Hvornår udkom der egentlig sidst et hiphopalbum, man kan kalde for en klassiker?

Skal vi helt tilbage til Kendrick Lamars album midt i 2010’erne?
Hvornår udkom der egentlig sidst et hiphopalbum, man kan kalde for en klassiker?
Kendrick Lamar.

KOMMENTAR. Det kræver konsensus, før et album kan kaldes en klassiker.

Man kan ikke bare sige, at et album er en klassiker, fordi man selv synes det. For at et album skal gælde som ægte klassiker, må der være en form for bred enighed om, at der er tale om et stort værk, der har præget sin tid.

De fleste vil nok være enige i, at ’Hærværk’ er en banger af en bog, og man skal nok også lede længe efter folk, der ikke synes ’Festen’ er en god film. Det er den kulturelle konsensus, der udgør deres klassikerstatus. De er kanoniserede.

Sådan er det også med hiphopalbum. ’Illmatic’ er et begreb for de fleste, selv hvis man ikke er boom bap-fetishist. ’Blueprint’ har en nærmest mytisk aura omkring sig.

Eminem er måske en gammel sur skid nu, men han var genial, da han lavede ’Marshall Mathers LP’. Kendrick har ikke udgivet noget i årevis, men alle husker (og de fleste elsker) ’To Pimp a Butterfly’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mange af de nævnte album har selvfølgelig det til fælles, at de er nogle år gamle. Tiden har det med at forme vores idé om, hvad der er en klassiker. Faktisk står der i Oxfords ordbog, at en klassiker er et værk, der er blevet vurderet som værende af højeste kvalitet over en årrække.

Derfor kan det i sagens natur kan være svært at spotte det specielle værk, så snart det udkommer.

Svært, men ikke umuligt: Mange af de ovennævnte album blev klassikerkåret kort efter udgivelsen. Man har altså tit kunnet mærke, når noget særligt udkom. Og netop derfor undrer det mig lidt, at der nu er gået noget tid, siden vi sidst fik en vaskeægte hiphopklassiker.

Det kom jeg til at tænke på, nu hvor Kanye og Drake netop har udgivet ekstremt hypede album, der dog var pænt langt fra de klassikere, de begge har præsteret førhen. Deres største album ligger efterhånden en del år tilbage i tiden.

Drakes hovedværk, ’Take Care’, udkom for ti år siden. Kanyes sidste ægte, formfuldendte klassiker er det otte år gamle ’Yeezus’ (’Pablo’ var et stærkt album, men ikke en uomtvistelig klassiker eller et hovedværk).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvor lang tid skal vi egentlig tilbage for at finde det seneste klassiske hiphopalbum? Er det helt tilbage til Kendrick Lamars ’Damn’ i 2017? Eller måske endda ’To Pimp a Butterfly’ fra 2015?

Der er selvfølgelig kandidater, der er lige på grænsen. Tyler, the Creator har skabt en række stærke værker. Future, Migos, Young Thug og Lil Uzi Vert har via trapmusikken defineret moderne hiphop.

Kvindelige stemmer som Cardi B og Nicki Minaj har udfordret mandsdominansen; J. Cole har opnået enorm popularitet med en æstetik, der modsætningsvis er gået i gamle legenders fodspor. Der har været masser af store kunstnere og stærke sange.

Alligevel er det svært at sætte fingeren på det der ene værk, der vil stå tilbage som uomgængeligt.

Det skyldes måske også, at mange af nutidens mest interessante rappere ikke som sådan skinner bedst som albumartister. Det samme kan man i øvrigt sige om en kunstner som Gilli i Danmark, der har domineret scenen i årevis, men som mere står tilbage som en singleartist end en albumkunstner.

Young Thug har tilsvarende et klassisk katalog, men intet klassisk album. Hans mest hyldede større udgivelse er nok stadig ‘Tha Tour’ med Rich Homie Quan fra 2014.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lil Uzi Verts ’Eternal Atake’ fra 2020 var fantastisk og excentrisk, men måske i sidste ende lidt for singulært og skørt til at stå som en central klassiker. Det er ikke et album, der har dannet skole.

Migos-albummet ’Culture’ fra 2017 og Futures ’DS2’ fra 2015 er trapklassikere på deres egen vis, men føles måske ikke helt som storværker på samme måde som et Kendrick- eller Kanye-album.

I USA hører det desværre også med til historien, at en række rappere på tragisk vis er døde for tidligt. XXXTentacion, Pop Smoke, Lil Peep og Juice WRLD lignede fremtidens store stemmer. Så døde de på tærsklen til gennembruddet.

I den anden ende af hiphopverdenen er der mindre kommercielle udgivelser som Pusha-T’s ’Daytona’, Madlib og Freddie Gibbs’ ‘Piñata’ eller Run the Jewels’ albumserie, der unægtelig er af høj kvalitet, men som er så forankrede i undergrunden, at de måske ikke præger kulturen som helhed (med mulig undtagelse af ‘Daytona’).

Man kan måske kalde dem kultklassikere eller undergrundsfavoritter – men ikke Klassikere med stort K.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man kunne måske argumentere for, at ’Astroworld’ af Travis Scott fra 2018 lever op til kravene. Det album gjorde Scott til superstjerne. Men var det ikke mere et stærkt, femstjernet album end en stor, seksstjernet klassiker?

Der er i hvert fald ikke samme brede enighed om, at ’Astroworld’ er et storværk, som der er omkring Kendrick og Kanyes største værker. Men det er nok det album fra de seneste cirka fem år, der kommer tættest på.

Uanset hvor man lægger grænsen, er én ting dog klar. Det føles som om, der godt snart kunne komme et skelsættende værk. Verden er vågnet fra pandemislummeren, og musikscenen kunne godt bruge et stort nyt værk at samle sig om.

Måske bliver det endnu en gang Kendrick Lamar, der leverer den næste klassiker. Han har i hvert fald varslet, at et nyt album er på trapperne. Det bliver hans første siden ‘Damn’ fra 2017.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af