ANBEFALING. Namedropping er ofte fandens elitært. Når man skriver om et band og i virkeligheden ender med at nævne tusind bands, som de åbenlyst må have hørt, fordi man selv har hørt dem alle sammen og er åh så velinformeret og berejst i musikhistorien.
Jeg er ofte tyet til det. Nogle gange ret søgt. ’Det lyder som en blanding af 4 Non Blondes og Radiohead, hvis Johnny Greenwood blev erstattet af St. Vincent, og det blev produceret af Giorgio Moroder’. Okay så.
Det kan selvfølgelig være legitimt nok og give en ret præcis idé om, hvordan noget lyder. Det er i mange tilfælde meget bedre end alverdens kreative forsøg på at undgå namedropping. Men det kan også blive det rene blær og god, gammel mansplaining.
’Jeg kender aaaaalle de her bands, som ikke engang har en Wikipedia-side, og nu skal du høre, hvor meget jeg ved’. Frem med linealen, nu skal indie-mændene måle deres undergrundstissemænd.
Og så, ud af det blå, støder man på et band, som er så transparent om sine inspirationskilder, at al den namedropping ikke er til at komme uden om. Et band, som faktisk slet ikke vil holde mund med, hvor meget de elsker visse bands.
Frem i spotlyset: Den herlige amerikanske trio Nation of Language, der gerne vil være både briter og tyskere, og som netop har udsendt deres andet album ’A Way Forward’.
De laver sympatisk synthpop, som giver lyst til at dykke længere ned i starten af 80’ernes eksperimenterende popmusik.
Ønskede sig penge til at lave et album i bryllupsgave
Frontmand Ian Devaney spillede engang i et punket band, som ikke rigtigt blev til noget. Han vidste ikke, hvad han ville i sit liv. Manglede inspirationen til sit næste projekt. Så kørte han en tur med sin far, som satte ‘Electricity’ af Orchestral Manoeuvres in the Dark (bedre kendt som OMD) på.
Liverpool-bandets debutsingle fra 1979 er én af de helt store (og tidlige) synthpop-klassikere, og Devaney huskede den fra sine yngre år, men havde ikke hørt den siden. Det var dét, han ville: Dybt ned i den tid, hvor synthesizeren var ny og spændende, hvor popmusikken mødte teknologien og eksperimenterne.
OMD var notorisk anti-rock. De forbød deres trommeslager at bruge bækken. Det var popmusik, der skulle få arbejderklassen til at drømme. Teknologi og romantik. Og synthesizere over det hele.
Devaney erkender, at han er en dårlig guitarist, så han kunne lige så godt begynde at skrive sange på synthesizeren. Han havde på samme tid forelsket sig i en kvinde, der ikke kunne spille et eneste instrument, men som var frisk på også at lære synthesizeren at kende. Aidan Noell blev en del af bandet, og de to blev gift. I bryllupsgave ønskede de sig penge til at lave et album, og midt i pandemien i 2020 selvudgav de debutalbummet ‘Introduction, Presence’.
Det er fyldt med ømhed over for OMD, ligesom det er en kærlighedserklæring til New Order fra Manchester og Human League fra Sheffield. Jeg nævner byerne, fordi det er så smukt, at en mand i Brooklyn er så fascineret af drømmere fra engelske arbejderbyer.
Hør for eksempel en sang som ‘On Division St’.
Introen er ren New Order med den elegante enkelthed fra OMD og … nu forfalder jeg vist til den namedropping, jeg indledte med, så lad os få det overstået: Debutalbummet lyder desuden hen ad Japan, tidlig Simple Minds og lidt drama fra Tears For Fears, der samtidig bygger bro til nyere melankolikere som The National. Uden underspillet baryton.
Mere synth, mere tysk
Lytter man til nogle af de største popbaskere disse år, støder man på en hel del referencer til forgangne årtier. Musikvideoer og en tøjstil, der hylder 90’erne og 00’erne. En produktion og lyd, der mimer 80’erne.
Én af tidens absolut største popstjerner, Dua Lipa, har nok set alle John Hughes-film fra 80’erne, og herhjemme har Ericka Jane drukket af den samme brønd. Det er svært at undgå på hitlisterne.
Nation of Language går mere specifikt til værks i den soniske arkæologi. Men hvor debutalbummet udforsker det rum, hvor postpunken bliver til nysgerrig, elektronisk og romantisk pop, træder trioen et skridt længere tilbage i musikhistorien på album nummer to, det nye ‘A Way Forward’.
Her er tyskerne i fokus. De bands, der komisk og kosmisk blev kendt som kraut og forgængere for den britiske new wave: Cluster, Neu! og selvfølgelig Kraftwerk.
En sang som ‘Wounds of Love’ er ren Kraftwerk, indtil verset begynder. Loyalt stjålet, så åbenlyst, at det er okay. Selv om euforien stadig finder vej gennem sprækkerne, er det nye album mere nedtonet. Mere synth, mindre pop. Og dog.
‘Across That Fine Line’ er den klassiske førstesingle, der lyder mest som bandets første album. Interessant er det, at Devaney i omkvædet næsten synger som Lars H.U.G. i Kliche-tiden. Som om han kommer gispende op af et koldt hav.
Devaney og Noell har endnu ikke holdt deres bryllupsrejse. Men med to så solide albumudgivelser i bagagen er det kun en ny pandemi (no jinx), der kan holde dem væk fra det Europa, de drømmer sig til i musikken.