Memory Tapes

Man blev måske en anelse anstrengt i betrækket af overfloden af album fra solokunstnere med genreprædikater som chillwave, dreamwave og glitzy glo-fi, da de skyllede ind over bloglandskabet tilbage i 2009. Men når man hører den New Jersey-boende familiefar og producer Davye Hawks tredje udslip, efter at han slog sine forskellige projekter sammen under Memory Tapes-aliasset, bliver man altså mindet om betegnelsernes berettigelse.

For Memory Tapes’ flimrende og dirrende synthpop er netop både drømmende, glitrende og så afslappet bølgende, at det er svært ikke bare at læne sig tilbage, lukke øjnene og forestille sig, at man svømmer væk i solskinnet. Eller lader tunge, varme regndråber falde ned over en, som på den længselsfulde ‘Thru the Field’.

Åbningsnummeret ‘Neighborhood Watch’ er et andet godt eksempel på Hawks vellykkede, lo-fi-lydende mikserier. Hvad der starter som en palmevuggende og sensommervarm stranddaser, bliver langsomt pakket ind i tungt drevne synths, storladne orgeleffekter og dundrende trommespor med Hawks lyse vokal svævende over det hele. Et nummer, som pletvist vækker minder om Chromatics’ mørkemættede og stramme nostalgidisco.

Læs anmeldelse: Memory Tapes ‘Player Piano’

Selv om ‘Grace/Confusion’ kun er et seks numre langt album, er det lækkert konstrueret og varieret. For Hawk besidder evnen til at lade sine drømmende, retroflirtende og dansevenlige electropop-numre svæve ud i mangeartede, elektroniske afskygninger med baleariske undertoner, knitrende discoelementer og ambiente udsvævelser.

Så selv om chillwave-genren måske udviklede sig lidt til en syndflod af tsunami-dimensioner tilbage i 2009, så er genren altså endnu ikke afgået ved døden. Tværtimod.

Memory Tapes. 'Grace/Confusion'. Album. Carpark.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af