KOMMENTAR. Det er den tid på året, hvor reality-formaterne med ’almindelige’ mennesker, der dater, gifter og forelsker sig, har fået premiere.
På DR1 ser vi ’almindelige’ danskere blive gift ved første blik. På TV 2 prøver ’almindelige’ landmænd at finde en kone, der gider lave mad til dem. Og Discovery+ har også kastet sig ind i kampen med deres ’Grænseløst forelsket’, en fordansket udgave af det amerikanske format ’90 Day Fiancé’.
Her har ’almindelige’ danskere forelsket sig i en fra et andet land. Nu skal de så flytte sammen – og så følger vi med og ser, om forholdet kan holde.
Vi skal forstå, at de her ’almindelige’ mennesker er af en anden kaliber end dem fra de programmer, vi kalder bikini-reality. Bikini-reality er de programmer, hvor ofte meget unge mennesker, der drømmer om lidt fame og Instagram-følgere, bliver overvåget i en villa, et hotel eller et mansion på en meget varm location, og her er de helst iført så lidt tøj som muligt og gerne med en lille promille (sidstnævnte var dog mere en ting i 10’erne end nu) for at pirre hinanden, så der kan opstå en masse kærlighed, liderlighed, venskaber og, ja, drama.
Vi skal altså forstå, at de her deltagere i bikini-reality ikke er lige så ’almindelige’ som dem, vi ser på i ’Gift ved første blik’ og ’Landmand søger kærlighed’. De ’almindelige’ mennesker på TV 2 og DR er der jo af de rigtige grunde (FTRR, som det hedder i amerikansk reality, ’For the Right Reasons’).
De søger ikke at blive berømte eller få flere Instagram-følgere, men de leder virkelig efter kærligheden og har været så modige (som speakeren i ’Gift ved første blik’ konstant minder os om) at tage os med på rejsen. Altså en rejse, de aldrig ville være taget på uden kameraerne.
Par, der ødelægger hinanden
Når jeg så sidder og ser de her ’almindelige’ mennesker på mit fjernsyn, hvorfor er det så, jeg får meget mere ondt i maven over, hvad man udsætter dem for, end jeg gør, når jeg ser en sæson af ’Ex on the Beach’ på Discovery+?
Hvorfor bliver jeg nærmest ked af det, når jeg ser et ægteskab gå i stykker for mine øjne i ’Gift ved første blik’? Og det er ikke på den her ’det er også synd for dem’-måden. Det er på den her: ’Fuck, hvor produktionsselskabet har fucket dem op’-måden. På den måde hvor jeg tænker, at det vil tage årevis af terapi at komme igennem det.
I ’Gift ved første blik’ virker det, som om produktionen bevidst har valgt par, der vil ødelægge hinanden. Der er traumatiserede deltagere med. I år har vi skønne søde Patrick, der har overlevet en skrækkelig barndom og er kommet ud på den anden side som en velfungerende og hele vejen igennem sympatisk ung mand.
Han er blevet gift med Olivia, som har været i et forhold, der ikke var sundt for hende. Vi får ikke meget fortalt fra starten, men det lyder, som om der har været noget voldsom kontrol inde over, som jeg håber bliver uddybet i et senere afsnit. Men jeg forstår ikke, hvorfor man sætter mennesker sammen, der begge kommer med voldsomme traumer. Trauma-bonding – er det det, det hedder? Det kan jo umuligt ende godt.
Der er Mette, der ikke kan tage noget seriøst. Der er Melissa, der allerede fra dag 1 tager kontrol over forholdet og insisterer på, at bryllupsrejsen skal starte med 100 af hendes nærmeste til et familiekobberbryllup, hvor hendes stakkels gemal Mikael må sidde der uden at kende et øje.
Der er Sebastian, der aldrig har været i et forhold. Hvorfor vælger man at tage en mand med i et program, der handler om at blive gift, som i sine 29 år aldrig har været i et forhold? Jeg har været i så få forhold, at jeg ved, jeg ikke kunne gennemføre det uden at drive den anden part til vanvid.
Hvorfor siger de ja?
Det virker på mig, som om der bliver castet til dramaet. Ikke meget anderledes end i bikini-reality-formaterne, hvor deltagerne i det mindste ved, hvorfor de er der, og hvad det bringer med sig. Ikke at Melissa ikke har vidst og måske set ’Gift ved første blik’ før, men hendes selvbillede, vil jeg skyde på, er et andet end det, vi ser. Og hun har aldrig set sig selv som den skurk, jeg synes, hun er ved at blive.
I det mindste ved deltagerne i det skrækkelige (vil mange af dem, der dyrker Gift ved første blik’ og ’Landmand søger kærlighed’, mene) bikini-reality, hvad der venter. Og de ved, hvor meget de skal spille op til produktionen og kameraerne. Mange af dem er også blevet så gode til at lave reality-tv, at de ved, hvordan man bliver en god skurk. I ’Gift ved første blik’ ser de af en eller anden grund aldrig den shitstorm, de kan ende i.
Min ven spurgte mig forleden, hvorfor jeg mente, at deltagerne i ’Landmand søger kærlighed’ bliver mere udstillet end i andre formater. Jeg har castet til mange programmer, og jeg er altid blevet lidt stødt, når nogle har sagt, at mine deltagere blev udstillet. De har jo selv valgt at være med, og man kan stadig ikke klippe nogen deltager til at være et dumt svin, medmindre de er et dumt svin.
Men du kan godt have en landmand med, som kun får 12-15 breve, hvoraf ingen egentlig er noget for ham/hende. Alligevel tvinger man de her mennesker til at date nogle, de helt tydeligt ikke har lyst til. Eller man caster en landmand, der er så akavet, at han slet ikke tør sige noget til de kvinder, han står overfor. Og så lægger man lige lidt klovnemusik under. Og her er det så, jeg synes, man udstiller dem en anelse, og derfor jeg har svært ved at se ’Landmand søger kærlighed’.
Det er mig en gåde, hvordan de her ’almindelige’ danskere, der dater, forelsker og gifter sig på tv, bliver ved med at sige ja til at være med. Der er alle shitstormene, de får ikke 50K følgere og kan blive influencere, og de er ofte ganske single, når programmerne slutter. Og derudover skal der givetvis en god portion terapi til at komme sig over det, de er blevet udsat for.
Men i det mindste grinede vi lidt mere af dem end med dem.
‘Gift ved første blik’ kan ses på DR. ‘Landmand søger kærlighed’ kan ses på TV 2 Play.