Esben Smed fra ’Bedrag’: »Det bliver aldrig så godt som det første high«

Esben Smed fra ’Bedrag’: »Det bliver aldrig så godt som det første high«
31-årige Esben Smed er trådt frem som en af de mest interessante skuespiller i sin generation med rollerne som John Faxe i ’Sommeren ’92’ og Nicky i DR’s ’Bedrag’. Men hvem er han egentlig? Her fortæller han om sin karriere gennem manuskriptets centrale nedslagspunkter.

1. Anslag

»Da jeg var 15 år, lavede jeg en forestilling på Teatret Svalegangen i Aarhus, hvor jeg sådan lidt tilfældigt havde fået en rolle i et stykke, der hed ’Den dag jeg standsede op’. Jeg fik lov til at spille sammen med professionelle skuespillere på et professionelt teater, og der fik jeg ligesom blod på tanden.

Det var tilfældigt, fordi jeg var i 9. klasses erhvervspraktik på teateret i en uge og hjalp til med at bygge scenografi, og når vi så var færdige med arbejdsdagen, satte jeg mig ind i salen og så på prøverne, fordi jeg syntes, det var skidespændende. Og det fandt teaterdirektøren ud af, så da vi om fredagen var færdige og sad og fik en fyraftensøl, så kom han ned og spurgte, om jeg ville komme til casting på det næste stykke, de skulle lave. Og det ville jeg gerne. Det var der, det startede for alvor«.

2 ryk og en aflevering
2. Udvikling

»Jeg tog på Vostrup Efterskole, der har en teaterlinje, og der fik jeg lov at prøve det endnu mere. Så kom jeg i gymnasiet, og mens jeg gik der, fik jeg en rolle i ungdomsfilmen ’2 ryk og en aflevering’ (sammen med Cyron Melville, red.). Efter det læste jeg Dramaturgi på Århus Universitet for at lave noget, mens jeg ventede på at søge ind på Teaterskolen. Jeg ventede, til jeg var 20 år, fordi jeg nok var bange for at blive afvist – og det blev jeg også, men jeg søgte ind hvert år efter det, og fjerde gang kom jeg ind«.

3. Point of no return

»Jeg kom ind på Statens Teaterskole i 2009 og flyttede fra Aarhus til København for at gå der. Jeg søgte jo flere gange – der er tre skoler, Aarhus, Odense og København, så man har tre chancer for at komme ind – og selvom jeg ikke kom ind, blev jeg ved med at komme langt til optagelsesprøverne, selvom der er flere hundrede mennesker, der søger hver gang. Så det holdt mig til ilden. Og til sidst lykkedes det«.

Esben Smed Sommeren 92
4. Konflikt

»Konflikten har nok mest været i mig selv, tror jeg. Jeg er ret kritisk – det tror jeg, de fleste, der laver det her, er – så jeg tror, at min største konflikt har været, om jeg kan det, jeg gerne vil, og om jeg er dygtig nok. Den sidder der stadigvæk, så det er sådan en on-going konflikt. Kloge mennesker har fortalt mig, at den følelse ikke går væk, og jeg er tilbøjelig til at tro dem. Så desværre. Den bliver sikkert bare større«.

5. Klimaks

»Det var på mit andet år på teaterskolen, hvor vi skulle lege med noget Shakespeare. Vi skulle lave en scene fra ’Richard d. III’, og jeg skulle spille Richard, og min medskuespiller og jeg arbejdede sindssygt meget med det op til den visning, vi skulle lave for lærerne og de andre studerende, og det gik virkelig godt. Der havde jeg en følelse, mens jeg spillede, at det hér, det er fuldstændig rigtigt. Det føltes, som om jeg ikke kunne gøre noget forkert, og jeg kunne mærke, at folk trak vejret sammen med mig. Og dén følelse, det er ligesom et stof, man higer efter.

Jeg har prøvet at finde den lige siden og har kun fundet den meget få gange i glimt. Ved den visning på skolen varede det nærmest en hel scene. Det er lidt svært at beskrive, men det var et klimaks. Nu kan det kun gå ned ad bakke, nu kan jeg ikke finde den, det var det første fix, det første high, og så bliver det aldrig lige så godt igen«.

Esben Smed og Lucas Hansen. Foto: Christian Geisnæs.
6. Udtoning

»Hvis jeg skal spå om fremtiden, så finder jeg forhåbentligt det igen, som jeg fandt dén dag på teaterskolen. Det håber jeg at finde i alt, hvad jeg laver. Det jagter jeg fortsat. For at finde det, vil jeg arbejde rigtig hårdt. Det handler jo om det arbejde, jeg laver, og om mig selv, hvordan jeg får den følelse frem.

Lige nu er jeg heldigvis i en position, hvor jeg får tilbudt nogle rigtigt spændende roller. Og det er dét, der er det mest fantastiske ved det her, for det er ligesom i selve arbejdet, jeg skal finde den gnist. Jeg ved jo ikke, hvordan folk modtager det, så jeg skal finde følelsen i arbejdet og ikke i den respons, jeg får på ’Bedrag’ eller de film eller teaterstykker, jeg er med i.

Jeg er ret bevidst om, at man kan ikke leve på modtagelsen, for hvis jeg skulle det, så ville jeg enten gå nedenom og hjem, fordi jeg blev dårligt anmeldt, eller blive utroligt snobbet, fordi jeg blev godt anmeldt. Jeg er nødt til at finde en værdi i mig selv, som ikke er afhængig af, hvordan jeg bliver modtaget«.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold