Inden Beyoncés visuelle albumbombe ‘Lemonade’ fik vi en intens forsmag via en hjemsøgende, næsten horror-lignende trailer. En trailer, der sammen med hele ‘Lemonade’-projektet blev filmet få måneder efter en bestemt kortfilm netop havde ramt Columbia Records – eller Beyoncé-headquarters, om man vil.
Kortfilmen ‘Palinoia’ er instrueret af indie-filminstruktør Matthew Fulks i 2014, og den kom Columbia Records’ Bryan Younce (der har stået bag op til flere af Beyoncés musikvideoer) i hænde, idet Fulks blev kontaktet for at instruere en musikvideo for Columbia-gruppen MS MR.
Da Matthew Fulks for nyligt så traileren til ‘Lemonade’, fik han en sur smag i munden, der nu har fået ham til at lægge sag an mod Beyoncé, Columbia, Sony Music samt Beyonces Parkwood Entertainment, der alle skulle have haft adgang til Fulks ‘Palinoia’.
Fulks understreger, at ‘Palinoia’ benytter en række visuelle elementer og æstetiske beslutninger, der er alt for lig det, han ser i ‘Lemonade’s trailer. Det skulle dreje sig om helt specifikke elementer, deres koordination og arrangement samt ni helt konkrete visuelle nedslag beskrevet som følger:
»graffiti and persons with heads down, red persons with eyes obscured, parking garage, stairwell, black and white eyes, title card screens, the grass scene, feet on the street, side-lit ominous figures«.
Fulks søger profit »svarende til udnyttelsen af hans værk« samt en procentdel af ‘Lemonade’-salget.
Historien om søgsmålet, som landede hos The Hollywood Reporter, blev desuden eksemplificeret med følgende stillbilleder. Se ‘Palinoia’ og ‘Lemonade’-traileren i bunden.
Læs også: En rørt Beyoncé takkede sin mor efter modepris – følte sig som Khaleesi i hendes design