’Judas and the Black Messiah’: Daniel Kaluuya og Lakeith Stanfield brillerer i Oscar-hypet film
De første 30 minutter af Shaka Kings imponerende ’Judas and the Black Messiah’ er et overrumplende knytnæveslag af samfundskritik og åndeløs spænding.
Allerede i den veleksekverede åbningsscene, hvor Bill O’Neal (Lakeith Stanfield) forsøger at stjæle en bil på den lokale bar i Chicagos sorte kvarter anno 1968 – forklædt som FBI-agent – opstiller filmen det modsætningsforhold, som gennemsyrer hvert efterfølgende minut: Vil du omvælte det hvide hegemoni som en sand revolutionær eller indordne dig systemet og leve resten af dit liv som slave?
Med sin kriminelle levevej befinder O’Neal sig midt i dilemmaet. Han forsøger at tage ejerskab over sin skæbne ved at udnytte systemet til sin fordel, men samtidig er han en del af det, når han svigter sine »brødre« i blind opportunisme.
Da han bliver snuppet af politiet i den nystjålne bil, presser FBI-agenten Roy (Jesse Plemons) ham til at infiltrere den lokale Black Panther-filial, ledet af den karismatiske Fred Hampton (Daniel Kaluuya), som selveste J. Edgar Hoover (Martin Sheen) betragter som den største trussel mod USA’s (og politiets) sikkerhed.
Roy messer, at panterne er den sorte pendant til Ku Klux Klan, mens han fanger O’Neal i den ultimative slavegørelse ved at tvinge ham til at tjene det system, han undergravede og udnyttede med sine tricktyverier.
Som i en omvendt ’BlacKkKlansman’ får den unge informant langsomt tilkæmpet sig adgang til Hamptons indercirkel, så FBI kan afdække Panther-lederens formodede militante aktioner. Men O’Neal bliver mødt af en ikkevoldelig prædikant, der forsøger at forene folk af alle hudfarver mod en korrupt politistat, som konsekvent undertrykker samfundets svageste. 21-årige Hampton opildner ikke til krig, men til socialisme, når han sørger for gratis morgenmad til kvarterets unge og forsøger at forene de polariserede, politiske fløje i fælles front mod undertrykkelse.
Shaka King, der her får sit store instruktørgennembrud efter debuten ’Newlyweeds’, indfanger gruppens politiske diskussioner, ritualer og forsamlinger med tålmodig præcision. Det overlegne filmsprog giver stemme til en række underbelyste, historiske personer, som fik frarøvet den i deres samtid, samtidig med at det giver et detaljeret indblik i dynamikkerne i Black Panther-miljøet og de rivaliserende fraktioner af borgerrettighedsbevægelsen.
Men selvom filmen gnistrer med et livsvigtigt engagement og budskab, er det, som om Shaka King kæmper med sig selv om, hvor langt han tør gå med sine ambitioner fanget af en traditionel Hollywood-fortælling. Infiltrationsplottet fungerer i passager som en fin spændingsmotor, men alligevel tager det noget fortærskede politiplot unødvendigt fokus fra filmens hovedattraktion: Samspillet mellem Daniel Kaluuya og Lakeith Stanfield og forholdet mellem deres karakterer.
Begge cementerer deres status som to af deres generations væsentligste skuespillere. De bærer både afmagten, viljestyrken og håbet i deres stålsatte øjne, men viser også skrøbelige og menneskelige sider af de virkelige personer, de portrætterer. At Kaaluya føles 10 år for gammel til at spille Hampton, er man villig til at se gennem fingre med.
Alligevel savner man, at filmen lægger flere lag på deres forhold og viser flere af de små øjeblikke, hvor de knytter bånd. Det ville også stille filmens trumfkort, O’Neals dobbeltspil og frihedsberøvelse, meget stærkere, hvis vi for alvor fik en fornemmelse for de dybereliggende, menneskelige forhold, der er på spil, når han tvinges til at forråde de mennesker, hvis tillid han har vundet.
Det taler til filmens fordel, at den portrætterer Messias og Judas i samme lys uden at fordømme. Begge gør, hvad de kan i kampen mod systemet – den ene som socialist og idealist, den anden som pragmatiker underlagt systemet.
Men på en måde er det alligevel sigende, at hverken Kaluuya og Stanfield fik en hovedrolle-nominering af Oscar-akademiet: Begge er de biroller i deres egne historier, tynget af det overambitiøse mål om at formidle begge skæbner ligeligt. Det bliver særligt tydeligt i efterteksten, hvor man fornemmer, at store dele af deres historier ikke bliver fortalt i filmen. Vil man for eksempel forstå efterspillet af FBI-sagen mod Hampton, kan jeg anbefale Howard Alks essentielle ’The Murder of Fred Hampton’.
Som rå systemkritik er filmen dog noget af det bedste, der er præsteret de seneste år, netop fordi den – modsat film som ’The Trial of the Chicago 7’ – ikke vælger at fortolke fortiden ud fra en nutidig prisme, men blot lader raceprotesterne post-Floyd runge som et slagkraftigt ekko gennem filmen.
For at forstå mekanismerne bag nutidens undertrykkelse og racisme og sikre et endegyldigt opgør med dem er det nødvendigt at kende fortiden. Og derfor fortjener ’Judas and the Black Messiah’ din opmærksomhed.
Kort sagt:
Daniel Kaluuya og Lakeith Stanfield leverer nogle toppræstationer som henholdsvis borgerrettighedsforkæmper og stikker i Shaka Kings overrumplende samfundsopgør.