I 2011 var Spaceghostpurrp en hypet undergrundsrapper, der var med til at skabe cloud rap-subgenren og inspirerede hele ASAP Rockys tidlige udtryk og stil. Senere blev Raider Klan-crewet, som Purrp havde startet op, en af Tumblr-rappens store kultgrupper, og hans protegé Denzel Curry er nu på turné med megastjernen Billie Eilish og skal spille på Roskilde Festival.
Dén scene i Florida, som Spaceghostpurrp grundlagde, dannede desuden grobund for en ny genre i form af Soundcloud-rap. Rappere som XXXTentacion, Ski Mask the Slump God og Lil Pump tog stilen og lyden i nye retninger og blev verdensstjerner.
Spaceghostpurrp har med andre ord været med til at starte nogle af det seneste årtis vigtigste hiphopkarrierer. Han har ændret genrens udtryk og inspireret hele bevægelser. Så han burde jo være en højt elsket legende, der kan hvile sig på sine laurbær, ikke?
Forkert.
Spaceghostpurrp er totalt isoleret fra alle sine tidligere samarbejdspartnere, og han har beef med både ASAP Mob og sin egen Raider Klan. I 2017 udtalte han, at han var hjemløs. Der florerer mange historier om mentale sammenbrud og psykisk ustabilitet.
Når han udgiver musik, bliver det næsten totalt ignoreret. Det tætteste, han kommer på større opmærksomhed, er en 49 sekunder lang skit på det seneste Denzel Curry-album, der er opkaldt efter Purrps legendariske gennembrudsmixtape ’Blackland 66.6’.
Florida-rapperen er kun ét eksempel på, hvordan hiphophistorien har glemt mange af de visionære kunstnere, der prægede den. Det var én af de ting, der for alvor stak ud for mig, mens jeg over det seneste halve år har skrevet en artikelserie her på sitet om ét overset hiphopalbum fra hvert år fra 2000 til og med 2018.
For da jeg havde skrevet om to årtiers oversete mesterværker, var det svært ikke at spørge: Hvorfor lige dem her? Hvorfor er netop de her rappere blevet glemt i farten?
Jeg endte med at finde frem til tre primære grupperinger blandt de mange artister, jeg har skrevet om: Dem, der holdt sig til deres lokalområde. Dem, der døde for tidligt. Og dem, der mere eller mindre frivilligt gled helt over i skyggerne, mens lydene, de havde grundlagt, blev mainstream. Lad os starte med sidstnævnte.
Spaceghostpurrp er et ekstremt eksempel, men der er mange af de her artister, der bliver i undergrunden og skaber ægte originale innovationer, mens andre tager æren. Som Chief Keef, der har præget nutidens flows, sprogbrug og lyd mere end nærmest nogen anden, men som selv bevidst holder sig væk fra mainstreamen.
Eller som Cormega, der blev anset for at være en af Queensbridge-bydelen i New Yorks bedste rappere i 90’erne, men måtte se navne som Mobb Deep og Nas løbe med al succesen, da hans kvarter blev hiphoppens epicentrum.
I serien om oversete hiphopklassikere skrev jeg om Spaceghostpurrps stilskabende mixtape ’Blackland 66.6’, Cormegas meget forsinkede debut ’The Realness’ fra 2001 og Chief Keefs autotune-konceptalbum ’Thot Breaker’ fra 2017.
De var alle innovative indenfor deres felt – men i det store hele vil man nok nærmere tænke på ASAP Rockys ’Live. Love. ASAP’, når man tænker ‘cloud rap’, Mobb Deeps ’The Infamous’, når man tænker ‘Queensbridge-rap’, og Lil Uzi Verts ’Luv Is Rage 2’, når man tænker ‘forelsket autotune-rap’. De tre sidstnævnte album er de uomgængelige værker, der henstiller de oprindelige visioner til et liv som oversete klassikere.
Det er der for så vidt ikke noget galt i. Cormega er jo fortsat elsket af kendere, Purrp saboterede (efter alt at dømme) sin karriere selv, og Chief Keef har i højeste grad selv valgt at forblive undergrund. Men man kan ikke lade være med at ønske (bare en lille smule!), at man kunne skrive historien lidt om og lade nogle af de hiphoppens hemmelige arkitekter komme lidt mere frem i lyset.
Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg skrev den her serie.
Samtidig er det ikke alle, der er blevet dybt inde i skyggerne. Nogle rappere har bare fra start af været lokale. Som Nipsey Hussle, Lil Boosie eller Kevin Gates: De er alle ubestridte legender i deres hjemby. Boosie har større status end Tupac, hvis du tager til Baton Rouge, og hele Los Angeles sørgede, da Nipsey Hussle blev dræbt tidligere i år. Sådanne rappere kan komme kortvarigt frem nationalt – Boosie med singlerne ’Zoom’ og ’Wipe Me Down’, Gates med ’Islah’-albummet – men deres naturlige habitat er lokalområderne. Og det er, som det skal være.
Her var det egentligt primært bare fascinerende at dykke ned i lokalområder, da jeg skrev om Nipsey Hussles eneste studiealbum ’Victory Lap’, der kom efter 13 år med lokalt funderede mixtapes, Kevin Gates emotionelle gangsta-mesterværk ’Luca Brasi’ og Lil Boosies gennembrud på ’Bad Azz’.
Derudover er der selvfølgelig også lokalhelte, der bliver nationale stjerner – som Three 6 Mafia og Gucci Mane, der begge pludselig blev mainstream-darlings efter mange år som scenedominerende kunstnere i Memphis og Atlanta. Hos dem har jeg valgt at kigge på tidlige udgivelser, der viser dem helt rå og upolerede: Gucci i legendarisk mixtape-mode på ‘The Movie’ og Three 6 Mafia i deres mest rowdy crunk-periode på ‘When The Smoke Clears’.
De lokale rappere åbner vinduet til små hiphop-mikrouniverser, der eksisterer på deres egne præmisser. Mere sørgerligt er det med rappere, der dør lige før, det skal til at blive stort for dem. For her får vi i stedet glimt af karrierer, der kunne have eksisteret.
Som emorap-grundlæggeren Lil Peep og New York-håbet Chinx – og faktisk også Nipsey Hussle, som jeg også nævnte som en lokalt funderet rapper. De stod alle tre foran noget nyt, der potentielt kunne blive stort, og døde så – Peep af en overdosis, mens Nipey Hussle og Chinx blev myrdet. Det er en historie, hiphoppen kender alt for godt, og som aldrig giver svar på nogle spørgsmål. Der er ingen fornuftig forklaring på spørgsmålet: Hvorfor skulle Lil Peep dø ung?
Hvad har de så alle til fælles – de hemmeligt visionære rappere i skyggen, de lokale rappere og dem, der døde for tidligt? Egentlig meget lidt. De kommer fra vidtforskellige perioder, geografiske steder og traditioner. Men netop det var den største pointe, jeg fik ud af at finde de her oversete klassikere: At hiphoppen er langt mere flersidig og forskellig, end det umiddelbart ser ud til.
Okay, det lyder måske lige banalt nok. Men det gik op for mig, at jeg selv tit bliver fanget i de faste nyhedsstrømme og evigt nystartende hype-cyklusser og dermed hører de samme nye sange som alle andre. Og hvis man lytter sådan, så er man jo med til at holde de oversete artister uden for søgelyset.
Så hvis den her serie har lært mig noget, er det, at der findes vanvittigt mange geniale kunstnere lige hinsides hypen og de samme gamle playlister. For tit er de oversete hiphopklassikere de sande mesterværker.
Læs alle artiklerne i serien om Oversete Hiphopklassikere HER.