af