KOMMENTAR. Til sommer åbner Dyrskuepladsen til den halvtredsindstyvende omgang Roskilde Festival nogensinde.
Det vil være tre år siden, vi sidst stod der. Tre år siden, The Cure lullede Orange Scene godnat med årets funklende afslutningskoncert. Tre år siden, campingområdet skød festen igang med en hiphopfest, der inkluderede Tessas første koncert nogensinde. Og tre år siden, den svenske rapper Silvana Imam (og et væld af gæster) åbnede Orange Scene med knytnæven rettet direkte mod alverdens undertrykkende systemer.
I år er det så Drew Sycamore, der får æren, har Roskilde Festival annonceret i dag.
Men skruer vi lige tiden lidt tilbage, så var Silvana Imam et modigt valg af en Orange-åbner. Traditionen foreskriver jo, at det skal være et dansk navn – og gerne et, der først for nylig har etableret sig som et stort navn. Hvor Orange-åbner-tjansen bliver den opgave, der (knald eller fald) kan cementere, hvorvidt kunstneren rent faktisk hører til blandt toppen af landets musikalske kransekage. Som The Minds of 99 gjorde det i 2015, Phlake ditto i 2017 og Saveus i 2018.
Men modige valg kan sagtens betale sig – Roskilde er generelt en festival, der trives, når der tages chancer. Det kan godt være, at Dua Lipa og Tyler, The Creator trækker billetter, men de kunne hypotetisk være endt på enhver festival med et tilstrækkeligt stort budget. Men med de skæve, uventede koncerter side om side med disse giganavne, opstår der den der magi og orange feeling, alle snakker om, men som ingen kan definere.
Det er fjollet at holde fast i traditioner bare for traditionernes skyld. Jeg synes ikke, Roskilde Festival skulle holde fast i at vælge en spirende dansk komet, der er på vippen til at være en decideret stjerne, hvis det ikke har potentiale til at virke til fuldstændighed. Eksempelvis kunne valget af Orange-åbneren i år være faldet på den højtragende stadionpopgruppe Jung – men sorry to say; jeg tror ikke, de lige nu er af format til at lave en åbningskoncert, der virkelig sætter sig fast.
Et interessant bud kunne have været Joyce – som dog er booket til et normalt show i hovedprogrammet. Og spørgsmålet er også, om vi efter to somre med festivaltørke ikke bare har brug for en fest, når Orange åbner. Noget der samler folk uden for mange dikkedarer. Noget der ikke føles som en chance, men som et sikkert sats.
Og det får vi med Drew Sycamore, der altså til sommer skal spille den første Orange-koncert siden 2019. Hun har fået hits og radioafspilninger som få andre danske navne i årene siden den seneste Roskilde Festival, og hendes 80’er-klingende produktioner er så lækre, at såvel ungdommen som lidt ældre lyttere har omfavnet hende som en af landets mest konsekvent afholdte popsnedkere.
Hendes musik har ofte puls, tempo og rigtig store, højlydte følelser. Det er den slags musik, hvor man har lyst til at tage armen om sin bedste ven, mens man hopper og skråler i vilden sky (og sangene er tit lette at skråle med på). Der er ganske vist nogle mere nedtrykte numre hist og her, men overordnet bliver man rigtig glad i låget af at lytte til Drew Sycamore.
Og som om, det ikke var nok, at hendes sange er solidt, humørspredende håndværk i sig selv, så er Drew Sycamore også bare en skidedygtig performer.
Selv hvis man ikke har haft den fornøjelse at se hende live, har hun gang på gang vist sit store talent under awardshows og tv-optrædener, hvor hun aldrig har haft svært ved at komme ud over scenekanten. Alene at se på hendes ansigt, mens hun synger, giver en fornemmelse af, at hvert ord kunne være det vigtigste, hun nogensinde får sunget.
Og så har hun et godt liveband med sig. Alene det, at hun har et liveband med sig, er en god, samlende kvalitet. For selv om man sagtens også kan lave fremragende popkoncerter med backingtrack, er der bare noget særligt over et fuldt band, især på så stor en scene.
Når hver takt er et produkt af et samarbejde på tværs af flere musikere. Men hun har altså også virkelig et solidt ensemble kørende, der sprudler af liv, spilleglæde og kompetence.
Drew Sycamore er ikke et særlig vovet valg af Orange-åbner. I et ‘normalt’ år, hvor vi ikke havde undværet Roskilde Festival-suset i to år, kunne man endda fristes til at lege djævlens advokat og kalde det næsten for oplagt. For Drew er i den grad allerede slået igennem.
Men i år er det altså ikke tid til at tage chancer. Det er tid til at genåbne Orange Scene med dansende, melodisk, følelsesrig livemusik – noget der uden den mindste tvivl bliver en kæmpemæssig fest.
Og til den opgave er Drew Sycamore helt perfekt.