Tindersticks

Tindersticks vendte stærkt tilbage i 2008 med den forrygende ‘The Hungry Saw’, der for alvor samlede fokus og ikke mindst lydbilledet igen efter den noget ujævne ‘Waiting for the Moon’. Og knap to år senere fortsætter opfølgeren i samme glimrende spor.

Bandet, der er reduceret til en trio bestående af de originale medlemmer David Boulter, Neil Fraser og Stuart Staples, får denne gang hjælp af Earl Harvins på trommer og guitaristen David Kitt. Der er rigtigt meget at komme efter, og der er dømt god gammel Tindersticks for alle pengene eller kammerpop med et saloon-twist, som måske er en bedre betegnelse. For det mere cinematiske, der kendetegnede de tidligere plader, er røget en anelse i baggrunden til fordel for en mere straightforward lyd, som dyrkes i bedste Rolling Stones-stil på ‘Black Stone’. Eller på ‘No Place So Alone’, en 70’er-syresag som The Doors kunne have leveret den.

Staples er ene om at synge sig gennem pladen med undtagelse af den fine og finurlige duet ‘Peanuts’ med Mary Margaret O’Hara. Desuden beriges vi med to smukke instrumentale numre, hvor særligt ‘Piano Music’, der lukker og slukker, er silkeblød og dramatisk på samme tid.

Tindersticks leder tanker hen på en tid, før hysteriske motionister begyndte at sætte dagsordenen, og antirygelove virkede som en dårlig joke. Det var på mange måder en dejlig tid.