KOMMENTAR. Tabuerne står for fald i Roskilde.
En artist som Gilli var for mainstream til Roskilde Festival og kan i øvrigt opleves på mange af landets andre festivaler, lød indvendingen førhen. Nu spiller han på Orange Scene.
En artist som den virale sensation Ice Spice er for uerfaren, og har med sine i alt 19 sangudgivelser ikke kataloget til at spille på Roskilde Festivals Orange Scene, ville dommen nok have været før i tiden. Men i 2024 er hun et hovednavn, der skal spille på festivalens største scene.
Og Medina? Hun har været en af Danmarks største popstjerner i årevis uden at få invitationen til at spille på Dyrskuepladsen. Men i år lukker hun den store Arena-scene – en prestigeplacering, der vidner om, at Medina pludselig passer ind på festivalen.
Noget har tydeligvis ændret sig i Roskilde. En ny tidsregning er påbegyndt.
Det startede allerede i post-coronaårerne 2022 og 2023, hvor festivalen på kontroversiel vis nedprioriterede den ellers i mange år så prægende rockmusik til fordel for pop og hiphop.
»2022 blev året, som markerede et generationsskifte på den ikoniske Orange Scene. I stedet for Store Amerikanske Rockbands fik vi rappere, r’n’b-artister og popstjerner«, skrev jeg for to år siden om 2022-året.
I 2023 var rocken ikke bare tvunget til at dele pladsen med hiphop og pop, den var næsten mast helt ud. Det var »året, hvor rocken endegyldigt blev reduceret til randfænomen«, skrev jeg dengang, for nu at citere mig selv for anden gang på to afsnit.
Så hvad er der sket i år, der ikke allerede var på vej de seneste to år?
The gates are open
I år er der sket et stort ryk inden for, hvilken type popmusik der er tilladt på Roskilde.
For én ting er, at Roskilde har booket anmelderdarling-rappere som Tyler, the Creator eller smagfulde popstjerner som Dua Lipa, men når Gilli og Medina bliver lukket ind i det gode selskab, er døren mod ren pop og hitliste-rap vidtåben.
Da Soundvenue i forbindelse med Medina-bookingen spurgte Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, om et navn kunne være for poppet til festivalen, svarede han: »Det tror jeg ikke«.
The gates are open. For alle.
Samtidig går elevatorturen op gennem plakaten hurtigere.
Ida Laurberg – der sidste år spillede i opvarmningsdagene – blev offentliggjort som Orange-navn, før hun havde udgivet sit første album. Måske fordi festivalen var bange for at gentage en situation som med Tobias Rahim i 2022, hvor han var blevet for stor for hurtigt, og derfor spillede på Arena, når han burde have fået Orange.
Men Laurbergs Orange-placering er – ligesom Ice Spice-bookingen – også et signal: Nu kan man godt spille på Orange Scene, selvom man laver pop med stort P, og selvom man kun har et meget begrænset katalog. Det er nyt.
Dagens nye annoncering PinkPantheress er indbegrebet af et Roskilde Festival-hovednavn anno 2024. Hun er ikke en klassisk popstjerne med massiv tour-erfaring og et stort bagkatalog.
I stedet er PinkPantheress ung, DIY-skolet, på hjemmebane på internettets forskellige platforme og på forkant med den nye lyd, der præger tiden.
Globalt som aldrig før
Roskilde-portene er også åbne som aldrig før for genrer og regioner, der før ikke har fyldt meget på plakaten.
Det er nu ikke kun pop og hiphop, der er festivalens centrale genrer, men også r’n’b, der i år står stærkere end nogensinde med navne som SZA, Kali Uchis, Tinashe og Amaarae. Genren har længe haft det svært i Danmark, men med årets bookinger må man sige, at den for alvor er en hovedstrømning.
Især SZA er årets nok største scoop. En auteur på toppen af sin skaberkraft, som senest har skabt et hovedværk i form af albummet ‘SOS’. Stærkt booket, Roskilde.
I lang tid betød popstjerne i virkeligheden amerikansk popstjerne, men sådan er det heller ikke længere.
Den afrikanske popmusik, der præger den globale musikscene på hidtil uset niveau, er også spejlet i årets Roskilde Festival-program.
Sydafrikanske Tyla har Rihanna-drømme og et ekstremt tidssvarende udtryk, der inkorporerer hendes hjemlands amapiano-lyd, mens Tems er blevet et globalt navn takket være samarbejder med en lang række amerikanske superstjerner. Omah Lay er et toneangivende navn fra Nigerias evigt innovative afrobeats-scene.
Der har længe været afrikanske popstjerner på Roskilde – sidste år kunne man høre Burna Boy og Rema. Men i år er de flere end nogensinde.
Udover afrikansk musik er spansksproget pop og reggaeton de seneste års centrale drivkraft for den globale scene, og her har Roskilde Festival booket toneangivende Tainy samt den futuristiske reggaeton-artist Bad Gyal.
I 2024 er musik fra andre kontinenter ikke verdensmusik, men global samtidsmusik, der passer lige så naturligt ind på festivalens store scener som danske, europæiske eller amerikanske artister.
Roskilde satser
Det indebærer selvfølgelig nogle risici at booke, som festivalen gør nu.
Der bliver taget nogle chancer, når artister uden meget live-erfaring eller bagkatalog skal spille på store scener. Man udfordrer publikum, når man fravælger sikre navne fra vesten til fordel for nye navne fra den globale scene. Man risikerer at tabe de ældre generationer, når man satser på nye genrer fremfor rock.
Men hvis ikke Roskilde Festival skal turde være på forkant med tiden og i øjenhøjde med ungdommen, hvem skal så?
2024-programmet viser, at festivalen har fravalgt den sikre vej om at præsentere et skiftende cast af etablerede legacy-navne til fordel for at satse på det nye og ukendte.
Personligt synes jeg, det er det helt rigtige valg.
Forandring er en nødvendighed for en begivenhed som Roskilde Festival. Det kan godt være, at man ville sikre sig et stort og tilfreds publikum lige nu og her, hvis man spillede sikkert og satsede på gamle travere fra rockverdenen. Men det ville få festivalen til at stagnere.
Derfor er Roskilde Festivals beslutning om at være modig og satse på det nye og ukendte den eneste rigtige. Festivalen er fulgt med tiden, og kun sådan kan den holde sig relevant for kommende generationer.