‘Tom Clancy’s Ghost Recon: Wildlands’ er 90’er-action, der kun fungerer i flok

Krimiforfatteren Tom Clancy har efterhånden lagt navn til et utal af spiludgivelser, til trods for at hans aktive deltagelse i projekterne har været for nedadgående i mange år – delvist som følge af hans død i 2013. Det er meget symptomatisk for ‘Wildlands’ at den navnkundige idémand er gået bort, for det er urimeligt småt med de nye idéer i Ubisofts stort opsatte co-op-actionbasker, men heldigvis er der et par andre tricks gemt i ærmet.

Klassisk 90’er-action

Spillet starter ved, at man designer en skabelonskåren supersoldat som sammen med tre andre dygtige kolleger (enten computerstyrede eller venner af kød og blod) smugles ind bag de bolivianske grænser som led i et CIA-styret forsøg på at pille den nye narko-boss, el Sueño, af tronen.

Kalenderen skriver 2019, hvormed der gives lidt kreativ frihed til at tegne et politisk og geografisk univers som er lidt vildere end den faktiske situation. El Sueño antager en nærmest guddommelig rolle i fremtidens Bolivia og har etableret sig selv som en pendant til præsidenten i en sådan grad, at man undervejs på missionerne ikke kun skal bekæmpe de sædvanlige AK47-svingende skurke i shorts og sandaler, men også fuldt udrustede militærtropper.

Plottet er som taget ud af en klassisk 90’er-actionfilm med Stallone/Schwarzenegger/Norris i hovedrollen. Ond skurk går for langt, da han dræber amerikansk soldat og nu vil Uncle Sam have hævn. Foruden det fire mand store Ghost Team optræder CIA-operatøren Karen Bowman flittigt i manuskriptet, men hverken hun eller nogen af de andre karakterer sprænger rammerne for hvad voice-acting eller ansigts-animationerne kan gøre for spiloplevelsen.

Vel brugt og genbrugt

‘Tom Clancy’s Ghost Recon: Wildlands’ er – foruden årets indtil videre længste spiltitel – et sammensurium af forskellige tidligere titlers grundidéer, heriblandt mange af Ubisofts egne:

1. Hjælpe civilbefolkningen i kampen mod en pseudo-religiøs superskurk, du også har en personligt vendetta mod? Mange tak til ‘Far Cry’.

2. Masser af gadgets til at opgradere, udspionere og støtte missionerne? Venligst udlånt fra ‘Watch Dogs’.

3. Co-op med vennerne som udgangspunkt for at spillet fungerer optimalt? Hapset fra ‘The Division’.

4. Krig mod kartellet ved først at pille løjtnanter, sidenhen kaptajner ned for slutteligt at kunne gå i krig med bossen over bosserne? God idé fra ‘Shadow of Mordor’.

Men der står heller ikke noget sted, at spiludviklerne død og pine skal opfinde den berømte dybe tallerken hver gang noget nyt rammer butikshylderne. ‘Wildlands’ udfører de mange gode idéer fra tidligere succes-spil med fynd og klem: Mekanismerne fungerer og spillet fremstår stort, gennemtænkt og helt igennem sandkasset.

Chaos reigns

Helt i sandkasse-spillenes vanlige stil er de bolivianske bjergsider fyldt med små happenings eller åbenlyse invitationer til sjov og ballader. Øjensynligt låser hverken bilejere eller helikopterpiloter deres fartøjer når de efterlades, og tilsvarende er det kutyme for paramilitære indsatsgrupper at tage opstilling midt i junglen og bevogte et hemmeligt våben eller kasse med penge som befinder sig lige nøjagtig der, fremfor i en bankboks fordi… Well, der skal være noget at lave.

De sjoveste oplevelser i Ubisofts nye titel foregår sjældent i missionernes manuskriptstyrede forløb, her bliver det same old, same old lynhurtigt og efter bare en håndfuld timer har man set de fleste af spillets skabeloner for både plot og sidemissioner. Når man spiller spillet rigtigt og langsomt sniger sig ind på det bevogtede område og stilfærdigt tager livet af den første håndfuld vagter, inden man fra en strategisk position åbner ild på resten af staklerne som man allerede har tagget med sin drone, lykkes det som oftest og man får fat på sit mål. Fuck det. Det er ikke sådan ‘Wildlands’ bliver ved med at være sjovt.

Stjæler man en helikopter fra nærmeste koka-bonde slipper man for alt snigeriet. Man flyver ind over fæstningen, slukker motoren, springer ud i faldskærm med maskingevær i armene og har man styr på sin timing lander den styrtende helikopter i nakken på den største gruppe vagter nøjagtig samtidig med at man selv og et par grinende kammerater får fast grund under fødderne igen og kan overdænge de resterende (og temmelig sikkert måbende) soldater med håndgranater, krudt og kugler.

‘Wildlands’ forsøger at imitere et seriøst militærunivers med masser af macho-merchandise og bad-ass udtryk i radiosamtalerne, men det hele lander lidt fladt, da spillet dybest set kun er sjovt, når man bryder reglerne og smider forsigtigheden og planlægningen langt væk.

Endelig vurdering

‘Wildlands” kaos er dets bedste øjeblikke, men trods en masse gode idéer og skabeloner føles det aldrig helt naturligt. Der mangler helt tydeligt noget. Styringen i spillet er skiftevis alt for træg og irriterende upræcis, både med controller til PC eller på PlayStation 4 har man aldrig oplevelsen af en stram og kontrolleret styring som i f.eks. ‘Nioh’, ‘NieR’ eller ‘Horizon Zero Dawn’, der også er at finde på toplisterne i de her dage.

Desværre, kan man sige. For der er masser af kaotisk indhold og tossede idéer at føre ud i livet og sammen med venner er der rigeligt med sjove oplevelser at tage fat på. Desværre falder spillet fuldstændig til jorden, når den sociale dimension mangler. Uden kammeratlig mobning og socialt styret kaos bliver den manglende je ne sais quoi alt for tydelig og et irritationsmoment, der piller spiloplevelsen ned.

‘Tom Clancy’s Ghost Recon: Wildlands’ ender som endnu et sandkassespil, der virker umanerligt ligegyldigt i sine klichéer og fortærskede plot-twists. Sammen med vennerne brillierer det dog glimtvis, når man lader improvisation træde forud for planlægning.

---

Godt
+ Sjovt med vennerne
+ Nydelig grafik – også på PlayStation 4
+ Kæmpestor sandkasse

Skidt
– Kun sjovt med vennerne.
– De samme jokes og historier igen og igen og…
– For meget genbrug i missionerne