Bill Callahan

Bill Callahans dybe croon er mindst lige så imponerende, som hans efterhånden enorme diskografi. Og stemmen fejler skam ingenting på det seneste skud på albumstammen fra den forhenværende Smog-bagmand. Men set i lyset af tidligere udgivelser, ikke mindst det fremragende ‘Sometimes I Wish We Were an Eagle’ fra 2009, er der alligevel tale om en fæl skuffelse.

Albummets syv skæringer virker simpelthen langt fra gennemarbejdede, hvilket kommer til udtryk i en nærmest ikke-eksisterende opfindsomhed. For hvor der var tale om en række ovenud fyldige, luftige og velinstrumenterede kompositioner på 2009-albummet, er udtrykket langt mere bart her, og det kan de guitarbårne numre ikke bære med deres repetitive, stilfærdige opbygninger, der sjældent har meget kant.

Det starter egentlig harmløst nok med ‘Dover’, der besidder en vis grad af klassisk Callahan’sk feeling, der også er tilstedeværende på den momentvis flotte ‘Riding For the Feeling’ og albumlukkeren ‘One Fine Morning’. Men kedsomheden er uundgåelig på samtlige af pladens numre, og når Callahan samtidig vælger at smide et så forfærdeligt nummer på pladen, som det dybt enerverende ‘America!’ er, så er det svært ikke at blive skuffet.

Den Maryland-bosatte musiker har i mange år sendt fine plader på gaden – både under alias og sit eget navn – men med ‘Apocalypse’ sænkes niveauet desværre. Jeg ønsker i hvert fald stadig, jeg var en ørn.