Kasper Bjørke

Mens hans gamle makker i  Tomas Barfod for alvor har omfavnet popmusikken, kigger Kasper Bjørke nu indad. Og det med et dybt, dvælende blik. Væk er fortidens humørsyge og glitrende discoopdatering, og Jacob Bellens, der ellers har været fast holdepunkt på dét materiale, har viget pladsen for nye gæstevokalister.

I stedet for at kigge mod 70’erne udforsker Bjørke nu hovedsageligt 80’erne, men med et næsten krautet blik på kompositionerne, der skubber den oftest bedrøvede synthpop ud i lange forløb, hvor man for alvor får lov at fortabe sig i groovet.

Allerbedst er ’Sylvia’, der med dystre synth-lag og grædende olietønder lyder som New Order i slow motion – toppet af Cæcilie Trier, hvis betagende croon minder om en blanding af Arthur Russell og Sade.

Læs også: Se den kunstneriske dansevideo til ‘Sylvia’

Over kosmisk new wave kan man også vugge med til Jaakko Eino Kalevis fjerne sovekammervokal på ’TNR’, mens Tobias Buch rammer de høje toner på ’Rush’, hvor fyldig bas og taktfaste trommesmæld danner bunden i charmerende syrepop a la Connan Mockasin.

Pulsen er i højsædet, også på den lokomotivtromlende instrumental ’Grit’, der dog i modsætning til de andre vokalløse numre formår at fastholde lytterens koncentration hele vejen igennem. ’Into Smithereens’ og den Soho Rezanejad-gæstede spoken word-sag ’Marbled Blood’ er studier i lag-på-lag, hvor stemninger udfoldes i tidevandstempo, og begge kunne af den grund godt have fået skåret to minutter af længden.

Det er forfriskende, at Bjørke har skubbet til sig selv og bevæger sig steder hen, som for ham før har været lukket land. Også selv om han enkelte steder træder vande.