Se Katy Perry tage til Hawaii på romantisk motorcykelferie i ny musikvideo

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selv om Katy Perry på det seneste har været i medierne grundet påstande om sexchikane og sidenhen også patentkrænkelse med nummeret ‘Dark Horse’, har hun alligevel forsøgt sig med et mindre musikalsk comeback i år efter den mildest talt lunkne modtagelse af hendes seneste album ‘Witness’ fra 2017.

2019 har foreløbig budt på de to rendyrkede popsingler, ‘Never Really Over’ og ‘Small Talk’, og nu har vi så fået det seneste skud på stammen i form af den væsentlig mere afdæmpede ‘Harleys in Hawaii’ med tilhørende video.

Det afslappede nummer med et relativt tungt beat og bløde toner på både guitar og elklaver handler, som man måske kan gætte ud fra titlen, ganske simpelt om at udforske Hawaii på motorcykel, med alt hvad dertil hører af referencer til at danse »hula hula« og fange bølger.

I den ledsagende video ser vi selvfølgelig en blond Perry cruise omkring på sin Harley iført den obligatoriske bikerjakke og hvad vigtigere er: En hjelm (safety first). Men undervejs når hun også en aftendukkert i poolen, en tur på karaokebar og en hel del romantisk øjenkiggeri med sin udkårne på forskellige hotelværelser og billedskønne strande.

‘Harleys in Hawaii’ er blandt andet skrevet i samarbejde med popsangeren Charlie Puth, og den hede musikvideo, som du kan se øverst i artiklen, er instrueret af Manson Studios, der tidligere har arbejdet sammen med Rosaliá.

Læs også: Taylor Swift deler stjernespækket video til ’You Need To Calm Down’ – med bl.a. Katy Perry, RuPaul og ’Queer Eye’-crewet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af