At være Nicolas Winding Refn

At være Nicolas Winding Refn

Den pæne kaffebar på indre Østerbro sælger glutenfri dadelkugler. De er blandt Københavns lækreste, skriver folk på nettet, og Nicolas Winding Refn bestiller fem, som jeg betaler. Han spiser én under vores to en halv time lange interview og tager de fire andre med sig videre.

Han har solbriller på, selv om solen ikke skinner. Han har høretelefoner i øret, iPhone i hånden og snakker vist nok med én, som ikke er mig. Jeg tror, det er personen i den anden ende af røret, der efterspørger dadelkuglerne, Københavns lækreste. Han er filmkunstneren, der har smadret et hoved til ukendelighed i ‘Drive’, straffet en mand med hiv i ‘Bleeder’, skrællet indvoldene ud af østeuropæiske gangstere i ‘Pusher 3’ og sympatiseret med Englands farligste fange i ‘Bronson’. Manden, der mere end nogen anden dansk instruktør har sat billeder på de mest dystre sider af det menneskelige sind, og som i sin nye film, ‘The Neon Demon’, har lavet sin måske mest chokerende scene hidtil.

I dag: Dadelkugler. Og en danskvand. »Østerbro er et godt sted, der er jo meget købekapital, og det er rent og pænt og sikkert, når man har børn«, siger han senere.

Der er den radikale filmkunstner Nicolas Winding Refn, som satser alt på et bræt, når han laver film, og så er der den mondæne Nicolas Winding Refn, familiefar til to piger i Københavns pæneste kvarter. Det er hans »Yin og Jang«, som han selv formulerer det med reference til sit kælenavn, Jang, som alle benytter, selv hans børn og hustru.

Før vi når til filmskaberen, Yin, er det uundgåeligt at slå fast, at der også på et andet plan er to Nicolas Winding Refn’er: Den charmerende storyteller, der stiller op til q&a’s med instruktørhelte som William Friedkin og Gaspar Noé og til internationale interviews om sin private samling af sjældne filmplakater eller sin kærlighed til b-film, og så den tillukkede type, der ofte møder den danske presse, og som har givet ham et…. nå ja, et vist ry.

Jeg havde forsvoret, at jeg ville male nye penselstrøg til billedet af den krukkede kunstner, der gang på gang har luftet sin utilfredshed med ikke at være blevet anerkendt i Danmark. Jeg har læst samtlige interview, kender alle hans »det ved jeg ikke«-svar og synes, at det er tid til at komme videre.

Som 32-årig filmelsker mener jeg desuden at tilhøre den eksakte generation, der har stået ved hans side hele vejen. Det gik op for os, at der overhovedet var noget, der hed dansk film, med gangster-tour de forcen ‘Pusher’ i 1996, som han lavede som blot 26-årig. Vi blev ramt i teenagesjælens mørke dyb af det knugende sortsyn i ‘Bleeder’, og vi beundrede de egensindige eksperimenter i ‘Valhalla Rising’ (med Mads Mikkelsen som enøjet viking) og især ‘Bronson’ (med en eksplosiv Tom Hardy). Vi elskede de stilbevidste genretwists og identificerede os med den underliggende sørgmodighed, der adskilte ham fra den åndsbeslægtede, men mere overfladedyrkende Quentin Tarantino.

Men ikke desto mindre starter interviewet sådan her:

I din nye film spiller en tom swimmingpool en væsentlig rolle. Det gjorde den også i ‘Pusher 3’, hvor Milo kigger på den til allersidst efter sit helvedesdøgn. Det var også meningen, at ‘Fear X’ skulle være sluttet med en swimmingpool. Hvad kan du godt lide ved det symbol?
Resigneret: »Det ved jeg ikke«.

Men det er da ret påfaldende!
Beslutsomt: »Jeg snakker jo ikke om, hvorfor jeg laver det, jeg laver«. 

Jeg tænkte, om det var et udtryk for din fascination af det grimme bag det smukke, som ‘The Neon Demon’ i høj grad handler om.
Stilhed, så et sagte: »Mmm«. 

Dine film starter altid med, at du forestiller dig én scene, som du så bygger resten ovenpå. Hvilken scene var det denne gang?
Punkteringen: »Lad mig spørge på den her måde: Hvad vil du gerne have ud af interviewet?«

 nicolaswindingrefn3-foto-Kia-Hartelius

Maskulin/feminin

Jeg vil gerne lave en ‘Being John Malkovich’ på Nicolas Winding Refn. Jeg vil finde ham selv i ‘The Neon Demon’, spore hans egen person i karaktererne, se filmen gennem hans øjne. Jeg har en teori om, at han bruger sine film til at skabe et forenklet udtryk af sit eget komplicerede sind. Til at projicere én radikaliseret, overskuelig gren af de svært håndgribelige og ofte modsatrettede følelser, der rumsterer inde i ham.

Det er nøjagtigt det, han ikke vil tale om.

‘The Neon Demon’ repræsenterer på flere måder et nybrud for instruktøren. Det er første gang, han flirter med den horrorgenre, der står hans hjerte meget nær (en af hans absolutte yndlingsfilm er ‘Motorsavsmassakren’). Og det er første gang, at han har kvinder i hovedrollerne – efter ni film om ensomme mænd.

»Med ‘Drive’ opnåede jeg et ultimativt maskulint peak. Her tog det maskuline form som en underbevidst homoerotik. Så det var en perfekt mulighed for at gå over i ‘Only God Forgives’, som er en dekonstruktion af et meget maskulint, næsten uopnåeligt forbillede. Her spiller Ryan jo en mand, som er kontrolleret af sin mors underliv, helt modsat den karakter, han spiller i ‘Drive’. På den måde fik jeg vendt alt om. Og derfra kunne man så bevæge sig ind i ‘The Neon Demon’«, siger han. 

Du føler dig mere forbundet med det feminine end det maskuline, har du flere gange sagt. Hvorfor?
Spag stemme: »Jeg tror bare, kunst er meget feminint«.

Hvad mener du med det?
»Det at skabe er jo et feminint koncept. Lige meget hvor maskulin du er, skal du have en forståelse for det feminine, ellers bliver det meget endimensionelt«.

Men hvordan relaterer du dig selv mere til kvinder?
»Kvinder er bare mere interessante end mænd«.

Hvordan det?
»De kan føde børn. Den biologiske mekanisme gør det i sig selv meget mere komplekst«.

Hvorfor har det taget så lang tid, før du har lavet en film med kvinder i hovedrollerne?
»Jeg tror, at alle de film, jeg har lavet, er meget… feminine på en måde. Jeg er jo ikke en specielt maskulin mand«.

Nej, hvad er det ved det kvindelige, dukker og den slags, der tiltaler dig mere end at spille fodbold og lave typiske drengeting?
»Jeg er ikke så vild med sport. Men jeg elsker barbiedukker og sådan noget. Det er helt vildt sjovt«.

Hvorfor?
»Sådan er jeg født«.

Din mor har i bogen ‘Kameraet i hovedet’ fortalt, at du som teenager i New York altid så horrorfilm på dit værelse med kvinder, der skreg, og at du godt kunne lide at binde dine au pairs. Er det nogle af de gamle fantasier, du får ud i den nye film?
»Det ved jeg ikke«.

Hvad fascinerede dig dengang ved…
Afbryder: »Det ved jeg ikke«. 

Er det, fordi det går for nært, eller ved du det reelt ikke?
»Næh. Det interesserer mig ikke«.

Det er ikke et rosenrødt portræt af kvindekønnet, du præsenterer i ‘The Neon Demon’. Kan kvinder være værre end mænd?
»Nu har jeg jo døtre og kan se i skolen, at unge piger er meget mere voldsomme over for hinanden i en yngre alder, end når man hører på forældre, der har drenge. Jeg er ikke ekspert, så jeg vil ikke holdes op på det. Men jeg synes altid, at Liv har skullet forholde sig til mødrenes og døtrenes situationer i de 12 år, vi har haft børn. Mænd er på en eller anden måde bare mere… enkle, måske«.

 

––––– PAUSE –––––

Seks hurtige:

Hvornår har du sidst cyklet?
»Jeg cykler ikke. Jeg bryder mig bare ikke om det. Jeg kører heller ikke bil«.

Hvornår har du sidst taget opvasken?
»Hver dag«. 

Har du smagt den cognac, du har lavet en dyr reklame for?
»Nej, jeg drikker ikke alkohol«. 

Var Matthew McConaughey bare en cool texan dude, da I lavede Lincoln-reklamerne sammen?
»Ja, han er rigtigt sød at arbejde sammen med«. 

Får du ikke nogle gange spat af Østerbros spelt- og caffelatte-segment?
»Nej, nu holder jeg meget af spelt. Og jeg drikker ikke caffelatte«. 

Hvorfor er du ikke på Facebook?
»Jeg ved ikke, hvem jeg skulle snakke med«.

––––– PAUSE SLUT –––––

 

Skønhed er det eneste 

Find Refn i filmene

»Der er Jang modig. Der er han ikke bange for at vise de sider af sig selv åbent frem i sine film. Det er noget af det af det stærkeste ved dem (…) Han er ligeglad med, om vi opdager noget om ham, som måske ikke er så positivt«, siger hans mor, Vibeke Winding, i bogen ‘Kameraet i hovedet’. Vi sporer Refn i hans ni film før ‘The Neon Demon’.

Pusher 1

Frank i ‘Pusher’
Kim Bodnias pusher er en desperat mand, nihilistisk flirtende med undergangen og ude at stand til at vælge kærligheden i form af den prostituerede Vic. Refn led især som yngre af depressioner og selvdestruktive tanker, og Franks følelse af opløsning, af nærmest at søge mørket, var utvivlsomt noget, den unge instruktør kunne genkende i sig selv.

Bleeder2

Leo og Lenny i ‘Bleeder’
Den akavede videobutiksekspedient Lenny (Mads Mikkelsen), som har svært ved at leve uden for filmene, spejler den altædende filmnørd Refn, der som ung udtalte, at det næstbedste i verden var at lave film, det bedste var at se film. Lenny bryder boblen gennem kærligheden til pigen Lea, spillet af Liv Corfixen, Refns første kæreste og hustru den dag i dag. Der er dog også noget af Refn i Kim Bodnias tikkende bombe Leo – især som yngre var Refn stærkt tiltrukket af tilværelsens mørke sider.

Fear-X

Harry i ‘Fear X’
Sikkerhedsvagten Harry, spillet af John Turturro, bruger al sin fritid på at opklare det meningsløse mord på sin kone og kommer på sporet af en mystisk sammensværgelse i Montana. Som mange af Refns andre film er ensomhed her et væsentligt tema, en ensomhed, som Refns mor har fortalt dybest set er hans egen.

Pusher2

Tonny i ‘Pusher 2’
Da taberen Tonny (Mads Mikkelsen) kommer ud fra fængslet, finder han ud af, at han er blevet far. Nicolas Winding Refn havde selv netop fået en datter, og filmen handler på mange måder om, hvordan Refn skulle lære at tage ansvar som far. Det var endda hensigten, at hans egen datter skulle have spillet babyen.

Pusher3

Milo i ‘Pusher 3’
Som mange af Refns andre film handler ‘Pusher 3’ om en mand, der koger over: Milo slår et par østeuropæiske gangstere ihjel for at redde et trafficking-offer, mens han skal sørge for sin datters 25 års-fødselsdagsfest. Det kan læses som udtryk for Refns kamp for at være der for familien, samtidig med at hans karriere kræver utroligt meget af ham. Milos heroinafhængighed er dog ikke Refns egen – selv ikke, da han var club kid som 15-årig i New York, tog han stoffer.

Bronson2

Bronson i ‘Bronson’
Måske Refns mest udtalt selvbiografiske film. Den hypervoldelige Michael ‘Bronson’ Peterson fremstilles som en kunstner, der vil gøre alt for at blive kendt og til sidst finder ud af, hvad hans kunstneriske metier er: Volden. Refn higede som ung efter at blive berømt, og film var det eneste, han kunne finde ud af.

Valhalla-Rising

One-Eye i ‘Valhalla Rising’
Tager man holgerfortolkerhatten på, kan man læse Mads Mikkelsens enøjede, stumme kriger som et billede på Refns selvopfattelse, ordblindhed og konsekvenserne heraf. One-Eye er en mytisk figur, der vender sit handicap til en styrke, både i form af en fysisk overlegenhed og overnaturlige syn, der antyder, at han er særligt begavet.

Drive1

Driver i ‘Drive’
Nicolas Winding Refn har fortalt, at ‘Drive’ handler om hans kærlighed til sin familie. I filmen bliver Ryan Goslings mutte og mystiske stuntkører, Driver, skytsengel for den unge mor Irene (Carey Mulligan) og hendes søn. ‘Drive’ viser dog også, hvordan man kan komme til at vise sit grimmeste ansigt over for dem, man elsker, da Driver smadrer kraniet på en bad guy, ogIrene ser forfærdet til.

Only-God-Forgives

Julian i ‘Only God Forgives’
Ryan Goslings Julian undertrykkes af sin gemene mor (Kristin Scott Thomas). Til sidst stikker han hånden ind i hendes mave, før selvsamme hånd hugges af. Det skal næppe tages for bogstaveligt. Refn boede med sin mor gennem hele sin barndom, og ‘Bleeder’ var dedikeret til hende. ‘Only God Forgives’ udtrykker dog muligvis en slags mental frigørelse fra hende.

Nicolas Winding Refn kalder ‘The Neon Demon’ »en gyser uden gys«, og det er da også en film, der elegant spiller på horrorklicheerne – både blod, knive, store kattedyr, spejle, dametoiletter og fuldmåner spiller en rolle – uden at forfalde til skamredne tricks.

I centrum er modelaspiranten Jesse (Elle Fanning), som kommer til Los Angeles, hvor hun indlogerer sig på et lurvet motel bestyret af den mystiske Hank (Keanu Reeves). I L.A.’s eksklusive modeverden bliver hun hurtigt opdaget som det store nye talent takket være sin naturlige skønhed, hvilket ikke just huer de etablerede konkurrenter, Sarah (topmodellen Abbey Lee) og den omvandrende plastikoperation Gigi (Bella Heathcote). Imellem dem står den hjælpsomme Ruby (Jena Malone), der i et brillant træk dobbeltjobber som makeupartist for topmodellerne og sminkør for de iskolde lig i et kapel.

I en scene hævder en modeskaber over for Jesses kæreste Dean, at Dean aldrig ville være sammen med Jesse, hvis hun ikke var smuk. »Beauty is not everything. It’s the only thing«, siger han. Denne nøglesekvens er det eneste tidspunkt, hvor et af de bærende temaer – skønhed – diskuteres lige på og hårdt, og det er én af de få scener, Refn kan overtales til at kommentere direkte. Han improviserede selv dialogen frem under prøverne, efter hans to medmanuskriptforfattere havde løbet panden mod en mur.

»Jeg havde det der med, at det værste, man nogensinde kan sige… det mest provokerende, du overhovedet kan udtale som forælder til dit barn, det er, at hvis du ikke er født smuk, bliver du det aldrig. Det er så smertefuldt, for det er det, der skaber ulighed. Hvor man i dag prøver at skabe mere ligestilling, er det stadig en ligestilling som en illusion om en slags perfekt balance. Vi prøver hele tiden at retfærdiggøre, hvordan vi ser ud. Men realiteten er bare, at nogle er født smukkere end andre«, siger han.

»Det maskuline handler om fysisk styrke, og det feminine handler meget om skønhed. Og på en eller anden måde har fysisk styrke i dag mistet sin kraft, mens skønhed er blevet altdominerende. Skønhed er en aktie, der stiger for hvert minut, og samtidig bliver levetiden for skønhed mindre og mindre«.

Der ligger også en grundangst i filmen for det, der kommer lige efter skønheden, nemlig forfaldet. Engang har du fortalt, at du er bange for alderdom. Er du stadig det?
»Joo, for alderdom handler om, hvad der er tilbage. Det er en nedtælling«.

Og du er bange for nedtællingen?
»Jamen, jeg kan jo godt lide at leve. Der er mange ting, jeg gerne vil opnå, jeg vil se, jeg vil prøve, jeg vil opleve. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at opleve alt, og det irriterer mig gevaldigt«.

 

Supermenneske

Han boede i New York med sin mor og stedfar, fra han var otte til 17, og han har aldrig for alvor opfattet sig selv som dansk. Han tror på, at man er sin egen lykkes smed, og han har altid – fra han droppede ud fra Filmskolen som den første nogensinde for at lave ‘Pusher’ og hurtigt pissede halvdelen af branchen af med sine verbale angreb mod skolen og dansk film – trodset ethvert tiltag til gængs ydmyghed i Janteland. Og ikke altid med samme afvæbnende humor og selvironi som provokatørkollegaen Lars von Trier.

I ‘The Neon Demon’ og ‘Bronson’ har Elle Fanning og Tom Hardy en nærmest enslydende replik. Grundessensen er: Jeg kan én ting rigtigt godt og intet andet (Jesse kan være smuk, Bronson kan være voldelig). Lige under replikken ligger der både en kynisme og en desperation: Jeg bruger mit talent for enhver pris, for lykkes jeg ikke her, har jeg intet tilbage.

Refn vil ikke indrømme det, men replikken er selvbiografisk. Som barn og ung kæmpede han med at være ordblind. Hans sans for film var en påtrængende nødvendighed.

»At være ordblind er et massivt handicap. Måske ikke et fysisk handicap, men et mentalt handicap. Det har en ekstrem effekt på din skolegang, på hvordan dine kammerater opfatter dig. Det er meget sårbart ikke at kunne noget så elementært. Mange mennesker kan ikke sætte sig ind i, hvor meget det kan præge hele dit liv. Nu er der jo kommet mere fokus på det i skolerne, men det, der ikke er fokus på, er, at det også er en gave«, siger han.

Han lærte efterhånden at acceptere sig selv på godt og ondt og at vende sit handicap til en styrke.

»Det er en gave, fordi… det er ligesom at træne en muskel. Du træner din hjerne på en anden måde, så du næsten bliver et supermenneske. Fordi du skal træne endnu hårdere og endnu mere… Og man kan sige, hvad er der så fedt ved at være normal?«.

Så der sidder han, den 45-årige dansker, og er en gradsforskel mellem ‘man’ og ‘jeg’ fra at kalde sig selv for et supermenneske. Jeg tager mig selv i at fnyse indvendigt over storhedsvanviddet, indtil jeg minder mig selv om, at han har noget at have det i som en af Danmarks få kunstnere på internationalt topniveau. En instruktør, som nu har lavet et ulmende intenst værk båret af et svimlende visuelt mesterskab.

Ville man reagere med lige så affærdigende forbløffelse over en udenlandsk stjerne, der nægter at spille med på journalisternes dagsordner, rådyrker sit eget spejlbillede og pisser folk af for et godt ord? Eller ville man blot finde det spændende og tolke det som et sundt tegn på, at vi her har med en ægte auteur at gøre?

Måske er det netop misforholdet mellem den store kunstner af verden og den nydelige Østerbro-resident med den lidt lade kropsholdning og de langsomme formuleringer, der har været med til at skabe det komplicerede forhold mellem Danmark og Refn.

Hvor længe tror du egentlig, at du kan holde den her med ikke at fortælle om motivationen for din nye film?
»Så længe jeg gider«. Han sender et let, undertrykt smil. 

Men det bliver vel svært på sigt?
»Det er kun så svært, som man selv gør det til« 

Jeg ved, du har en scene, du startede med.
»Jo, men det er jo ikke altid sjovt at vide alt«. 

Det synes jeg.
»Naaah«. 

Jooo.
»Ikke alt«. 

Jeg beder ikke om alting, bare den her lille flig.
»Så er der mere at tænke over«.

Der er i hvert fald meget at tænke over, svarer jeg. Og det første, jeg tænker, er, at jeg må ud og lede efter den lille dør, der fører ind i Nicolas Winding Refns hoved.

 

––––– PAUSE –––––

Ting, Nicolas Winding Refn synes er »fantastiske«:

‘Homeland’
Mads Mikkelsen
Alt digitalt
‘Breaking the Waves’
Det sociale sikkerhedsnet og trygheden i Danmark
‘Night Tide’
Amerika
Jean-Pierre Melville
‘American Sniper’
Kim Bodnia
London
‘The Walking Dead’
Sia
Erik Balling

––––– PAUSE SLUT –––––

 

Bag den lille dør, der fører ind i Nicolas Winding Refns hoved

Jeg er stemmen i Nicolas Winding Refns hoved, og efter journalisten havde tryglet om, at interviewet ikke skulle foregå på en café, er det mig, der nogle timer før flyttede interviewet til en café.

Jeg er en af de største i verden inden for mit felt, og bare det, at jeg sidder her, er generøst.

Jeg ser interviewet, som jeg ser det at lave film, som en krig, en kamp om positioner.

Jeg har altid været mere djævel end engel, men lige nu prøver jeg at holde begge i skak.

Jeg ved, at man forventer, at jeg blotlægger min sjæl, fordi jeg har gjort det i dokumentarfilmene ‘Gambler’ og ‘My Life Directed By Nicolas Winding Refn’ og i Mikael Bertelsen og Mads Brüggers ‘Den 11. time’ (»de har nok aldrig lavet noget bedre, Mads og Mikael – de peakede der«, som jeg siger), men hvorfor i alverden skulle jeg vise mine indre dæmoner nu og her, uden grund?

nicolaswindingrefn2-foto-Kia-Hartelius-500px

Jeg bliver ikke det mindste ubekvem ved lyden af stilhed og har intet behov for at udfylde tavsheden efter mine afmålte svar, og jeg taler så langsomt, at jeg har fuldkommen magt over samtalen.

Men jeg snakker faktisk meget – om ligestilling, politisk korrekthed og politik, i generelle vendinger, men en 10’er på, at kun en brøkdel kommer med. Journalister får altid kun næring ved det private og det konfliktfulde.

Jeg afviser journalistens gotcha-spørgsmål om de depressioner og kriser, som altid rammer mig, når jeg laver en ny film.

Jeg bider heller ikke på, da jeg bliver spurgt, om jeg skammer mig over Danmark ligesom Thomas Vinterberg.

Men jeg kan ikke lade være med senere alligevel at kommentere det indirekte, da journalisten anmassende følger efter mig fra fotografering i indre by til Østerbro, en uge efter vi mødtes første gang: »Danmark repræsenterer måske den bedste levestandard i verden. Derfor er der ikke noget flovt over at være dansker«, siger jeg. »Jeg tror, det ville være bedre, hvis de brugte nogle penge på det i stedet for at sige det. Det er jo let nok at sige en eller anden sætning, men virkeligheden er meget mere problematisk, end når man bare, du ved… siger noget for at sige noget«.

Jeg fortæller, at jeg er stor tilhænger af Danmarks velfærdsstat og af EU, men at Amerika er det bedste land i verden.

Jeg tror ikke på kausallogiske, pseudopsykologiske tolkninger af mine film, og jeg gider ikke ødelægge oplevelsen af ‘The Neon Demon’ ved at tale den ihjel.

Jeg gider slet ikke læse mig selv ind i ‘The Neon Demon’ offentligt. Det tager storheden ud af filmen, men jeg vil godt indrømme her, at der er meget af mig selv i Jesse: Jeg erobrede også Los Angeles med ‘Drive’, og som hende mærkede jeg pres fra alle sider, ikke mindst fra folk bag kulisserne, der ikke troede på projektet. Men jeg findes også i Abbey Lees Sarah, den etablerede, følsomme model, der efter Jesses gennembrud pludselig ignoreres, men også ved, hvordan man navigerer i den hårdføre branche.

Så jeg siger: »Jeg vil helt klart sige, at ‘The Neon Demon’ er Jesses karakter. Hun er tænkt som et slags spøgelse, der går igen og igen. Hun reflekterer behovet og besættelsen, som alle hele tiden hungrer efter. Men den, som på en måde har mest på spil, det er jo Sarah«.

Jeg kan høre et barn skrige i baggrunden på caféen, men jeg lader mig ikke distrahere. Jeg er til stede, og jeg er ikke til stede.

Jeg går på toilet midt i en sætning uden at undskylde mig, fordi, hvorfor ikke, jeg er fucking NWR?

Jeg snakker om, hvorfor det var vigtigt for mig som ung at blive rigtigt kendt rigtigt hurtigt, det var ikke kun forfængelighed. »Jeg vidste, at det gav nogle muligheder i en periode, som jeg kunne udnytte endnu mere. Og så også at… der var kun én stjerne«, siger jeg.

Jeg bliver spurgt, hvad det betyder, »kun én stjerne«.

Jeg svarer: »Der var kun én stjerne, ikke. Det var mig! Som jeg altid siger: Der er mange filmstjerner, men der er kun én megastjerne. Rent arbejdsmæssigt er jeg jo ekstremt egoistisk. Og selv om jeg, synes jeg selv, i høj grad søger samarbejde blandt de mennesker, jeg vælger at arbejde med, så kan jeg i sidste ende kun relatere til alting, så længe det på én eller anden måde handler om mig«.

»Jeg kan i sidste ende kun relatere til alting, så længe det på én eller anden måde handler om mig«

Og jeg kommer til at åbne lidt mere op end beregnet: »Så længe alle veje fører tilbage til mig, er jeg i mit es. Hvis de ikke gør det, så må jeg manipulere det. At lave kunst er jo ekstremt narcissistisk, ligesom det er ekstremt ekshibitionistisk. Det er sundt at acceptere sin egen fetich og ikke at se det som forkert, hvis man rent arbejdsmæssigt er ultranarcissistisk og ultraekshibitionistisk«.

Jeg ved, at artiklen kommer til at handle om mig, når jeg ikke gider fortælle om min film. Alle veje fører tilbage til mig. Jeg er i mit es.

Jeg benægter, at narcissismen går ud over mit liv ved siden af kunsten. Jeg udtaler, ret overbevisende: »I mit privatliv handler det alt sammen om Liv og mine børn. På den måde er jeg en slags Yin og Jang. Jeg kan få alt det der tilfredsstillet, og så kan jeg gå hjem og være fuldstændigt overflødig. Og nyde det. Søge det. Der er en form for masochisme og sadisme i det«.

Jeg spiser én af de dadelkugler, Liv bad mig om at tage med hjem. Hun ved jo ikke, at der var fem i posen.

Før interviewet bad ‘The Neon Demon’s danske distributør mig om at huske at være sød, og journalisten spørger, hvad jeg tænkte om dét, og jeg svarer: »Jeg tænkte, åh gud«.

Jeg ved, jeg bør lade være, men alligevel kommer jeg – igen! – til at stikke til de danske filmanmeldere, da vi snakker om ‘Pusher’. »Altså jeg ved ikke, hvor mange af de anmeldere der lever endnu eller har noget at mene«, siger jeg overlegent. »Men jeg kan huske, at dengang ‘Pusher’ kom frem, sagde Morten Piil (Informations daværende toneangivende anmelder, red.) til mig, at, ja, han var sgu ikke helt imponeret, så det der interview blev nok ikke til noget alligevel«.

Og så kan jeg ikke stoppe: »Det kulminerede jo… altså, når man ligesom indså, at de i virkeligheden bare gerne ville være mig. Og have det liv, jeg havde. Så kunne jeg jo hæve mig over det og sige: Det får de aldrig. Og så var jeg færdig med det. Så var jeg ligeglad. Så søgte jeg mere anerkendelse og accept i udlandet. Det var jo klogt af mig at gøre«.

Jeg ved godt, at det ikke er helt rigtigt, at jeg er ligeglad med de danske medier, ellers ville jeg ikke vende tilbage til dem igen og igen. Skal jeg være lidt pseudofreudiansk, tror jeg, at mine udfald mod anmelderne er med til at give mig en følelse af modstand, som er essentiel for mit arbejde. Det handler om balancen mellem Yin og Jang, hvilket jeg forsøger at forklare med en anekdote om William Friedkin, en af mine store instruktørhelte. »Engang fortalte han mig, at det hele ændrede sig, da han begyndte at spile tennis«, siger jeg.

Jeg kan se, at journalisten er helt tabt.

Jeg forklarer: »Det at spille tennis betyder, at man har et rigtigt komfortabelt liv. Det har jeg altid tænkt meget over. Så jeg prøver hele tiden at gøre det ekstremt besværligt, ikke i forhold til min familie, men rent arbejdsmæssigt«.

Jeg vil ikke røbe, hvordan jeg præcis har gjort det besværligt for mig selv med ‘The Neon Demon’. Så det er så nemt. Det kan ligge i temaet eller i konstruktionen af fortællingen, nøjes jeg med at sige.

Jeg bliver spurgt, om det også er en måde at gøre det besværligt for mig selv, når jeg skifter synsvinkel undervejs i filmen. Og jeg går, for en gangs skyld, med på præmissen: »Ja ja, så kan man sige, okay, så prøver vi det, og hvis det ikke fungerer, kommer filmen som helhed ikke til at fungere. Der er ikke noget, der kan reddes. Vi kan ikke klippe det anderledes. Så er det dét. Det er at gå ind på et casino og gamble alle fem millioner dollars på 31. Og så bare håbe«.

Jeg er stemmen i Nicolas Winding Refns hoved, og skal jeg virkelig skære det ud i pap? Moralen er, at når Yin satser alt i Amerika, behøver Jang ikke dele ud af dadelkuglerne på Østerbro.

__________

Tre tillægsspørgsmål fra tre personer fra Nicolas Winding Refns fortid 

 

Mads Brügger stod sammen med Mikael Bertelsen bag interviewrækken i ‘Den 11. time’, hvor Nicolas Winding Refn krængede sin sjæl ud. Han har siden interviewet ham flere gange.

Brügger spørger: Da Mikael og jeg interviewede dig sidst, før ‘Only God Forgives’, spurgte vi til, hvad Alejandro Jodorowsky (kultinstruktør, Refns mentor og tarotlæser, red.) havde læst i tarotkortene. »At filmen kun blev en succes, hvis du ikke tænkte på det«, lød svaret. Har Jodorowsky læst dig her op til den nye film, og hvad sagde han?

Refn: »Jeg havde en tarotlæsning cirka hver weekend i de otte uger, mens jeg lavede ‘The Neon Demon’. Via Skype. Men jeg kan ikke sige, hvad han sagde«.

 

Phie Ambo lavede i 2006 den seværdige dokumentarfilm ‘Gambler’, der følger Nicolas Winding Refn efter den dundrende fiasko med ‘Fear X’ og hans forsøg på at tjene de tabte penge ind igen med ‘Pusher 2’ og ‘3’.

Ambo spørger: Jeg ved, at du kun spiser økologisk, så det kan være, tiden er inde til at lade noget af din økobevidsthed komme ind i filmene også. Er du ikke mand for at rebrande klimakampen og gøre den til noget, der er cool og stilfuldt?

Refn: »Jeg har altid følt, det giver bagslag at blive prædikende for, hvad der er rigtigt eller forkert. Så jeg kan kun gøre det ved at sige det: At man er, hvad man spiser«.

 

Zlatko Buric blev landskendt med rollen som den madglade gangsterboss Milo i ‘Pusher’. Siden gentog han rollen i ‘Pusher 2’ og ‘Pusher 3’, og i ‘Bleeder’ spillede han ejeren af videobutikken, hvor Mads Mikkelsens Lenny arbejder.

Buric spørger: Kære Jang. Jeg husker med stor glæde den tid under indspilningen af ‘Bleeder’, hvor vi sammen så hundredvis af de mærkeligste film på gamle vhs-bånd og laserdiscs, alt imens vi slugte uendelige mængder af vingummibolsjer. Det var på det tidspunkt, at vi begge erklærede vores store kærlighed for sci-fi, og du talte om, at vi skulle lave den ultimative low-budget-psycho-mega-trash-sci-fi-film. 

Jeg træner pt. mit berømte ‘kolde-blik’ og arbejder på kemiske ændringer af mine hjerneceller, så de kan fungere optimalt i det ydre rum. Spørgsmålet er: Hvornår går vi i gang?

Refn (stort grin): »Snart!«

Læs også: Alle Nicolas Winding Refns film, rangeret fra værst til bedst

Læs også: Ikke-anmeldelse: ’The Neon Demon’ er Nicolas Winding Refns mest visuelt overvældende film

‘The Neon Demon’ får premiere den 9. juni. 

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold