Drake har delt en ny skarp fotoserie skudt af dansk-amerikanske Jamil GS via sin Instagram. Selv om billedernes chef-agtige natur – Drake med drink, Drake på golfvogn, Drake i pool, Drake med telefon – næsten kunne bære en hel nyhed for sig, er det nu ikke dem alene, der løber med opmærksomheden. Det er derimod den korte kommentar, der følger hvert enkelt af dem: »Album Mode«.
Drake bekræfter med andre ord, at han – foruden at se overmåde overlegen ud, uanset om han svømmer mod pagne eller poserer med en golfkølle foran Jamil GS’ linse – er i fuld færd med sit kommende album, der kommer til at følge op på ’Scorpion’, der landede i juni sidste år.
Allerede i april afslørede Drake da også, at han så småt var gået i gang med projektet, og så sent som i weekenden delte han to nye numre, ’Omertà’ og ’Money in the Grave’, som en fejring af, at hans favorit basketballhold, Toronto Raptors, tog førstepladsen ved finalen i NBA.
Læs også: En ukendt dansker har været med til at skrive og producere Drakes nye single