Joyce varmede op til Roskilde Festival med eksplosiv og kompakt Loppen-koncert
I slutningen af sidste år gik en stor drøm i opfyldelse for Joyce, da de blev booket til årets Roskilde Festival efter blot at have udgivet en enkelt sang, den sitrende ’Tomme ord’.
Siden da har det punkpoppede band udgivet en stærk andensingle i form af ’Djævlen’, og de har netop lagt sidste hånd på deres debutalbum. Det kunne forsanger Sebastian Wegener afsløre lørdag aften på Loppen, hvor liveformen skulle vises frem. »Vi er først og fremmest et liveband«, har de tidligere udtalt her på siden, og det var da også en meget veloplagt femkløver, der entrerede den lille scene på det lavloftede spillested.
De fem fyre, der indtog trommer, guitar, bas og keyboard, spillede upåklageligt, og særligt Wegener underholdt i rollen som frontmand. Den energiske sangers dybe vokal fremstod ikke bare sikker, han hoppede også af flere omgange vildt rundt på scenen i takt til de eksplosive energiudladninger, som bandets sange ofte kyler mod sin lytter.
Med kun to sange ude, der samtidig er ret forskellige i stil og opbygning, var det spændende at høre, hvordan resten af post-punkernes sange lyder.
I stil med ’Djævlen’ bød flere af numrene på store skift i tempo og udtryk, hvilket eksempelvis blev demonstreret i aftenens anden sang, som muligvis hedder ’Mander mig op’. Her emmede teksten og Wegeners stemme først af følsomhed og forelskelse, når han i versene blandt andet sang: »Jeg vil have dig, som du er«. I omkvædet blev stemningen imidlertid mere dramatisk, desperat og ungdomsfrustreret, når forsangeren med en mere råbende levering gentog: »Jeg må mande mig op!«.
Joyces poppede side kom overraskende meget til udtryk i flere af de uudgivne sange, der med behagelige og lette guitarmelodier til tider godt kunne lyde som noget fra de københavnske kollegaer Søns debutalbum ’Det skandinaviske design’. Dog blev de varme toner her også gang på gang afbrudt af herligt aggressive råbestrofer som: »Det hele, det er lort!«.
Koncerten var en kompakt lille sag på 40 minutter. Trods det korte sæt begyndte jeg omkring 30 minutter inde at savne flere overraskelser i det ellers friske bands ugenerte optræden. Uden ligefrem at kaste sig ud i free jazz, kunne man måske godt eksperimentere mere med opbygningen af de lidt enslydende sange.
Dog flyder numrene nok også mindre sammen til koncerter længere ude i fremtiden, hvor publikum inden da formentlig har kunnet lytte debutalbummet igennem. I denne omgang blev der ikke givet en godbid undervejs – de to sange, som det fremmødte publikum kendte på forhånd, blev gemt til allersidst.
På det tidspunkt nærmede Christiania-spillestedet sig saunatemperatur, og den svedende forsanger smed sin polotrøje for at give koncertens afslutning et sidste skud energi. Mens scenelampernes hvide lys blinkede vildt, og et begejstret publikum skreg med på ’Djævlen’, var det svært ikke at se frem til lignende udskejelser foran Rising-scenen til juni.
Kort sagt:
De lovende danske post-punkere fra Joyce spillede en veloplagt koncert på Loppen, hvor særligt forsanger Sebastian Wegener havde en smittende energi.