’Architecton’: Ildevarslende, buldrende og utroligt smuk dokumentarfilm bør ses på det store lærred
Det er ikke svært at undersælge Victor Kossakovskys nyere film.
’Aquarela’ fra 2018 er en film om … vand.
’Gunda’ fra 2020 er en film om … en gris.
Og biografaktuelle ’Architecton’ er en film om … sten.
Den russiske arthouse-dokumentarist har dog fortjent meget bedre. For i virkeligheden handler hans film om nærmest alting – med afsæt i konkrete elementer og skabninger fra naturens rige
De store, balstyriske vandmængder (til tider tilsat finsk heavy metal-musik) i ’Aquarela’ er en underforstået kommentar til klimakrisen, klodens forandring og den ganske skrøbelige menneskehed, der muligvis er ved at udslette sig selv.
Med ’Gunda’, der følger en grisemor og hendes øffende pattegrise (foruden køer og høns i biroller) på en økologisk gård, hylder han selve livet og taler samtidig til det kødspisende publikums samvittighed – igen uden at være tydeligt moraliserende.
Nu er turen altså kommet til Jordens sten, som de findes i ældgammel, urørt, ødelagt og bearbejdet form, ikke mindst i form af byer og bygninger indtaget af os mennesker.
I den A24-producede ’Architecton’, der tidligere i år blev vist på Berlinalen og CPH:DOX, vender instruktøren kameraet mod majestætiske bjergkæder og store ruiner af byer, blandt andet Det Byzantiske Rige, som stadig står i dag. Han zoomer også helt ind på anderledes dynamiske stenmasser, der flytter sig ved naturens og menneskenes kraft, ved jordskred og eksplosioner.
Skulle man være i tvivl om instruktørens holdning til sit hjemlands angreb mod Ukraine, starter han desuden filmen med en prolog, der viser nogle af de sønderbombede boligblokke, som Putins soldater står bag.
Mange af billederne, hvoraf nogle i stil med ’Gunda’ er i sort-hvid, er utroligt smukke. Særligt betagende er nærbilleder af sten i lag og i slowmotion-bevægelse, som næsten ligner abstrakte malerier. Den langsomme klippestil passer godt til disse skud, som man hellere end gerne vil have tid til at suge til sig – og som selvfølgelig gør sig bedst i en biografsal.
Det samme gør lydsiden, som er spækket med vibrationer, klapren og basset bulder. Sidstnævnte lyder som et urgammelt monster, der vågner fra en dyb, dyb søvn.
Hvad er så meningen med det hele? Det lader Kossakovsky denne gang desværre ikke være helt op til egen fortolkning.
Undervejs i ’Architecton’ klipper han flere gange tilbage til den aldrende italienske arkitekt Michele de Lucchi (i filmen ikke anført ved navn), der er i gang med at få indlagt en cirkel af sten i sin græsplæne. Som et kunstnerisk ritual skal cirklen symbolisere noget helligt og evigt.
En samtale mellem arkitekten og Kossakovsky runder filmen af, og her kritiserer de Lucchi nutidens uholdbare og uskønne betonbyggerier holdt op mod både fortidens arkitektur og spørgsmålet om bæredygtighed.
»Hvorfor bygger vi bygninger, der holder 40 år?«, siger arkitekten foran stencirklen. »Hvorfor bygger vi grimt, når vi kan bygge smukt?«.
Kossakovsky synes enig, og det er jeg sådan set også. Jeg havde dog gerne været foruden den løftede pegefinger at gå hjem på.
’Architecton’ er nemlig bedre, når den – som det åbenlyse forbillede, Godfrey Reggios ’Koyaanisqatsi’ fra 1982 – lader billede og lyd tale for sig selv.
Når man mærker historiens tyngde i gigantiske stenblokke, som mennesker på en eller anden måde skar over og flyttede rundt på for mange hundrede år siden.
Når menneskerne ser ildevarslende små og ubetydelige ud ved siden af sten og bjerge, så man, ligesom i ’Aquarela’, får man følelsen af, at vi ikke kan hamle op med den natur, vi i stigende grad ødelægger.
Når en større bunke sten vitterligt hopper og danser til pulserende synths og technorytmer, uden vi får at se, hvad der forårsager bevægelserne.
Når stenmotivet simpelthen udvikler sig til en rendyrket filmisk leg.
Kort sagt:
Man mærker historiens tyngde, naturens kraft og menneskets ubetydelighed i den russiske arthouse-dokumentarist Victor Kossakovskys nye filmeksperiment om sten, arkitektur og tid.