De 25 bedste film på HBO Max

HBO Max byder på store blockbusterfilm a la ’Wonder Woman’ og ’The Dark Knight’, men i det hastigt ekspanderende filmkatalog vrimler det også med absurdkomik, barsk socialrealisme og musicalmagi fra så forskellige instruktører som Bong Joon-ho, Steven Soderbergh og Andrea Arnold. Vi guider dig til de bedste filmoplevelser lige nu.
De 25 bedste film på HBO Max
'Palm Springs'. (Foto: PR)

‘Palm Springs’

Andy Samberg spiller en mand, der vågner op til den samme dag igen og igen, men hvis du allerede nu tænker, at vi har fået nok af tidsloop-film, så tro om igen: ’Palm Springs’ har nemlig et fedt lille twist på ’Groundhog Day’-konceptet, idet Sambergs Nyles allerede har gennemspillet samme dag – hans ulidelige kærestes venindes bryllupsdag – hundredvis af gange, da vi kommer ind i fortællingen. Og filmen får herlig komik ud af hans milimeterpræcise kendskab til hver en detalje under festen.

’Palm Springs’ er en slags metakomedie på genren, samtidig med at den har nok hjerte til, at det aldrig bliver distanceret. Føles dine fredage på sofaen i sig selv som en evig gentagelse, er Max Barbakovs instruktørdebut et særdeles forfriskende indspark.

‘Phantom Thread’. (Foto: PR)

‘Phantom Thread’

Daniel Day-Lewis sidste sting før pensionen placerer sig blandt skuespillerens bedste, og vores anmelder tildelte begejstret Paul Thomas Andersons ’Phantom Thread’ fem stjerner:

»En blændende flot og nær fejlfri film, der i al sin stilfærdighed og udsøgte billedtableauer fænger som en thriller, mens man sidder åndeløs i sædet og ønsker, at oplevelsen aldrig ender. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en lignende følelse i biografen«.

Couture-designeren Reynolds Woodcock (Day-Lewis) styrer sit højt estimerede modehus med snorlige disciplin i 1950’ernes London. House of Woodcock er et mikrokosmos af udsøgt smag, hvor Reynolds og søsteren Cyrils (sublime Lesley Manville) ord er lov. Hvorfor ankomsten af Reynolds’ egenrådige muse Alma (Vicky Krieps) skaber forstyrrende ringe på overfladen.

Anderson tipper på hatten til Alfred Hitchcocks ’Rebecca’ og dennes forkærlighed for sorthumoristisk katarsis, og står som et tidløst mesterværk om vores kønspolitiske samtid.

Joaquin Phoenix i ‘Joker’. (Foto: PR)

‘Joker’

Tilbage til kloakerne, Pennywise. ’Joker’ er den grummeste og uden tvivl mest deprimerende klovneblockbuster, Hollywood endnu har set:

Et skræmmende velspillet karakterstudie såvel som en murhammer mod superheltegenrens filmfundament. Det er et værk, der provokerer og udfordrer, og du kan æde din grønne paryk på, at filmfans og -kritikere stadig vil skændes om den om 20 år.

Joaquin Phoenix vandt velfortjent en Oscar som den titulære hovedrolleindehaver aka. Arthur Fleck (A. Fleck er et indforstået frækt nik til den afgåede Batman Ben Affleck), mens Todd Philips sender hyldester til Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ (Fleck er modelleret i Travis Bickles billede) og ‘The King of Comedy’. De samfundspolitiske paralleller om den lille mand, der korrumperes til incel-uigenkendelighed smøres lovligt tykt ud, men der er immervæk ikke et kedeligt minut i ‘Joker’.

Greta Gerwigs ‘Lady Bird’.

‘Lady Bird’

»Det komplekse had-kærlighedsforhold mellem mor og datter er sjældent skildret mere rammende og nuanceret end i Greta Gerwig mesterlige soloinstruktørdebut om en ung viljestærk kvindes frigørelse«.

Sådan skrev vores anmelder om instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwigs Oscar-nominerede ’Lady Bird’ og gav fem stjerner til en af 2018’s største små film, der som coming of age-beslægtede ’Call Me By Your Name’ og ’The Florida Project’ skinnede et smukt lys over Hollywoods unge fremadstormende generation af stortalenter. Ligesom den konfronterede samfundets bedagede forventninger til ’pæne piger’.

’Lady Bird’ sitrer af veloplagte dialoger om den akavede teenagetid og sociale forventningspres, der får røgen til at stå ud af ørerne på vor temperamentsfulde hovedperson, hvis navlebeskuende narcissisme ekkoede Gerwigs tidligere kvindelige karakterer i ’Frances Ha’ og ’Mistress of America’: Unge vilde, der på en gang er alt for meget, og samtidig vidunderligt uapologetiske antiheltinder.

‘Profeten’. (Foto: PR)

‘Profeten’

Da Jacques Audiards (’Smagen af rust og ben’, ’Dheepan’) franske fængselsfilm fik premiere i 2009, blev den modtaget med overstrømmende anmeldelser og et hav af nomineringer og priser, heriblandt en Oscar-nominering i kategorien Bedste Fremmedsprogede Film. Og rosen er velbegrundet, for der er tale om et fængselsdrama i topklassen.

Vi følger 19-årige Malik (Tahar Rahim), der er småkriminel og retningsløs, da han skal afsone tid i et benhårdt fransk fængsel. Her ryger han i kløerne på den skruppelløse gangsterboss César Luciani (spillet af halvdanske Niels Aarestrup), der iskoldt dirigerer sine undersåtter til at gøre sit beskidte arbejde, både inden- og uden for murene.

Malik indser hurtigt, at han må adlyde César, hvis han skal gøre sig tanker om at overleve, og som han stiger i de kriminelle grader, bliver den på mange måder hårdkogte historie mere livsbekræftende end håbløs.

‘Honey Boy’

Med den autobiografiske ‘Honey Boy’ fortæller Shia LaBeouf (som har skrevet manuskriptet) historien om, hvordan han blev til, ja, Shia LaBeouf. Det er en delvis håndsrækning til de mange fans, der har haft svært ved at blive klog på manden bag overskrifterne, og en afmytologisering af fortællingen om det misforståede geni, der brændte lyset i begge ender. 

Og så leverer skuespilleren sin måske bedste præstation til dato som sin egen dybt alkoholiserede far – Vietnam-veteran, tidligere rodeoklovn med en plettet straffeattest – i en hudløst ærlig skildring af sine unge, traumatiserende år som barneskuespiller. 

Instruktør Alma Har’el har en baggrund som dokumentarist med de stiliserede perler ‘Bombay Beach’ og ‘Love True’ (også produceret af LaBeouf), og indfanger her kontrasten mellem det solrige Los Angeles og byens natlige skyggeside i den neonbelyste motelslum med stort poetisk nærvær og intimitet. 

Zoë Kravitz og Robert Pattinson i ‘The Batman’. (Foto: SF Studios)

‘The Batman’

Det kræver sin superheltevision at skille sig ud i sværmen af DC, Sony og Marvel-eposser i disse år. Og det er heldigvis præcis, hvad Matt Reeves’ ’The Batman’.

Her møder vi Bruce Wayne to år inde i karrieren som Gothams hævner. Reeves springer taknemmeligvis over den gennemtærskede gengivelse af, hvordan Bruce som barn så sin myrdede mors perler falde som uskyldshvide tårer på byens slimede asfalt, og hudfletter i stedet, hvordan den traumatiske hændelse fortsat plager vor voksne helt i en sådan grad, at han skyer al social kontakt.

Robert Pattinsons introverte milliardær er dermed milevidt fra Christian Bales version, og sammen med den udpræget David Fincher-inspirerede krimiæstetik – og Paul Danos ‘Zodiac’-Gætter – gør det ‘The Batman’ til en forfriskende anderledes, mørk superhelteoplevelse. Sat til tonerne af Nirvanas ‘Something in the Way’.

Jenna Ortega i ‘The Fallout’. (Foto: PR)

‘The Fallout’

På en helt almindelig high school-formiddag bryder helvede pludselig løs omkring Vada (Jenna Ortega), da en skoleskyder går amok. Gerningsmanden når at dræbe et større antal elever før politiet når frem, alt imens Vada og skolens mest populære pige, Mia (Maddie Ziegler) knyttes tæt sammen, da de tilfældigvis gemmer sig på det samme toilet.

I dagene og ugerne efter kan hverken Vada eller Mia overskue andre end hinanden. Men mens venskabet bliver stadigt dybere, og Mia åbenbarer overraskende nye sider, sitrer Vada samtidig af en indre restløshed.

Jenna Ortega er braget ind på Hollywoods stjernehimmel i år, hvor hun lige nu også kan ses i biografen i ‘Scream’, og over for hende genvinder Maddie Ziegler skuespilleræren efter sidste års filmfadæse ‘Music’.

Det er en smuk og melankolsk film om venskab, angst, sex og livet som teenager i det moderne USA, hvor skoldeskyderier er en grotesk tilbagevendende tragedie.

Amy Adams og Jeremy Renner i ‘Arrival’.

‘Arrival’

Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve årtiets mest ambitiøse og dybt originale sci-fi-film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed.

Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis rumvæsenerne lander. Og sekvensen, hvor sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnellys (Jeremy Renner) for første gang stiger op i UFO’ens indre, er intet mindre end sublimt spændings- og stemningsopbyggende.

Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som han også demonstrerede i narkothrilleren ’Sicario’ (en anden nyklassiker), og som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede.

Villeneuve arbejder sig frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende, slet skjult samfundssatirisk (og melankolsk) ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers snarere er mobbeoffer end forbillede.

Gustav Lindh og Trine Dyrholm i ‘Dronningen’.

‘Dronningen’

May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge er slet og ret en af de forgange årtis vigtigste danske film. Trine Dyrholm er frygtindgydende god som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh med hud og hår på et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens dybe, våde vildnis, der grænser op til familiens skarpkantede skandinaviske designvilla. Og hudfletningen af, hvordan samfundets dyrkelse af ung maskulin virilitet – i modsætning til sager om teenagepigers seksualitet – overskygger svigtets alvor og magtforholdets sjæleknusende konsekvenser, er mesterligt iscenesat og debatværdigt.

Robert Pattinson i Claire Denis’ ‘High Life’.

‘High Life’

I den mere afdæmpede ende af ‘The Batman’-aktuelle Robert Pattinsons imponerende spændvidde, finder man hans rolle som Monte i den franske auteur Claire Denis’ engelsksprogede debut, ’High Life’ – en meditation over instruktørens faste temaer som isolation, tid og hukommelse.

Monte befinder sig ombord på et rumskib i deep space, på vej mod det nærmeste sorte hul. Han er dog ikke en heltemodig astronaut men et udskud, der afsoner en dødsdom på rumskibet, som skal udvinde energi fra det sorte hul.

Pattinson er det følelsesmæssige anker i Denis’ kliniske blik på menneskelige drifter, hvor særligt scenerne med hans datter, som undfanges på den lange rumrejse, er fremragende. Men det er i de lange passager, hvor Pattinson er eneste person i billedet, at han virkelig fastslår sin gudsbenådede screen presence.

Andrea Berntzen i ‘Utøya 22. juli’. (Foto: Agnete Brun)

‘Utøya 22. juli’

Vi kommer aldrig til at forstå rædslerne, de unge på Utøya oplevede under Anders Behring Breiviks massakre, men Erik Poppes uafrystelige ’Utøya 22. juli’ hjælper os med ikke at glemme.

’Utøya 22. juli’ er optaget i ét take og udspiller sig i samme tidsrum, som morderen skød vildt omkring sig. Poppe har pli nok til kun at vise gerningsmanden som perifer skikkelse i baggrunden – dette er ikke hans film, og den værdiger ham ikke et close-up under de unges kamp for overlevelse – og undgår taknemmeligt den form for katastrofefilmsdramagreb, der i en vis grad prægede Paul Greengrass’ amerikanske filmatisering fra efteråret.

Resultatet er ikke blot en teknisk kraftpræstation, men en kvalmende fysisk oplevelse, der minder os om, at terror kan udspringe i hjertet af det demokratiske samfund. Det er en svær, men essentiel film for den politiske bevidsthed af i dag.

‘Cold War’

‘Cold War’

»Min far forvekslede mig med min mor, og jeg brugte en kniv til at vise ham forskellen«.

Sådan forklarer den unge kvinde Zula, hvorfor hun har siddet i fængsel, i Pawel Pawlikowskis billedsmukke, Oscar-nominerede ’Cold War’ fra 2019. Zula stiller op til det nærmeste, vi kommer på X-Factor i efterkrigstidens Polen: Et statsligt initiativ, hvor bureaukreter indkalder talentfulde kvindestemmer blandt landområdernes fattigfolk og udvælger de bedste til at synge folkeviser fuld af smægtende kærlighed som led i kommunismens romantisering af proletariatet.

Zula skiller sig ud. Hun har et mørke i blikket, der tiltrækker korets leder, Wiktor. De forelsker sig, de er skabt til hinanden – men kan ikke finde ud af at leve sammen.

Som en klassisk historie om umulig kærlighed kunne man ikke have forlangt meget mere. Det er vitalt og elegisk, båret især af en uudgrundelig præstation fra Joanna Kulig i hovedrollen.

Joaquin Phoenix i ‘You Were Never Really Here’.

‘You Were Never Really Here’

Seks år efter den benhårde ’We Need to Talk About Kevin’ vendte skotske Lynne Ramsay tilbage med en ligeledes ubehagelig fortælling: Noget så sjældent som en både hårdtslående og poetisk hævnfilm.

Joaquin Phoenix har taget opsigtsvækkende på i både muskler og fedt for at spille den traumatiserede krigsveteran Joe, der nu arbejder som lejemorder. Joes eneste nære kontakt er til sin gamle, halvsenile mor, som han bor sammen med. Det ændrer sig, da han får til opgave at redde en senators datter ud af en grum prostitutionsring. De to ødelagte, ordfattige sjæle knytter bånd, mens Phoenix’ arrede krop svinger sin bloddryppende hammer mod skurkene.

Instruktør Ramsay skaber et klaustrofobisk og dystert univers rundt om den enkle fortælling. Fyldt med nærbilleder og blinde vinkler får man aldrig det fulde overblik over Joes hævntogt, ligesom hans fortid blot antydes i ultrakorte glimt. Der lefles ikke for publikum, men man forsvinder alligevel ind i den fortættede stemning og Jonny Greenwoods idiosynkratiske underlægningsmusik.

‘King Richard’. (Foto: SF Film)

‘King Richard’

Will Smith har karrierens måske bedste rolle som den målrettede far til tennislegenderne Serena og Venus Williams i Reinaldo Marcus Greens højst underholdende biopic.

Smiths sikkerhedsvagt Richard Williams er selv vokset op i ghettoen og er fra sine pigers fødsel fast besluttet på, at tennis skal være deres vej mod rigdom og berømmelse. Og han har sin helt egen måde at pace dem på – med en langsigtet plan og sine særlige idiosynkrasier, som bestemt ikke altid går lige godt i spænd med hans omverden, inklusive de trænere, der bliver hyret til at forløse pigernes potentiale.

‘King Richard’ er en oldschool Hollywood-film, som vor mor lavede dem i 90’erne – på den allerbedste måde. Medrivende som de bedste sportsfilm og med en oprigtigt interessant iboende diskussion af opdragelse og talentfremme. Og så er Saniyya Sidney og Demi Singleton urimeligt gode som Venus og Serena.

Daniel Kaluuya i ‘Judas and the Black Messiah’. (Foto: PR)

’Judas and the Black Messiah’

Instruktør Shaka Kings værk over Black Panther-bevægelsen i 1960’ernes USA er et knytnæveslag af samfundskritik og spænding. Filmen opruller den virkelige historie om en kriminel, sort mand, der blev hyret af FBI til at spionere på gruppelederen Fred Hampton, og ‘Get Out’-kollegerne Lakeith Stanfield og Daniel Kaluuya er begge i topform som henholdsvis undermåleren Bill og den karismatiske frontfigur (sidstnævnte vandt en Oscar for Bedste birolle).

Bill legemliggør modsætningsforholdet, som King vil have os til at tygge på: Vil du omvælte det hvide hegemoni eller indordne dig det undertrykkende system? Eksekveringen af dilemmaet er alt andet end sort-hvidt, og Jesse Plemons gør en stærk figur som FBI-agenten, der er sin »ansattes« tvivl bevidst.

Det er tiltrængt at se King give en stemme til en række underbelyste, historiske personer, som fik frarøvet den i deres samtid, og dynamikkerne i Black Panther-miljøet skildres med nuancer, der rumsterer i hovedet længe efter rulleteksterne.

Blanchett spiller den titulære karakter i Todd Haynes’ ‘Carol’ fra 2015.

‘Carol’

For nu at parafrasere et gammelt mundheld: Et blik siger mere end tusind ord.

Det indfanger Todd Haynes’ lesbiske kærlighedsdrama bedre end nærmest nogen anden film i sine sidste sekunder, der skaber åndeløs spænding med minimale virkemidler.

Takket være Haynes’ perfektionistiske instruktion og mise-en-scene samt eminent nuancemættet spil af en henrivende Rooney Mara og en statuarisk, æterisk Cate Blanchett formår ’Carol’ at kommunikere en flodbølge af følelser gennem mikroskopiske gestus og krusninger, og nærmest uden man ænser det, kryber den umulige kærlighed mellem Therese og Carol dybt, dybt ind under huden.

’Carol’ er en stor og gribende love story fortalt med et blændende elegant og formfuldendt filmsprog. Det er mesterlig filmkunst på alle fronter, og med sin smagfulde håndtering af den lesbiske tematik mod et historisk bagtæppe i 50’ernes Manhattan er filmen samtidig et velartikuleret forsvarsskrift for både kvinder på film og LGBTQ-samfundet som helhed.

‘Fucking Åmål’. (Foto: PR)

‘Fucking Åmål’

Svenske Lukas Moodysson står bag en af de bedste skandinaviske ungdomsfilm nogensinde, som vi selvfølgelig måtte have med her på listen.

I ‘Fucking Åmål’ forelsker introverte Agnes (Rebecca Liljeberg) sig i sprudlende Elin (Alexandra Dahlström) fra klassen, og skønt hun indledningsvist ikke helt tør forfølge følelserne, bonder de to piger over, hvor røvsyg sovebyen Åmål er.

Det er en film, der noget nær perfekt indkapsler den forvirrende teenagetid, med udlængsler og sommerfugle i maven, og Robyns længselsfulde ‘Show Me Love’ på soundtracket hører uløseligt sammen med filmens ånd.

Brad Pitt som Jesse James. (Foto: PR)

’The Assassination of Jesse James’

Instruktør Andrew Dominiks western var filmen, der for alvor cementerede Casey Affleck som en lysende stjerne fri af storebror Bens skygge (filmen fik premiere et par måneder inden et andet Casey-hovedværk, ’Gone Baby Gone’). Og den senere Oscar-vinder udspiller da også slet og ret Brad Pitt i fortællingen om lovløse Jesse James.

Affleck er hurtigtrækkeren Robert Ford, der får indyndet sig hos Jesse James’ (Pitt) berygtede bande, og skuespilleren inkarnerer fabelagtigt den jaloux undermåler-outsider. Billedsiden er gudesmuk, men vil man have skuddueller med et par minutters interval, er det ikke her, de findes.

I stedet bruger filmen sin to timer og 40 minutter lange spilletid (!) på stærke dialoger og tålmodig suspensopbygning, der – som titlen antyder – kun bærer ét sted hen. ’The Assassination of Jesse James By the Coward Robert Ford’ er intet mindre end et moderne westernmesterværk.

‘The Revenant’. (Foto: PR)

’The Revenant’

Han spiste rå bisonlever, han sov inde i et kadaver, og han kravlede, frøs, gryntede og skreg sig omsider til den Oscar, han øjensynlig var parat til at gøre alt for.

Leonardo DiCaprios indædte hengivelse til rollen som den historiske pelsjæger Hugh Glass, der bliver flået levende af en grizzlybjørn og efterladt til sin egen skæbne i et ugæstfrit vildnis, vil stå tilbage fra Alejandro González Iñárritus episke hævnwestern. Det samme vil mesterfotografen Emmanuel Lubezskis bjergtagende panoramaer af ødemarkens ufremkommelige vidder skudt i stoflig 65mm uden kunstig belysning, der kun overgås af vidden af Iñárritus vision.

Historien er egentlig ganske ligetil, dens metafysiske mellemspil irriterede mange, og filmen er nok lidt for lang. Men alt det virker som flueknepperi, når bjørnen kommer, for her er vi ikke blotte tilskuere – vi er simpelthen til stede sammen med Leo og kan på egen krop mærke kløerne, kulden og alle de umenneskelige pinsler, han må udstå i sin kamp for overlevelse, hævn og, ikke mindst, en Oscar.

Heath Ledger i sin Oscar-vindende rolle som Jokeren i ‘The Dark Knight’. (Foto: PR)

’The Dark Knight’

Der er ingen vej udenom evigt savnede Heath Ledgers historiske, Oscar-vindende skurkepræstation i Christopher Nolans bedste Bat-film, ‘The Dark Knight’. En præstation, der for mange stadig står som det ultimative, tøjleløse Joker-portræt af en superskurk, der her hverken er udstyret med en baggrundshistorie eller samfundssociale spidninger af »systemet«, der sviger.

Ledgers Joker er legemliggjort kaos, der bare gerne vil brænde hele lortet ned, og australieren er noget nær ugenkendelig, i hvad der på tragisk vis blev hans sidste rolle.

Med til det store billede hører naturligvis også, at resten af ‘The Dark Night’ er en gedigent velturneret actionfilm, der byder på en af de bedste biljagter nogensinde (til tonerne af Hans Zimmers bragende Nolan-horn, selvfølgelig) og Christian Bales ‘American Psycho’-smægtende flagermus i topform.

Det er en popcornfilm alenlangt over standard mainstreamniveau og en klassiker i superheltegenren, der snildt tåler mange gensyn.

‘In The Heights’. (Foto: PR)

’In the Heights’

Musicalen i storfilmsformat er ved at gøre comeback i Hollywood, og det var sprudlende ‘In the Heights’, baseret på ‘Hamilton’-geniet Lin-Manuel Mirandas Broadway-musical af samme navn, der for alvor indvarslede ny æra for genren.

Filmen følger den unge Usnavi (Anthony Ramos fra ‘Hamilton’) i det latinamerikanske newyorker-kvarter The Heights, hvor han dagligt drømmer om at flytte til varmere himmelstrøg og åbne en strandbar (han er navngivet efter ‘navnet’ på det første skib, hans forældre så, da de flyttede til USA: US Navy. Genialt).

Usnavi er en kejtet flirt med et crush på gudesmukke Vanessa (Mellissa Barrera), og kameraet hvirvler med duoen og deres venner op og ned ad gader og husmure, mens skuespillerne synger og danser hjerterne ud til lækre beats – og favner en ganske særlig latino-kultur, man som turist i New York kun oplever en flig af (hvis man overhovedet er så heldig). Det er umanerligt svært at sidde stille undervejs.

Laura Dern og Isabelle Nélisse i ‘The Tale’.

’The Tale’

HBO’s originalfilm ’The Tale’ er instruktør og dokumentarist Jennifer Fox’ egen historie om et seksuelt forhold, hun havde som barn. I filmen spiller Laura Dern den 48-årige Jennifer, der bliver konfronteret med fortiden igennem en gammel stil, hun skrev som 13-årig.

Heri beskriver Jennifer forholdet til sin løbetræner, og hvordan denne og en kvindelig ridelærer sammen forførte hende – ud af kærlighed og gensidig respekt, skriver purunge Jennifer, som kun et uskyldigt barn kan idealisere en forkvaklet seksuel relation.

’The Tale’ er en af de mest kompromisløst komplekse skildringer af et ‘Lolita’-forhold, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Og den er sindssygt vigtig i sin svære nuancering af Jennifers minder, der blander skyld og skam med spørgsmål om, hvorvidt barnet til en vis grad også selv legede med drifterne.

Med instruktørens kulegravning af offerskam og diskrepansen mellem barne- og voksenmoral smadrer ’The Tale’ Hollywoods lillepige-feticheren med en wrecking ball.

‘Wonder Woman’. (Foto: PR)

’Wonder Woman’

Hvor tegneserieudviklingen gerne har fulgt med tiden, haltede Hollywoods superheltesatsninger bagud på diversitetspoint indtil for få år siden – ud fra rent ’kommercielle’ hensyn, forstås. For DC’s Wonder Woman kunne vel ikke hamle op med Superman ved billetlugerne? Åh, jo.

I sommeren 2017 lød der et kapow! Da Patti Smiths ’Wonder Woman’ satte DC’s maskuline filmfadæser til vægs med en fuldfed, international biografsucces, der gjorde samtlige fordomme om »kvindefilms« kommercielle inferioritet til skamme. Og som gav millioner af piger det sympatiske og helt igennem badass kvindelige superhelteikon, filmland havde manglet.

’Wonder Woman’ er forrygende god superhelteunderholdning med gnistrende god kemi mellem hovedrolleindehaver Gal Gadot og Chris Pine som kæk pilot – og det der guitar-riff på soundtracket? Øjeblikkeligt ikonisk.

Daniel Radcliffe i ‘Harry Potter og fangen fra Azkaban’ (Foto: Warner Bros. Pictures)

’Harry Potter and the Prisoner of Azkaban’

Der er ingen ’Harry Potter’-film over Alfonso Cuaróns mesterlige tidsrejsefilm – den tredje i serien – der på virtuos vis tager et kvantespring fra Columbus’ to tidligere børnefilm og bringer Harry ind i de voksnes rækker med et mørkere univers, hvor indsatsen er større end nogensinde.

Allerede med scenen i Det hylende hus, hvor nogle af Englands fineste skuespillere – fantastiske Gary Oldman, David Thewlis, Timothy Spall og Alan Rickman – står over for hinanden, når Cuarón nye højder.

Filmen formår at fremkalde de største følelser i serien med sin evigtgyldige pointe om, at skinnet kan bedrage – en genkommen tematik i universet – og sin hjerteskærende udlægning af alt det, Harry mistede, da Voldemort slog hans forældre ihjel. Det er en hæsblæsende tour de force af filmmagi fra start til slut, der både formår at udvide universet og Harrys historie uden at gå på kompromis med livet på Hogwarts.

‘Fish Tank’. (Foto: PR)

’Fish Tank’

Andrea Arnolds fænomenale, prisvindende ’Fish Tank’ er britisk boligblokrealisme, når det er allerbedst, med Michael Fassbender som (gusten) hvid arbejderprins, Connor, der kommer tæt på både alenemoren Joanne og hendes utilpassede, 15-årige datter Mia (Katie Jarvis).

Mia fascineres af den charmerende, voksne mand, som i stigende grand opmuntrer flirten og gerne vil se hende danse hiphop – Mias store passion. Men magtbalancen mellem de to er selvsagt fatalt skrævvreden og Connor ikke helt den mand, han giver sig ud for.

Fassbender er genial som lummer-farlig Don Juan, men det er Katie Jarvis, der stjæler billedet i et af de bedste coming-of-age-portrætter fra det 21. århundrede.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af