Det er en gammelkendt sandhed, at blandingen af melankoli og poppet opstemthed skaber musikalsk magi. Vi har allesammen haft vores ‘Dancing on My Own’-øjeblikke, for tårer på klubben kan altså noget helt særligt.
Lyt bare til Kind Mod Kind, der i år har fanget vores opmærksomhed med deres pumpede electropop, hvor klubstemningen pierces af forsanger Julius Amdisens imponerende falset, der på dansk besynger kærlighedens forunderlige væsen.
Debutsinglen ‘Du gør mig blind’ var at finde på vores liste over halvårets hidtil bedste danske sange, mens ‘Jeg går amok’ sikrede dem en plads blandt de udgivelser, vi ser allermest frem til i efteråret.
Nu har Kind Mod Kind annonceret deres debut-ep, der udkommer 16. september under den mundrette titel ‘kindmodkindmodkindmodkindmodkindkindmodkindmodkind
modkindmodkindmodkindmodkindmodkindmodkindmodkind
modkindmodkindmodkind’.
Dén udgivelse skal selvfølgelig fejres – og du skal med.
Aftenen før, den 15. september, kan du nemlig høre ep’en og komme tættere på Kind Mod Kinds musikalske projekt, når bandet stiller op til live-interview. Aftenen præsenteres i samarbejde med CULT og foregår i Garagen under Bispebuen, hvor Kind Mod Kind slutter aftenen af med en særlig live-session, så ep’ens seks numre får et ekstra skud energi.
Billetterne koster blot 50 kroner og inkluderer en gratis CULT/vodka-drink.
Find billetter HER – og tilmeld dig Facebook-eventet HER.
Soundvenue LIVE: Release-fejring med Kind Mod Kind
Torsdag den 15. september, kl. 19
Garagen i København