Der er ikke kommet vanvittig meget ny musik fra ASAP Rocky på det seneste. Harlem-rapperen har godt nok taget en del overskrifter i løbet af de sidste par års tid, men det har primært været på grund af en mærkværdig fængslingssaga i Sverige, samt senest fordi han efter sigende dater ingen anden end Rihanna.
Men nu er Rocky altså begyndt at vise livstegn igen. For lidt tid siden kom Slowthai-samarbejdet ‘Mazza’, og så har ASAP-lederen netop udgivet et nyt nummer, der har den noget mystiske titel ‘G-Unit Rice’. Der er også udkommet en DIY-agtig video på Instagram, som Rocky stort set ikke er med i.
Det mest interessante ved ‘G-Unit Rice’ er umiddelbart, at New York-rapperen nærmest er tilbage i den døsige cloud rap-lyd, han brød igennem med i starten af 2010’erne. Der er en del forvrængninger, druggy stemning og et behageligt lavt tempo over det hele.
Sangen er muligvis en forsmag på det kommende ASAP Rocky album, der skulle have titlen ‘All $miles’. Hans seneste udgivelse var 2018-albummet ‘Testing’.