KOMMENTAR. For tre år siden skete der noget ret usædvanligt: Dansk hiphops mest omtalte nye rapper valgte at lave r’n’b.
Noah Carters navn var blevet hypet på sange af Gilli og Ukendt Kunstner, og da han langt om længe udgav solosangen ’Do You’, blev den straks et hit. Men nummeret var netop ikke et grime-angreb som nogle af Carters tidlige sange under navnet CTK, og det var heller ikke et nummer i den gaderapstil, der ellers dominerede hitlisterne. I stedet gav Nørrebro-sangeren os et melankolsk kærlighedsnummer, der nikkede mere mod Drake og The Weeknd end mod Sivas og Gilli.
I år gentog historien sig til en vis grad: Igen talte hele hiphop-Danmark om en rapper, der så viste sig at være en r’n’b-sanger i stedet.
For da Hans Philip skulle finde en ny vej efter tiden som frontmand i hiphopduoen Ukendt Kunstner, valgte han ikke hiphop. Da ’Forevigt’ i år udkom efter flere års spekulation og hype, viste det os i stedet en sanger, der skabte eftertænksom, indadvendt r’n’b, der lød inspireret af de mest afdæmpede momenter på Frank Oceans ’Blonde’.
Både Noah Carter og Hans Philip er selvfølgelig stadig rappere. Især førstnævntes album er mindst lige så meget hiphop som r’n’b. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor meget r’n’b er begyndt at fylde i Danmark igen. Især hvis man ser på mange af de nye artister, der imponerede på dette års Spot Festival, som foregik i weekenden.
Her kunne man (udover Noah Carter) lade sig forføre af unge r’n’b-stjerneskud som Erika de Casier, Elias Boussnina, Josephin Bovién, Fraads, Selma Judith og Bette. Det kunne faktisk godt ligne, at dansk r’n’b var på vej ind i noget af en guldalder, hvis den her talent-kavalkade kan leve op til det potentiale, deres koncerter i Aarhus antydede. Og det giver faktisk også mening, at det sker lige præcis nu.
Den nye danske r’n’b-opblomstring kommer nemlig i kølvandet på en række udenlandske succeshistorier, hvor genren har opnået både ekstremt stor kommerciel succes, men samtidig også hidtil uset kunstnerisk anerkendelse.
Først var der Toronto-scenen, der etablerede en ny, kølig stil med hovedværkerne ’Take Care’ af Drake og ’House of Balloons’ af The Weeknd i 2011. Det var hiphop og r’n’b, der dyrkede natten: Både i form af nattelivets fristelser, men også gennem en dyster undertone af ensomhed og mørke.
Dén stil kan man nok klarest se spor af hos Noah Carter, der også tit bevæger sig ud i melankolske kærlighedsfortællinger over kølige hiphop-beats. Men en dansk artist som Lord Siva har også tydelige spor af The Weeknds mest dystre momenter – og det er en arv Fraads viderefører, om end i en betydeligt mere syret og eksperimenterende facon.
Det næste store jordskælv på r’n’b-scenen var Frank Ocean. Han udgav også sit mixtape ’Nostalgia, Ultra’ i 2011, men det var klassikeren ’Channel Orange’ fra 2012, der fik hele genren til at kredse om den sky kunstner fra Californien. For selv om Ocean ikke har store pophits på cv’et som Drake eller The Weeknd, er det stadig hans eftertænksomme, poetiske og følsomme musik, der har sat standarden for, hvad moderne r’n’b kan opnå. Det beviste han senest på det skelsættende ‘Blonde’-album fra 2016.
Frank Ocean er samtidig allerede en kunstner med en flersidig indflydelse. For man kan både viderefortolke hans udtryk som Hans Philip, der som nævnt søger mod de mest indadvendte sider af Oceans oeuvre. Men man kan også gøre som det unge stortalent Elias Boussnina, der virker mere interesseret i den mere rendyrket melodiske sangskrivning fra ’Nostalgia, Ultra’.
Boussnina er i øvrigt, ligesom Hans Philip og Noah Carter, oprindeligt rapper. Han plejede nemlig at hedde Yung Coke og lave ironisk trap-musik. Og det er måske en pointe i sig selv, at r’n’b i disse år er en så fascinerende størrelse, at den får hiphopartister til at skifte side.
Mens flere tidligere rappere altså redefinerer sig med inspiration fra folk som The Weeknd og Frank Ocean, har en række kvindelige kunstnere bevæget genren i en ny, mere kompleks retning. Artister som Beyoncé, Solange og SZA har nemlig de seneste år udgivet en række album, der tematiserer køn, race og politik gennem deres musik. Især Solanges ‘A Seat At the Table’ fra 2016, SZA’s ‘Ctrl‘ fra 2017 og Beyoncés 2016-hovedværk ‘Lemonade‘ ændrede fuldstændig forventningerne til, hvad et r’n’b-album kan og skal.
Den historisk bevidste og woke r’n’b kan man høre spor af hos unge Josephin Bovién, om end hun selv undsiger sig sammenligningen på sangen ’Fuel’. Her synger hun »don’t compare me with the queens«. Men nu gjorde vi det så alligevel, undskyld!
Udover at danske artister viderefører de her internationale strømninger, er der selvfølgelig også navne, der bare falder helt udenfor kategorierne. Som Erika de Casier, der har skabt et helt unikt udtryk gennem sin egen kærlighed for MTV-generationens 90’er- og 00’er-r’n’b, eller Bette, der laver nærmest overjordisk kølig r’n’b sammen med produceren Emil Kruse.
Og så er der selvfølgelig Selma Judith, der formår at inkorporere sin harpe (!) i et både intimt og køligt univers, der nogle gange lyder som om, det er ved at lægge fundamentet for en specifikt nordisk r’n’b-lyd, som man også kunne høre det hos Chinah.
Ud over Hans Philip gav alle ovenstående danske artister koncert på Spot Festival. Jovist, der var skønhedsfejl, lydproblemer og så videre, men koncerterne indeholdt alle som minimum momenter, der viste, hvor sprudlende kreativ og kvalitetsforankret den danske r’n’b er i øjeblikket.
Zoomer man lidt ud fra Spots mikrokosmos af helt unge talenter, kan man dog også pege på en række af scenens mere etablerede navne, der gør det rigtig godt: Lord Siva har netop fået sit største hit med sin første engelsksprogede sang (’Paris’, lavet med Vera), Anya har endelig udgivet sit debutalbum ‘Faith’, og så har vi jo også en stemme af internationalt format i form af Coco O.
Tingene stritter altså i mange retninger. Og netop den her virkelig store flersidighed og overflod af ideer er måske det allermest positive ved den danske r’n’b-scene lige nu. Genren er nemlig i dialog med de internationale strømninger, men aldrig begrænset af dem. Lyden splintrer sig allerede i massevis af nye retninger.
Forhåbentlig er det her bare startskuddet – for dette års r’n’b-generation har potentialet til at blive noget helt stort. Det ville i hvert fald ikke overraske, hvis der snart er endnu flere rappere, der skifter side til r’n’b.
Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.