1. ‘And Just Like That’ sæson 2
Havde du glemt, hvor dårligt anden sæson af det i forvejen shaky ’Sex and the City’-reboot virkelig var?
Så lad mig modvilligt minde dig om det.
Der var Che Diaz, som over en thai-ret frygtede »curry-lingus«. En joke, der stadig brænder på kønslæberne, hver gang man tænker på den. Charlotte, der proppede for tusind dollars dyrt shapewear ned i en skraldespand efter verdens mest irriterende kropskrise. Carrie, der smed spørgsmålet »Var Big en stor fejl?« op i luften, hvilket blev tiet til døde af Miranda.
Skuffelsen i, at den berygtede sum på én million dollars, som HBO smed efter Kim Cattralls gæsteoptræden, kun rakte til et lille minut på bagsædet af en taxa.
‘Sex and the City’-juntaen diskuterer stadig, om rebootet blev bedre eller værre i anden sæson, men vi er ikke i tvivl. Men hey – der kommer desværre en sæson mere, for noget så rædderligt kan åbenbart ikke dø.
2. ‘The Idol’
I foråret vinkede vi martrede farvel til ’Succession’ uden at ane, hvor trøsteløs en erstatning HBO havde planlagt som den næste store prestigebegivenhed. For kun ugen efter der blev sat punktum for en af de bedste serier i nyere tid, fik vi … en af de værste serier i nyere tid!
’The Idol’ efterlod os med hundredvis af spørgsmål og ingen svar. Og selvom der var noget medrivende over serien som »forfriskende flop«, var den også en klokkeklar skuffelse, hvis man havde regnet med reel kvalitet.
Vi var blevet lovet en kvindedrevet knibtangsmanøvre på popstjernetilværelsen, men fik i stedet Sam Levinsons bundskrabende blanding af pornogys og nævenyttig Los Angeles-satire.
Der er nogen, der siger, at universet ikke lukker en dør uden at åbne et vindue. I det her tilfælde føltes det mere, som om HBO lukkede en dør for at spærre sin seerskare inde i en sauna med en rygende og halvnøgen Lily-Rose Depp, mens The Weeknd rakte sin truende fisseslikkertunge frem ude foran glasdøren.
3. DR’s ungdomsserier
Fiktionsserier til unge blev i 2023 tæt på ekskluderet fra public service-forpligtelsen til fordel for influencerfikserede dokumentarserier og datingprogrammer.
Og det var synd. Ikke fordi de dokumentar- og realityorienterede formater ikke har sin plads, kvalitet og underholdningsværdi. Men fordi vi nærmer os en fremtid, hvor det efterhånden udelukkende er instruktør Jonas Risvig der interesserer sig for at fortælle historier for den unge målgruppe på seriefronten.
Og selvom han har leveret en både dedikeret og banebrydende indsats de seneste par år, kunne man have håbet, at det ville skabe en opblomstring i genren i stedet for mere pres på enmandshæren.
I stedet for mange billige serier som sidste år, fik vi bare færre. Der var hæderlige forsøg iblandt med ’Guldfeber’, ’Stadig ikke død’ og ’Salsa’ sæson to. Men ingen der på egen hånd kunne ændre på grundstemningen af, at DR smed det ’Skam’-nysgerrige håndklæde opgivende i ringen.
4. ‘Beau Is Afraid’
Ari Aster blev med ‘Hereditary’s greb om psykisk nedarvet gru og det breakup-metaforiske horrorridt ’Midsommar’ et af de hotteste nye navne på den internationale filmscene.
Derfor var det et ærgerligt forudsigeligt selvmål, da han med ’Beau is Afraid’ krævede at få afløb for alle de cinefile drømme, han tydeligvis havde opdyrket siden skoletiden.
At han formøblede intet mindre end 35 millioner dollars, han havde med i lommen fra A24, til at begå både sit og selskabets største flop føltes som en endnu større kliché end den freudliderlige moderbinding med Joaquin Phoenix som psykisk syg mandebaby, der blev blændet op for på skærmen.
Med sine præstationer i ’Beau is Afraid’ og ’Napoleon’ overstyrede Joaquin Phoenix generelt sin sans for det manisk bævende, så feedbackstøjen var topmålet af enerverende.
Vi glæder os stadig til Asters næste film. Det må for alt i verden bare ikke blive en pint metabiografisk fortælling om instruktørgerningen inspireret af ’Beau Is Afraids’ dårlige kritiske modtagelse.
5. ‘Cat Person’
Da Kirsten Roupenians banebrydende novelle ’Cat Person’ blev udgivet i The New Yorker i 2017, blev den et stort fænomen. En slags litterær version af det virale #TheDress-fænomen, der udforskede gråzonerne af moderne dating og landede på det helt rigtige tidspunkt i MeToo-bevægelsen.
Derfor var forventningerne til filmatiseringen også høje. Castingen af ‘Coda’s Emilia Jones og ’Succession’-Greg Nicholas Braun som akavet par med aldersforskel og mystiske kommunikationsmønstre virkede lovende. ’Cat person’ var heller ikke uinteressant, når det gjaldt at spejle novellens genkendelige datingscenarier og dynamikker, men den brændte bogstaveligt talt fortællingens centrale gråzonemystik ned til grunden i en sidste akt, der var utilgiveligt dårlig.
Film, der får ghosting til at virke som et validt valg, har vi ikke brug for i 2023.
6. ‘Copenhagen Cowboy’
Efter den uforståelige Amazon-serie ’Too Old to Die Young’ lød det tillokkende, at Nicolas Winding Refn vendte tilbage til rødderne med ’Copenhagen Cowboy’.
Serien blev nemlig pitchet til både Netflix og publikum som en slags åndelig opfølger til ’Pusher’, men man skulle være naturstridigt imødekommende for at se andet end meget overfladiske paralleller (gangstere, hævn, københavnsk underverden) mellem ungdommens energiske desperadoridt og den meditativt langsommelige fortælling om Angela Bundalovic’ mystiske Mius tracksuitbeklædte slalomrejse mellem serbiske mafiosoer, kinesiske kampsportskonger og magiske kræfter.
Som altid hos Refn var der billeder af sublim skønhed, men hverken uendelige panoramaskud eller påfaldende cameos (hej, Brügger og Bertelsen) kunne maskere, at kejseren af dansk genrefilm efterhånden ikke har meget tøj på.
’Copenhagen Cowboy’ blev set i otte millioner timer på Netflix, men det er et åbent spørgsmål, hvor meget af dette forbrug der lå i seriens bagende. Vi var i hvert fald aldrig kommet i mål, hvis det ikke var vores job.
7. ’The Crown’ sæson 6
De dage, hvor ’The Crown’ var en af de fedeste serier overhovedet, føles utroligt langt væk.
Efter en finalesæson, der næppe blev udsendt i to ombæringer af andre grunde end for at holde på Netflix-abonnenterne, sad man tilbage med en følelse, der bedst kunne opsummeres med »Ah shit, here we go again«-memet fra GTA.
Godt nok slap vi i denne omgang for at falde i søvn til historier om dronningens sentimentale forhold til et bedaget skib, som det var tilfældet sidste år, men det, der gik galt i sæson 6, var næsten værre.
Her sad Peter Morgan på et af de helt store og tragiske øjeblikke i form af tiden op til Prinsesse Dianas tragiske død, men valgte at »svælge storladent i sin egen spekulative skandalesuppe« i stedet for at indfange det celebre folketraumes kompleksitet på værdig vis. Med unødvendige spøgelsesundskyldninger sluttede første halvdel af med falsk forløsning.
’The Crown’ lagde ud med at udfordre vores syn på det britiske kongehus som flade porcelænsfigurer, men sluttede stivstikker-kedeligt af med at stille dem op på hylden igen.
8. Jonathan Majors
Lad os lægge ud med at slå fast, at det bestemt ikke er skuffende, at Jonathan Majors er blevet dømt for sine forbrydelser mod ekskæresten Grace Jabbari.
Men hvis man har fulgt Majors karriere og evner i alt fra henrivende indiefilm som ’The Last Black Man in San Francisco’ til scenestjælende biroller i blockbustere som ’Creed III’ og ’Ant-Man’, er det en skam at erfare, at han som menneske ikke lever op til sit talent. Og derfor er den skygge, han kaster over sin karriere, ærgerlig.
2023 startede som den 34-årige skuespillers helt store gennembrudsår med en Oscar-tippet transformationsrolle i bodybuilderfilmen ’Magazine Dreams’, der skabte stor buzz på Sundance-festivalen, og det helt store kommercielle gennembrud hos Marvel på vej. Succeshistorien fik dog en ubehagelig afslutning, da Majors i december blev dømt skyldig for overgreb og chikane.
9. Marvel
Guldfuglen James Gunn fløj fra Marvel-reden sidste år, hvor der allerede var undergang i luften hos MCU. Men i 2023 udviklede det sig til et frit fald mod afgrunden, hvor ikke mindst serien ’Secret Invasion’ og ’Ant-Man: Quantumania’ fik fans til at se rødt.
Lyspunkter som ’Loki’ var et lille plaster på såret. ’The Marvels’ skrev sine gode miner til trods historie med den værste åbningsweekend for en Marvel-film nogensinde.
De amerikanske medier kunne desuden afsløre kaostilstande i selskabet, hvis planer om at give kunstigt åndedræt til fordums helte som Robert Downey Jr.s Iron Man for at redde den synkende skude, var grænsende til ynkelige. Marvel har alle dage været en polariserende størrelse i filmkredse, men nu er debatten blevet lige så knudret som at holde trit med handlingstrådene på tværs af biograffilm og streamingserier.
At hate på Marvel er efterhånden Hollywood-samtalens svar på at tale om, hvor latterlig en forkortelse BMO er for Bolle Med Ost i københavnerkredse. Et multivers af ligegyldige holdninger.
Marvel-basheren over dem alle, Martin Scorsese, endte med at få ret i sin ellers så firkantede kritik. Hvilket havde været irriterende, hvis han ikke samtidig havde været så nuttet på TikTok i år (og stået for en af årets bedste film).
10. ‘Den, der lever stille’
Frit efter Leonora Christina Skovs roman kan man læse i startteksterne til Puk Grastens ’Den, der lever stille’. Forfærdeligt frit, stod det hurtigt klart.
Filmatiseringen af den selvbiografiske bestsellerroman tegnede ellers godt med sin gribende fortælling og ikke mindst castingen af dygtige Frederikke Dahl Hansen som den kendte forfatter, der hives tilbage til sin besnærende barndom, da hendes mor bliver dødeligt syg.
Man kunne mærke virkelighedens kendte litterære medieskikkelse Leonora Christina Skov i hovedrolleindehaveren, men den tekniske præstation blev overdøvet fra alle fronter i en film, der overmodigt skrællede al realisme og handling ud af forlægget og spædede til med overgearede karakter og miljøtegninger og oversymbolske surrealistiske ulve.
»Ingen lever stille i ’Den, der lever stille’, hvilket tager hele pointen ud af romanen, og den erstattes ikke af noget i filmens egen ret«, som det lød i Soundvenues enstjernede anmeldelse.
Store filmatiseringer strander tit et kedeligt sted mellem kreativitet og respekt, men ’Den, der lever stille’ kunne godt have brugt noget af den realisme, der gjorde forlægget atypisk folkeligt.