‘Fargo’-skaberen Noah Hawley: »Binge-watching svarer til at få for meget sukker«

‘Fargo’-skaberen Noah Hawley: »Binge-watching svarer til at få for meget sukker«
Med sin blanding af knastør humor, iskolde mord og mavevridende moralske dilemmaer ligner ’Fargo’, hvis anden sæson har premiere i morgen, ingen anden serie. Vi har taget en snak med hovedforfatteren Noah Hawley om de helt særlige elementer, der gør ’Fargo’ unik, og placerer den blandt nyere tids bedste tv-serier.

Da instruktør-brødrene Joel og Ethan Coen i 1996 lavede ‘Fargo’ – et sorthumoristisk krimi-drama, der indbragte dem karrierens første Oscar-statuette og en inkarneret fanskare – vidste de næppe, hvad de ved i dag: Nemlig at de havde lagt kimen til en tv-serie, der næsten 20 år efter formår at stjæle overskrifter.

Med udgangspunktet i byen Fargo, der ligger som en plet på vejkortet i Minnesotas snedækkede prærielandskab, beskriver både filmen og tv-serien det afsidesliggende lokalsamfund som en slags moralsk skærsild: Her testes små hverdagsmennesker af utrolige tilfælde, mens en ondsindet urkraft – der modkæmpes af renhjertede politibetjente – truer med til at tippe det hele til blodbadets diabolske fordel.

I første sæson af ‘Fargo’ var det forsikringsagenten Lester Nygaard – i ‘Hobbitten’-skuespilleren Martin Freemans skikkelse – der ufrivilligt rendte ind i lejemorderen Lorne Malvo (Billy Bob Thornton) og kickstartede en blodig kædereaktion. I år testes politibetjenten og krigsveteranen Lou, spillet at Patrick Wilson, i en kriminalsag, der hurtigt griber om sig. Fire mennesker er døde på en diner, og selvom byens notoriske forbrydersyndikat naturligvis ryger i søgelyset, er sagen mere kompleks end som så.

Vores anmelder kastede seks stjerner efter anden sæson af ‘Fargo’, der har premiere i morgen på HBO Nordic. Vi har taget en snak med hovedforfatteren Noah Hawley om seriens helt særlige fascinationskraft, inspirationen fra Coen-brødrene samt årsagen til, at alle afsnit starter det sidste sted, man havde troet.

Jesse PlemonsJesse Plemons i ‘Fargo’

Den nye sæson af ‘Fargo’ starter med en absurd sort/hvide-scene, der er løsrevet fra seriens øvrige handling. Hvorfor bliver man som seer altid overrasket, hver gang et afsnit af ’Fargo’ begynder?

»Det startede under arbejdet med seriens første sæson og blev en reaktion på binge-watching, der er et udbredt fænomen, hvor folk sluger tre, fire eller fem afsnit i træk. At se så mange afsnit på én gang kan sammenlignes med at få for meget sukker. Som seer bliver du ukoncentreret og mister langsomt fokus, og den analyserende del af din hjerne bliver lige sat på stand-by. Du er muligvis hevet ind i handlingen, men det hele sker så hurtigt, at du ikke får det hele med.

Det førte til idéen om, at man burde starte hvert afsnit med et øjebliks forvirring og desorientering. Det kan være, at du pludselig køber sokker med Lester (hovedpersonen i første sæson af ’Fargo’, red.) tre år inden seriens begyndelse, eller at du møder en flok kriminelle på en kinesisk restaurant. Og du tænker: ”Hvordan hænger det her sammen med resten af historien?’

Målet med den overraskende startscene var at skabe et slags eftertænksomt pusterum, der nulstiller seeren. Og det var faktisk aldrig særlig svært at lave, for hvis du har mange plottråde og mange karakterer, så har du også et utal af byggeklodser at rykke rundt på«.

En af den nye sæsons mest mindeværdige karakterer er den afro-amerikanske lejemorder Mike Milligan. Hvordan skabte du en karakter som ham?

»Jeg ville gerne have en afro-amerikansk undtagelse i et meget hvidt miljø, og samtidig skulle det være en mand, der heller ikke passer ind i sit eget miljø – en mand, der ikke rigtig hører til nogen steder, og som man derfor heller ikke ved, hvad man kan forvente sig af.

Bokeem WoodbineBokeem Woodbine i ‘Fargo’

Alt det var skrevet på forhånd, men ingen af os havde forudset det, som Bokeem (Woodbine, red.) bragte til rollen. Han imponerede naturligvis til audition, men det var først, da han ankom til settet og begynde at spille for rullende kameraer, at man virkelig kunne mærke hans unikke stil. Den måde han talte på, den måde han kiggede på, alt det, der skete inde bag hans øjne, understregede karakterens særlige træk«.

Serien er forbavsende flot, selv i forhold til langt større og dyrere tv-serie. Hvordan formåede i at kæle så meget for det visuelle?

»Vi skrantede hele tiden afsted efter en stram tidsplan. Henne omkring de sidste optagelser af den nye sæson måtte vi filme 2-3 scener på samme tid, for at få det hele med. Og det, som den slags kræver, er, at instruktøren kan strukturere sin tid og sine ressourcer. De bedste instruktører har ikke mere tid end de dårlige instruktører, de ved bare, hvordan de skal bruge tiden bedst. Og så er de mere beslutsomme.

Traditionelle tv-serier er lavet på en bestemt måde, hvor man rykker fra totalbillede, til halvtotal til close-up og så videre til næste scene, men Joel og Ethan (Coen, skaberne af den oprindelig ’Fargo’-film, red.) storyboarder alle scener på en anden måde, og det er den tankegang, serien lægger sig i forlængelse af. Det, jeg virkelig gerne ville have, var, at kameraet bevægede sig på måder, der understreger historien og karakterenes rejser«.

Æstetisk minder den nye sæson meget om den første, men der er alligevel markante ændringer. Især brugen af splitscreen. Hvorfor følte i nødvendigt at bruge det?

»Det var faktisk en praktisk løsning, som vi opdagede i klipperummet. Med alle de forskellige puslespilsbrikker, der er på kollisionskurs i serien, kan man som seer nemt komme til at glemme nogle af karakterene. Men ved at dele skærmen op fandt vi ud af, at vi kunne være flere steder på én gang og holde styr på alle brikkerne. Oven i købet er splitscreen ret 70’er-agtigt, så vi følte oven i købet, at det forstærkede tidsbilledet i serien. «

Kirsten dunst
Kirsten Dunst i ‘Fargo’

Nu nævnte du selv Coen-brødrene. Hvor meget er de inde over udviklingen af serien?

»I år var de ved at optage ’Hail, Ceasar’, og de laver jo en masse ting selv, så de tager som udgangspunkt ikke del i serien, og det forstår jeg godt. De mestrede jo det miljø og de tematikker, vi bearbejder i serien, med filmen for næsten tyve år siden. Jeg sendte dem materialet til den nye sæson, og jeg ved faktisk ikke, om de kunne lide det,  men jeg ved, at de var vilde med første sæson, og at vi har deres blessing.

Stilmæssigt er det også stadig dem, vi kigger over skulderen. Jeg talte med hver enkelt instruktør af hver enkelt afsnit, og vi gennemgik seriens filosofiske undertoner og dens filmiske stil meget grundigt. Hvordan kameraet skulle bevæge sig, hvordan vi ville undgå fokusskift og så videre. En masse forskellige forsøg på at skabe episoder, der føles som små film lavet af Coen-brødrene«.

Ondskab er et gennemgående tema i ‘Fargo’, og serien synes at foreslå, at alle mennesker har onde kræfter i sig. Er det noget, du selv tror?
»I dag bruger folk begrebet ‘ondskab’ på en meget moralsk måde, men ordet startede oprindeligt som en religiøs idé, og med ‘Fargo’ serien prøver vi at nå tilbage til spørgsmålet om, hvad der udgør en ond handling. Er en massemorder ond? Er Auschwitz ondskab? Hvad er ligefrem ondskab, og hvad er blot et menneske, der er opfører sig dårligt?

Serien bygger dybest set på idéen om, at vi alle har et moralsk kompas, og at der på den ene side er den gode side, mens der på den anden side er den rendyrkede ondskab – i filmen ’Fargo’ var det Peter Stomare, mens det i en anden Coen-brødrene-film, ’No Country for Old men’, var Javier Bardem. Og i midten af det gode og det onde er der som regel en person, der kan gå begge veje. Tag for eksempel Lester Nygaard, som har mulighederne for at gøre det rigtige, men som vælger det forkerte.

Fargo Patrick wilsonPatrick Wilson i ‘Fargo’

Noget af det, jeg ville udforske gennem Patrick Wilsons karakter i den nye sæson, var, hvordan det er at være en fyr, der lige er kommet tilbage fra Vietnam-krigen. I krigstider bliver soldater bedt om at gøre ting, der ville blive anset som amoralske i fredstider. Nogle gange kan soldater ikke vende tilbage fra krigen uden at føle, at de er dårlige mennesker – og det gælder i særdeleshed Vietnamkrigen.

Men når krigen kan retfærdiggøres, har den slags traumer nemmere ved at gå over. Se for eksempel Ted Dansons karakter, der kæmpede i 2. verdenskrig. Det var en krig, der rent moralsk gav mening. Det, du gjorde under 2. verdenskrig, var du nødt til at gøre for at bekæmpe ondskaben. Omvendt var Vietnamkrigen var sværere at retfærdiggøre. Nu følger krigen Patrick Wilsons karakter herhjemme, og sæsonens store spørgsmål er: Hvad skal han gøre for at komme i balance igen?«

‘Fargo’ kan ses på HBO Nordic.

Læs også: De mest overrumplende sæsonåbninger i nyere tids tv-serier

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold