H&M åbner renoveret flagship-butik med udlån, tøjreparation og café

H&M åbner renoveret flagship-butik med udlån, tøjreparation og café
Fra H&M-butikken i Stockholm

»De prøver faktisk på mange måder at se, hvordan de langsomt kan vende det her kæmpestore tankskib, som H&M er, ved at sende rigtig mange små både i den rigtige, anden retning. Det skal de have stor ros for«. Sådan sagde lektor på KADK Else Skjold, da vi tidligere i år satte fokus på tøjgigantens komplekse forhold til bæredygtighed og tidens klimaudfordringer.

Nu understreger H&M den pointe med åbningen af en nyrenoveret flagship-butik i Stockholm. Her hopper de med på den udvikling, som vi også har set hos flere danske brands som Ganni og By Malene Birger, når de lancerer et udlejningskoncept. Samtidig inkluderer butikken en slags skrædderafdeling, hvor man mod betaling kan få repareret eller på andre måder omsyet sit tøj – vist også ikke-H&M-varer.

Herhjemme har Mads Nørgaard prøvet reparationstanken af i en kortere periode, mens Baum und Pferdgarten har opstartet en-to årlige systuedage i deres butik i København som en del af deres ny CSR-strategi.

H&M-butikken på Sergels Torg i Stockholm inkluderer også en beautyafdeling med behandlinger samt en café, som svenskerne også har i deres Arket-butikker, der altså også skal være med til at re-brande H&M.

Indtil videre er der altså kun tale om den ene butik, men tre andre svenske H&M-butikker har allerede systuer, mens udlejningstanken også forventes at sprede sig til andre svenske butikker i den nærmeste fremtid. Det vides dog endnu ikke, hvornår eller om vi får det at se i Danmark.

På den måde er det stadig babyskridt fra H&M’s side og måske mere end god historie for brandet nu og her end den store game-changer. Til gengæld kan det være med til at holde fokus på, at mindre forbrug på alle måder er vejen frem.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af