KOMMENTAR. I 2021 havde bookingen af Foo Fighters lignet en falliterklæring for rocken på Roskilde Festival.
Bandet havde netop udsendt deres tiende og måske værste album, ‘Medicine at Midnight’, der – som Soundvenues Martin Gronemann i sin tid formulerede det – var »lyden af rockmusik på sygelejet«.
Her syntes Dave Grohl og co. helt at have opgivet at sætte genren tilbage på dagsordenen. Den sidste snert af innovation var forsvundet, og tilbage var blot den fortærskede rockrabalder, de har været garant for i årevis.
I en tid, hvor rocken i forvejen risikerer at blive et randfænomen på landets største festival, havde det nærmest været symbolsk at lade så fossileret et band være bannerførere for genren. Et sidste søm i kisten.
Men der er sket noget for Foo Fighters siden da. Omstændighederne er tragiske, men bandet lyder lige nu mere vitale, end de har gjort i årtier.
I dag kan Roskilde Festival annoncere Foo Fighters som det første store rockband på plakaten for 2024. Og måske er det slet ikke så kedelig en booking endda.
Et tragisk godt album
Når Foo Fighters næste år lægger vejen forbi Dyrskuepladsen, bliver det uden trommeslager Taylor Hawkins, der i marts 2022 gik bort i en alder af blot 50 år.
I dagene efter hans død sendte stjerner som Liam Gallagher og Miley Cyrus tårevædede hyldester fra scenen til den afdøde trommeslager. Men den smukkeste hyldest kom i juni i år, da Foo Fighters udgav deres 11. album.
‘But Here We Are’, som det nye album hedder, er et album født ud af tragiske omstændigheder. Ikke alene havde bandet mistet et mangeårigt medlem, men i 2022 mistede Dave Grohl også sin mor, Virginia.
Grohl er stadig bandets primære sangskriver, så selvfølgelig lurer døden konstant i musikken. »It came in a flash, it came outta nowhere«, brøler han på åbneren ‘Rescued’, der sætter scenen for et album i sorgens kløer.
Alligevel er ‘But Here We Are’ ikke et trist album. Det er ikke deres ‘Skeleton Tree’ eller ‘A Crow Looked at Me’, der dvæler ved fortiden og svælger i de svære følelser.
Tværtimod lykkes bandet her med at inkorporere katastrofen i deres sædvanlige rockbrag, og de tragiske omstændigheder synes at genantænde den gnist, musikken i sin spæde start besad.
‘The Teacher’ er bandets mest ambitiøse nummer i mands minde. En 10 minutter lang kraftudladning, der med tordnende riffs og bombastiske sammenbrud kulminerer i en episk tredje akt, hvor Grohl blot gentager ordet »goodbye«.
Sangen kredser om døden, men ligesom resten af albummet formår ‘The Teacher’ snarere at lyde livsbekræftende. Bandet har beskrevet ‘But Here We Are’ som »en hyldest til musikkens og fællesskabernes helende kræfter«, og det er lige præcis, hvad albummet er.
Det er stadionrock som copingmekanisme.
Resultatet kan meget vel være Foo Fighters’ bedste album siden ‘The Colour and the Shape’ fra 1999, og det skal på ingen måde forstås som en kritik af afdøde Hawkins’ evner som trommeslager. Manden var voldsomt dygtig.
Men de seneste mange år har Foo Fighters lignet et band, der sad fast. Et band, der – for endnu engang at citere vores anmeldelse af ‘Medicine at Midnight’ – »pløjer sig ufortrødent videre uden blik for, ønske om eller formåen til at bringe rocken tilbage som en vital kraft«.
Nu har Hawkins’ tragiske død tvunget dem til at genopfinde sig selv. De har selv kaldt ‘But Here We Are’ for »det første kapitel af bandets nye liv«.
Det er Foo Fighters 2.0, om man vil. Og til sommer kan de opleves på Roskilde Festival.
Perfekt timing
Netop det nye album synes da også at være hele grunden til, at bandet næste år vender tilbage til Dyrskuepladsen efter deres seneste besøg i 2017.
»Med deres seneste album favner de en svær tid og transformerer den til en livsbekræftende fællesskabsoplevelse, som vi ser frem til at mærke på Orange Scene til sommer«, lyder det i en pressemeddelelse fra Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén.
I år var Blur som bekendt det eneste store rocknavn på Orange Scene, og næste år kan den ære meget vel gå til Foo Fighters (i hvert fald hvis vi antager, at allerede annoncerede PJ Harvey får Arena igen).
For et par år siden havde et sådant scenarie som sagt været noget nært det sidste søm i kisten for rocken på Roskilde. Men efter ‘But Here We Are’ forholder det sig anderledes.
Havde det være mere fremadsynet af festivalen at booke et samtidsband som The 1975 eller for den sags skyld Olivia Rodrigo, der lige nu er godt i gang med at revitalisere genren på egen hånd? Selvfølgelig!
Men det er slet ikke så kedelig en booking, som det ville have været i 2021. For første gang i lang tid ligner Foo Fighters nemlig et band i forandring.
Hvis man absolut skal booke Grohl og co. til Orange, er det perfekt timing.