’Ronja Røverdatter’: Hyperaktuel Netflix-serie viderefører Astrid Lingrens mesterlige hånd
Du kender hende allerede. Ronja Røverdatter. Den skovelskende mønsterbryder med et valkyrielignende sind og kræfter, som blot er én af Astrid Lingrens stærke og forbilledlige pigefigurer.
Læste du ikke om hende i originalværket fra 1981, er du sandsynligvis stødt på hende gennem Tage Danielssons populære 1984’er-filmatisering. Nu kan du (gen)opleve hende og Lindgrens arvesølv i første del af Netflix’ billedskønne coming-of-age-fortælling og eventyrserie om, ja, arv og stjålet sølv – og dybe kløfter.
Blandt tyvegods og røvere bor den unge og længselsfulde Ronja (Kerstin Linden) i en middelalderlig borg. Eller faktisk kun i dens nordfløj. For selvsamme bristende uvejrsnat, hvor titelpersonen blev født, todelte et lyn det store gråbrune casa. Pokkers.
Der grædes dog ikke meget over spildt mursten eller areal – altså lige indtil dagen, hvor Ronja tilfældigt møder den jævnaldrende og mullet-klippede Birk (Jack Bergenholtz Henriksson). For han fortæller hende, at hans Borkason-familie har besat borgens anden halvdel, hvortil Ronja fortæller ham, hvilket satans svin han er.
Den unge protagonist har nemlig ikke blot arvet krøller, et iltert temperament og (som den nepo baby hun er) muligheden for en fremtidig, storslået karriere i røverbranchen. Hun har også tilegnet sig sin fars gennemgribende uvenskab med den rivaliserende og nu sideboende Borkason-bande.
Efter et par stridheder og lidt tarvelig bærkast begynder Ronja og Birk dog at udvikle et tæt venskab, og med et børnevenligt Romeo og Julie-motiv forsøger denne unge generation at springe over borgens og stædighedens mange kløfter og helvedesgab. Sammen fører de publikum igennem en fejde, ingen kan huske hvorfor startede, og igennem et magisk land fuld af fjender, men uden entydige skurke.
Selvom Netflix-serien ikke er en direkte adaption af Astrid Lingrens ikoniske værk – der er faktisk flere nye parallelhistorier – er den på mange måder tro mod det litterære forlæg og tætpakket med Skalde-Per-visdom, ulvesang og spørgelystne skovdværge. Sågar Ilon Wiklands sanselige bogillustrationer synes at præge seriens visuelle udtryk.
’Ronja Røverdatter’ gør ligeledes et hæderligt forsøger på at imitere den populære forfatters overlegne sprog og fortællestil, der med lige dele humor og alvor dvæler ved barnets følelsesliv og syn på verden. Således får Kerstin Linden på fin og charmerende vis plads til at udfolde Ronjas mange facetter, virkelighedsopfattelse og grundkonflikter.
Selv når de voksne karakterer og deres historier er i fokus, lader instruktør Lisa J. Larsson deres barndomsminder og -traumer indgå som grynede flashbacks. Det giver blandt andet mulighed for et mere nuanceret billede af den storstjælende og selvforherligende Mattis (skønt og underholdende gestaltet af Christopher Wagelin), der – i al beskedenhed – opkalder både borge og skove efter sig selv.
I disse skove finder Ronja blomster og selvstændighed. Og gennem blomsterne og det generelle naturportræt videreføres Lindgrens mesterlige og næsten økokritiske hånd ligeledes. Med et dynamisk kamera og en passende brug af specialeffekter får årstiderne, tågen og rævene levende puls og kunstnerisk opmærksomhed.
Det medfører poetiske, men til tider barske beskrivelser af skoven og alle dens beboere, med hvilke naturens storhed og kompleksitet fremmales. Således er mosset en tryghed, Ronja kan ligge i, men elven en kraft, hun kan drukne i.
Du skal altså ikke lede længe efter ’Ronja Røverdatter’s tydelige (sommetider lidt for tydelige) klimapolitiske lag, i hvilket det påpeges, at naturen ikke kan ejes eller kontrolleres – heller ikke hvis du opkalder den efter dig selv. For mens fortællingens voksne bekriger hinanden i kampen om territorie og ære, jages de unge dagligt af skovens kvælende farer.
Lindgren og Netflix kalder disse bekymrende farer for skovhekse. Vi kunne jo passende kalde dem CO2-udslip og stigende vandstande.
Genfortolkningen af den populære børnefortælling er således en hyperaktuel skildring af generationssammenstød, der bebuder, at vi aldrig bør fortsætte ulidelige, nedarvede fejder. Særligt ikke når der er så meget andet grønt og forenende at kæmpe for.
Kort sagt:
Netflix’ ’Ronja Røverdatter’ er en billedskøn og klimatosset fornøjelse.
Anmeldt på baggrund af hele første del.