The Roots

Rødderne kaster sig ud i et konceptalbum om den urbane udkants brogede persongalleri.

The Roots holder arbejdsmoralen og udgivelsesfrekvensen høj med deres 11. studiealbum på 21 år. Albummet med den morbidt og paranoidt sarkastiske titel adskiller sig imidlertid fra de hidtidige ved sit satiriske sindelag, men ligesom den forrige ’Undun’ er ’…And Then You Shoot Your Cousin’ også et konceptalbum – og som det er med sådanne skal man gå med på præmissen, hvis man vil have noget ud af det. Gør man til gengæld det, kan der være flere erkendelser at hente i gruppens alternative tag på hiphoppen.

Hvor ’Undun’ var en biografi over karakteren Redford Stevens er dette mere at betragte som en kollektivfortælling med eksistentielle øjebliksbilleder fra den urbane udkants brogede persongalleri, som det samplede Nina Simone-præludium introducerer: »Only the lonely love / only the sad of soul«. Ved at lade Black Thought og gæsteartister som Dice Raw og Raheem DeVaughn indtage de forskellige roller og iklæde sig ganster-rappens retorik og musik bliver pladen således også til en immanent kritik og udstilling af selvsamme.

Her er den detroniserede drugdealer på ’Understand’ og den afdankede æstetiker, der prøver at kompensere sit menneskelige underskud med materielt overforbrug på ’When The People Cheer’. Fælles for dem alle er en udsigtsløs apati over for en tilværelse, der enten går i ring eller op i røg. Derfor står den afsluttende ’Tomorrow’ også i ironisk kontrast til de øvrige sange med sin opløftende udgangsbøn. I det hele taget låner produktionen flere steder fra kirkemusikken med både kor, orgel og rekviem, der blot bevirker til at sætte karakterernes jordiske liv i relief.

Læs også: Se The Roots’ 13 bedste øjeblikke hos Fallon

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
The Roots. '...And Then You Shoot Your Cousin'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af