1. Bikstok
Dansk dancehalls største darlings (og oprindelige forkyndere) er tilbage – og det i mere end én forstand. De har godt nok skrottet ’Røgsystem’ og går nu blot under navnet Bikstok, men EaggerMan, Pharfar og Blæs Bukki udsender i marts ep’en ’Uranium’ – deres første reelle udgivelse siden det nu klassiske debutalbum, ’Over stok og sten’ fra 2005.
De har dog ikke været helt ude af gamet, og 2013 bød blandt andet på singlen ’Delerium’ og en række festivaloptrædener – blandt andet på NorthSide, hvor trioen viste sig særdeles veloplagte i at levere den røvrystende folkefest, man også kan forvente, når Bikstok spiller Roskilde Festival for første gang i ti år.
Det store spørgsmål er: Hvor de skal spille? Det oplagte svar er Arena, men tidligere har navne som Malk de Koijn og senest Klumben og Raske Penge haft succes på Orange Scene. Mon cigaren er orangefarvet i 2015?
Læs om flere af dagens Roskilde-scoops på de følgende sider.
2. Jamie xx
Han startede som den sky bagmand, der altid stod i skyggen af Romy og Oliver – de to vokalister i The xx – men som årene gik blev det mere og mere klart, at Jamie xx var både musikalsk mastermind bag trioens dystre klangflader og en gudsbenådet producer i sin egen ret.
Jamie afslørede tilbage i oktober, at han netop var hjemvendt efter en tur til New York, hvor han havde fået hjælp til at mikse sit debutalbum i eget navn, og det er altså dette mere elektroniske, men stadig følsomme univers, man kan se frem til på Roskilde Festival.
Hvad debutalbummet og koncerten kommer til at byde på er endnu lidt oppe i luften (vi mangler detaljer om albummet), men sidste år bød på en stærkt trilogi af solotracks fra London-produceren: Den dvælende, bastunge ‘Girl’, den sarte, fløjlsfine ‘Sleep Sound’ og sidst, men ikke mindst, den ravende, klubkultur-hyldende ‘All Under One Roof Raving’, som vi kårede til et af de allerbedste tracks i 2015.
Avalon virker oplagt, mens tiden må vise, hvilket slags show, man rent faktisk kan forvente.
3. First Aid Kit
Hvordan to unge, svenske søstre får en smag for klassisk, næsten tidløs, countrymusik er en myte blot, men sikkert er det, at First Aid Kit over tre album har udviklet sig i en voldsom grad – deres lyd er blevet fyldigere, mere moden (selvfølgelig), og Johanna og Klara Söderberg har generelt fået et mere solidt greb om den traditionsbevidste sangskrivning, hvis idoler de hylder gang på gang.
Søstrene har været på Roskilde Festival to gange før – i 2009 og 2012 – men denne gang bliver det med deres hidtil stærkeste album i bagagen. Sidste års ’Stay Gold’ var en perfekt kombination af country, folk og glasklare melodier – tilsat duoens fine, højtflyvende vokalharmonier.
På papiret en koncert, der kan kurere selv de værste Roskilde-tømmermænd, men da First Aid Kit tilbage i oktober spillede i DR Koncerthuset var det med eksplosivitet i højsædet fremfor inderlighed.
4. Benjamin Booker
Hiphop fra de amerikanske sydstater bliver kaldt dirty south, men det er ikke kun rappen, der er beskidt. 25-årige Benjamin Booker fra New Orleans er nyeste stjerneskud indenfor soul- og blues-inspireret rock’n’roll, hvor vildskaben og energien bider fra sig som en alligator, der ligger på lur i sumpområderne.
Bookers virile debutalbum fra sidste år var en fornem introduktion, hvor garagerockens skramlende karakter også satte sine spor hist og her – tjek bare den mageløse ‘Violent Shiver’ forneden. Ikke underligt har guitarbetvingeren været på turné med Jack White.
Amerikaneren kan allerede opleves den 4. marts i Lille Vega, men Benjamin Booker er en herlig tilføjelse til Roskilde Festivals rockprogram.
5. Ukendt Kunstner
De er efterhånden ‘veteraner’ i den nye bølge af dansk rap og r’n’b, der har gået sin usvigelige sejrsgang de seneste to-tre år. For rapper Hans Philip og producer Jens McCoy er det da også kun gået én vej, siden de i 2012 udsendte ‘Hælervarer’-udgivelsen, der med den (stadig) helt fantastiske ‘København’ i front positionerede duoen som ypperlige formidlere af den nattedunkle r’n’b og hiphop, som Drake og især The Weeknd på det givne tidspunkt lagde den internationale scene ned med.
I 2013 fulgte Ukendt Kunstners hidtidige højdepunkt, ‘Neonlys’, mens duoen fortsatte den mere end solide stime med sidste års ‘Forbandede ungdom’, hvor nattelivets op- og nedture blev skiftet ud med en (endnu) mere melankolsk stearinlysstemning. Med årene har duoen fået mere og mere live-erfaring, og ligesom med Bikstok melder spørgsmålet sig omkring, hvilken scene de mon ender på?
Det naturlige valg er nok Avalon, men på Roskilde Festival bliver Ukendt Kunstner udvidet til en kvintet, når guitar, keys og live-trommer støder til. Ville sådan et setup ikke give god mening på Arena? Opbakningen fra folket burde være der, og det er altid (læs: oftest) dejligt at se danske kunstnere få chancen på en af de større scener.
6. Ratking
Vi havde allerede fat i Ratking i slutningen af 2012, da vi kårede dem til et af det forgangne års mest lovende hiphop-navne. Der havde de netop udgivet deres debut-ep ‘Wiki93’, mens man utraditionelt (i hiphop-kredse) skulle vente helt indtil sidste år med debutalbummet ‘So It Goes’.
Gruppen er centreret omkring rapperne Wiki og Hak, hvis avantgardistiske rap bakkes op af produceren Sporting Life. Godt nok holder trioen til i New York, men det her er langt fra byens klassiske boom bap-traditioner –Ratking er kaotiske, på den gode måde. Og Wiki skulle være et festfyrværkeri på scenen.
Som vores anmeldelse af ‘So It Goes’ slutter af: »Frem for alt sidder man med en følelse af, at alt kan ske, når man lytter til ’So It Goes’ – alt er i bevægelse og i forandring«.
7. Wangel
På baggrund af et par Soundcloud-sange har danske Wangel allerede spillet i Korea, men nu er turen altså kommet til, at danskeren prøver kræfter med de hjemlige festivaler og enten Roskilde Festivals Rising- eller Apollo Countdown-scene.
Vi kårede i starten af året Wangel til et af landets mest lovende navne – en titulering vi ikke fortrød, da bagmand Peter Wangel i mandags sendte sin bare anden single, ‘Seoul’, på gaden, der er lavet sammen med producer Kasper Ejlerskov Leonhardt.
Wangels følelsesmættede pop er som den musikalske ækvivalent til at se en solopgang: Der bliver bygget og bygget, indtil klimakset indtræffer med sangerens mageløse vokal som konstant fikspunkt. Han har den gave at kunne kaste sig ud i både skælvende falset og dyb baryton, hvilket giver plads til både op- og nedture.
Live bliver Wangel udvidet til en trio, hvilket du kan se udfoldet i ovenstående live-version af ‘Seoul’.
8. Lydia Ainsworth
Hun spillede i København den 6. februar, men der er altså ikke plads til mange i Dome of Visions, hvorfor koncerten med Lydia Ainsworth blev udsolgt på ganske kort tid. Så i den forstand er det jo dejligt, at den eksperimenterende popkunstner allerede nu har annonceret sit næste besøg på dansk grund.
Den canadiske musiker og sangerinde opererer indenfor den mørke, elektroniske pop: Dystert, dragende og fyldt med strygere, men det er også noget engleagtigt over hendes gotiske, men alligevel opløftende, beroligende vokal.
Sidste års debutalbum ‘Right from Real’ var en betagende introduktion, og live bliver Ainsworth flankeret af både en trommeslager, en violinist og en cellist.
Forventet spillested er nok Gloria, men så er der i den grad også lagt op til en intim oplevelse. Forhåbentligt spiller hun sit cover af Chris Isaaks ikoniske ‘Wicked Games’
Læs også: Jamie xx, Bikstok og Noel Gallagher blandt 24 nye navne til Roskilde Festival
Læs også: 20 koncerter du skal opleve i marts