‘Hyper Light Drifter’ er et hamrende lækkert, svært og forvirrende 16 bit-eventyr
Jeg hader ‘Hyper Light Drifter’. Jeg elsker at hade det. Og jeg elsker det også en smule. Men mest af alt hader jeg det. På den gode måde.
I en tid hvor de svære spil bliver flere og flere – særligt indenfor de små finurlige indiespils rammer – skal der efterhånden en del til at skille sig ud og være et af de spil, man husker.
‘Hyper Light Drifter’ formår igennem en særegen og charmerende grafik, et skønt flow og en perfekt mængde af ‘nu ryger computeren snart ud fra tredje sal’-frustration at skabe et huskværdigt minde som lægger sig i hælene på titler som ‘Faster Than Light’, ‘Bastion’, ‘Zelda’ (‘A Link To The Past’), ‘Hotline Miami’ og andre lækkerbiskener. Et par enkelte skår i den ellers fremragende spiloplevelse afholder dog karakter-klokkerne fra at komme helt op og ringe.
‘Hyper Light Drifter’ er hamrende lækkert
Første tanke, da installationen var færdig og spillets splash screen tonede frem, var ikke ligefrem positiv. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at spil på både PC eller PS4 toner frem i lækker Full HD og noget nær realistisk grafik. ‘Hyper Light Drifter’ følger ikke strømmen og præsenterer i stedet sig selv i cirka et par hundrede pixels stablet ovenpå hinanden i en grafisk stil, der vækker flere minder fra Super Nintendoens tid, end de nyere pendanter.
‘Hyper Light Drifter’ er et old-school rogue-like dungeon-crawler RPG. Bum. Bag den lidt vel lange type-beskrivelse gemmer der sig et spil som måske nok appellerer til en ret snæver fanskare, men qua sine veludførte spilmekanismer nok skal lokke mange med på vognen. Undervejs i spillet skal man både løse puzzles, kæmpe mod myriader af fjender – hvoraf nogle er små og i flok, og andre store som skyskrabere – alt imens man hopper fra platform til platform og forsøger at opgradere sin karakter, så han bedst matcher ens spillestil.
Det tog dog ikke længe inde i selve spillet inden jeg var overbevist – stilen tillader Heart Machine (udvikleren bag ‘Hyper Light Drifter’) at lege med farve og stiliseringer på en måde, der ellers sjældent er mulig. Hvorom settingen er scifi-inspireret trækkes der skarpe streger til fantasy-universer, som man kender det fra eksempelvis Tolkien og George R.R. Martin. Der forfaldes ikke til grå-brune cyberpunk-universer, men lyssværd og laserstråler fyger henover stedsegrønt græs efterfulgt af skumle dungeons, hvis gange lyses op af robot-monstrene sammen med de orange-glødende fakler på væggene.
Stilen kræver ikke meget mere end 30 sekunders tilvænning, og lydsiden der på samme måde ikke følger med i tidens trends, men fungerer til topkarakter, underbygger kun den old-school stemning som både stil og spil søger efter.
Udviklerne har helt klart skelet til ‘Zelda’-spillene, særligt de gamle i top-down eller isometrisk perspektiv, men skal man stjæle fra perler i spilhistorien kunne man vælge langt værre nedslag end ‘Zelda’.
Fortæl mig nu en historie
‘Hyper Light Drifter’s stil, både lydligt og billedligt, virker ved første øjekast en smule naiv, næsten barnlig, men regressionen til de færre pixels bibringer en fokus på fortællingen og stilen. Der er ingen dialog spillet igennem, så hele historien nødes man til selv at stikke sammen fra de billeder og stemninger, der popper op undervejs.
Designvalget om at fravige det klassiske narrativ fungerer desværre ikke optimalt. Jeg syntes at jeg gjorde mit for at komme rundt i kroge og kanter af kortet og prikke til hvad jeg kunne af NPC’er og deslige, men måtte stadig trække blankt, da jeg skulle gengive historien i spillet.
Det taler klart til ‘Hyper Light Drifter’s fordel, at man hurtigt opsluges så meget af selve spillet at man glemmer at tænke over hvorfor pokker hele det store hektiske eventyr overhovedet foregår. Men til forskel fra f.eks. ‘Dark Souls 3’, der også gør en dyd ud af at holde narrativet i armslængde fra spilleren, så er ‘Hyper Light Drifter’s små historie-brudstykker gemt lige vel godt. Man vil gerne have fornemmelsen af, at der findes en historie, der driver handlingen frem – og den fornemmelse udebliver i ‘Hyper Light Drifter’.
Hvad er ‘Hyper Light Drifter’ egentlig?
‘Hyper Light Drifter’ blander mange elementer fra mange spilverdener sammen i et effektivt og kaotisk univers, hvor det hele giver mening. Jeg ville ikke undvære hverken rollespil eller action-sekvenser – hverken som spil eller designvalg.
‘Hyper Light Drifter’ er foruden en grafisk og lydmæssig lækkerbisken også et sjovt spil. Hamrende sjovt. Og endnu mere frustrerende. Spillet er utilgivende og ubarmhjertigt, man skal ikke mange minutter ind i handlingen, inden selv de mindste fejl koster et liv og en tur tilbage til sidste checkpoint. Det er forfriskende ikke at blive holdt i hånden, men Hyper Light Drifter formåede et par gange at virke næsten lidt for urimeligt i sin sværhedsgrad. Hvorom hverken computer eller controller røg ud af vinduet, skal jeg ikke afvise at have produceret et par bidemærker i begge tingene.
Alt i alt er ‘Hyper Light Drifter’ et knivskarpt stilikon som med rettidig omhu sender minder tilbage mod fordums spilperler, samtidig med at udviklerne tydeligvis har fingeren på pulsen i forhold til, hvad computerspillere gerne vil have. ‘Hyper Light Drifter’ har et par små skønhedspletter, men med sin lave pris og otte timer lange kampagne, er det alle pengene værd.
Godt
+ Fantastisk grafisk stil
+ Fornøjeligt flow i kampene
+ Tydelig inspiration fra nogle af de bedste spil nogensinde.
Skidt
– Meget lidt hånd i historiefortællingen
– Låst til kun 30fps
– Virker enkelte gange svært kun for sværhedens skyld.