Lillebittebock er den følsomme autotune-stemme, dansk hiphop har brug for lige nu

Hiphopscenen sprudler i så mange retninger, at der konstant opfindes nye genrenavne til at beskrive de nye lyde. Emorap, mumblerap, Soundcloudrap. Lillebittebocks eksistentielle autotunede hiphop har elementer af alle de nye stilretninger. Men frem for alt er han en ener, der ikke helt passer ind nogen steder.
Lillebittebock er den følsomme autotune-stemme, dansk hiphop har brug for lige nu
Lillebittebock.

Lillebittebocks første mindre gennembrud var sidste års ‘Telefon’, der handlede om rapperens far, der ikke er der for ham, fordi han har begået selvmord. Derefter fulgte ‘Spørgsmål’, der viklede en række eksistentielle spørgsmål ind i autotune-udbrud, der skælvede af intensitet.

Nu har Adam Abbas Bock, som han hedder, udgivet sangen ’40’, der tackler det måske sværeste spørgsmål overhovedet: Mon han når at blive 40 år gammel? Eller slutter hans liv ungt og brat, som det skete for hans far?

Det lyder alvorsfuldt og tungt, og det er det også. Men samtidig er det det slet ikke, for produktionerne er hypermelodiske, endorfin-udløsende beats, der nærmest trækker stemningen i modsat retning af teksterne. Nogle gange bliver man nærmest i tvivl om, hvordan man skal reagere. For vokalen er smertefuld, men lydbilledet er lallegladt.

Men det er måske det, der gør sangene så specielle. Da Lillebittebock var gæst i vores hiphop-podcast Standard, sagde han selv, at han på en måde altid smiler gennem sorgen. At han gør det hele til en joke, selv om det er ekstremt alvorligt.

Dén splittelse mellem afgrundsdyb alvor og sprudlende musik har aldrig været skarpere end på ’40’, hvor han blandt andet rapper: »Kan ikke være seriøs, kun i min musik / det fucker mig helt op, der ingen som der kan hjælpe / undskyld til min mor for jeg ved du elsker mig / jeg kan ingen gang sige at jeg fucking elsker dig«.

Og det er netop på ’40’, at Adam Abbas Bock rammer en ny intensitet med sin musik. Han krænger sin stemme ud på en måde, der gør autotunen til en slags stemmeforvrænger. Det er en form for autotunebrug, vi måske kender fra Chief Keef og Future, men hos Lillebittebock skriger han nærmest gennem vocoderen. Hvor autotune tit bruges til at skabe druggy, fremmedgjort vokal, bliver den her brugt til at maksimere intensiteten.

Det er en ekstremt nutidig lyd, men det er også mere end det. For ja, Lillebittebock lyder ekstremt meget som 2018. Hans følelsesladede hiphop kunne let klassificeres som emorap. Og hans flamboyante stil, der mikser Burberry med Ed Hardy og dyrker farvet hår og fingertatoveringer, vinker tydeligt til Soundcloud-rappens æstetik.

Samtidig er Lillebittebock også del af et større dansk hiphopmiljø, der blandt andet inkluderer det mixtape-aktuelle kollektiv 25/8, der dyrker en lyd, der kombinerer døsig, autotunet hiphop-vokal med hypermelodiske beats.

Men selv om Bock er en del af mange strømninger, kan han ikke helt placeres. Det er som om, han glider ind og ud af lyde uden for alvor at kunne kategoriseres. For den unge rapper har skabt et udtryk, der er helt sit eget. Han nikker måske til de samme ting som andre unge rappere, men tankerne, der udtrykkes, og stemmen, der udtrykker dem, er helt hans egen.

Og hvis han bliver ved med at skabe sange som ‘Telefon’, ‘Spørgsmål’ og især ’40’, fortjener han at blive dansk hiphops næste stjerne.

Læs også: Lillebittebock har eksistentiel angst på ny single – se videoen til ‘Spørgsmål’

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af