’Cyberpunk: Edgerunners’: Netflix’ euforiske animeserie er bedst, når den rækker en stolt fuckfinger til sit ophav

’Cyberpunk: Edgerunners’: Netflix’ euforiske animeserie er bedst, når den rækker en stolt fuckfinger til sit ophav
'Cyberpunk: Edgerunners'. (Foto: Netflix)

Cyberpunk-genren handler først og fremmest om et vibe. Eller rettere: Et viiiiiiiibe, mand.

Udbrændte detektiver, der ryger i regnen. Grådige kapitalister og korrupte pansersvin, der side om side klemmer samfundets små. Og hårdkogte gangstere, som lever for den glorværdige dødsspiral.

Hård tekno, skinnende krom og blinkende neon.

Det er denne essentielle it-faktor, der er den hovedsagelige hovedpine for ’Cyberpunk 2077’, det polske spilstudie CD Project Reds fælt skuffende spilversion af Mike Pondsmiths originale rollespilsunivers. Som en CBS-studerende, der desperat prøver at fylde farmands Armani-jakkesæt ud, er spiloplevelsen iøjnefaldende dyr, men øjenrullende middelmådig.

Overlad det til de japanske galemænd hos animationsstudiet Trigger (’Kill la Kill’, ’Star Wars: Visions’) at rette op på originalværkets skønhedspletter med deres ekstatiske Netflix-animeserie ’Cyberpunk: Edgerunners’.

‘Cyberpunk: Edgerunners’. (Foto: Netflix)

Til tonerne af Franz Ferdinands postpunk-banger ’This Fffire’ vandrer en silhuet af den lavkriminelle punker David Martinez gennem det kontrastfyldte Night City indhyllet af byens enorme skyskrabere fra alle sider og med et dæmonisk udtryk i øjnene, indtil han får en kugle for panden affyret af en mystisk skikkelse.

Den stilistiske introsekvens leder straks tankerne hen mod animemesterværket ’Cowboy Bebop’ og viser med det samme, at det er habile hænder, der har lagt streg til det nyeste eksemplar i perlerækken af Netflix’ fantastiske udbud af animerede serieadaptioner fra videospiluniverset. 

Animatoren Yoh Yoshinari har designet David og hans bande af farverige cyberpunks, der omfavner alle stereotyperne uden nogensinde at blive kedelige. Der er det massive skur af en mand, Maine, som leder sin flok af morderiske outsidere med en kærlig, men hårdfør hånd. Han er blandt andet rygdækket af den stoiske netrunner Lucy og – for god ordens skyld – den psykopatiske teenager Rebecca.

‘Cyberpunk: Edgerunners’. (Foto: Netflix)

Når de først åbner for arsenalet af enorme automatgeværer og kropsmodificerede kanoner, er der ingen grænser for ultravolden og lemlæstelsen. Bandemedlemmer forsvinder i røde blodskyer, når de bliver skudt på klos hold, kranier eksploderer, og ligene hober sig op til alle sider.

Eksplicit vold er blevet lidt af en krykke for animationsgenren, men selvom den i serier som ’Invincible’ og ’Rick and Morty’ ikke chokerer mig synderligt, tog jeg mig selv i at få svedige håndflader over flere af de voldsommere actionscenarier i ’Edgerunners’.

Med sin Sandevistan-rygradsopgradering kan David reagere med lysets hastighed, og de resulterende scenarier udspiller sig som en seriemorderversion af scenen fra ’Verdens værste menneske’, hvor alt pludselig står stille omkring vor hovedperson. Og da David i et grotesk mareridtsscenarie oplever, at han vokser enorme våbenarsenaler ud af sine afflåede lemmer, er det svært ikke at sende en kær tanke til cyberpunk-hovedværket ’Akira’ og dens morbide brug af body horror.

Selve historien, som fletter sig over ti forfriskende korte afsnit, bevæger sig i genkendeligt territorium i cyberpunk-genren, om at miste sin menneskelighed til det storkapitalistiske maskineri.

‘Cyberpunk: Edgerunners’. (Foto: Netflix)

I Davids jagt efter at blive større, bedre og hurtigere fortaber han sig i at opgradere sin krop med krom og mekaniske påhæng, konstant med frygten om at miste kontrollen og blive en såkaldt cyberpsycho lurende i horisonten.

Kontrasten mellem lille, uskyldige David, der blot prøver at ignorere røvhullerne på akademiet, og det mekaniske Frankensteins monster, han ender som, er gjort eksplicit igennem den kreative animationsstil. Det gør serien langt mere vedkommende end originalværket, hvor cyberpsychos blot er én af mange fjendetyper.

Der er et strejf af desperation over de bedste af afsnittene i ’Cyberpunk: Edgerunners’, når en god bytur med gutterne pludselig kan ende i en blodindsmurt tragedie. Så meget desto mere er det en skam, at serien mod sin afslutning forfalder til kedsommelige biljagter og forkvaklede power-fantasier.

Man mærker, at serieskaberen Rafal Jaki, der arbejder for CD Project Red, er en debutant og trods alt har en interesse i at holde sig op ad det klichéfyldte spil. Men som enhver god punker er ’Edgerunners’ bedst, når den rækker en stolt fuckfinger til sit ophav. 


Kort sagt:
’Arcane’, ’Castlevania’ og nu altså ’Cyberpunk: Edgerunners’. Netflix’ udbud af serieadaptioner af videospil er efterhånden imponerende. ’Edgerunners’ er en på alle måder bedre version af Cyberpunk-universet end sit spilophav med en fænomenal animationsstil og vedkommende historie, der dog ikke kan se sig fri for genrens mest åbenlyse klicheer.

’Cyberpunk: Edgerunners’. Serie. Serieskaber: Rafal Jaki. Medvirkende: Giancarlo Esposito (eng), Zach Aguilar (eng), Emi Lo (eng), Aoi Yûki (jap), Kenichiro Ohashi (jap). Spilletid: Ti afsnit á 25 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af