Machomanden er død på film og serier – tech-geniet er vor tids actionhelt

Machomanden er død på film og serier – tech-geniet er vor tids actionhelt
Torsdag i næste uge har Oliver Stones ’Snowden' om NSA-whistlebloweren Edward Snowden premiere. Det er en film, der understreger, at hackere og programmører er de nye ærkehelte, også i serier som ‘Mr. Robot’, ‘Halt and Catch Fire’ og ‘Silicon Valley’, som fremstiller dem mere realistisk end nogensinde før. Men det er ikke tech-genierne, der er rykket tættere på os. Det er os, der er rykket tættere på dem.

Det er sket langsomt, over et par årtier, men det er uomtvisteligt: Den tidligere altdominerende heltetypes kongefald. Vor tids heltearketype er ikke machomanden med det vejrbidte ansigt og de svulmende overarme, der altid er god for en overraskende intelligent one-liner (Schwarzenegger, Willis, Statham og så videre). Han er, som Sylvester Stallone har påpeget, blevet expendable. Han er et oldtidslevn, en anakronisme.

I de nye ‘Mission Impossible’-film er actionhelten Ethan Hunt lige så afhængig af computergeniet Benji for at overleve, som Benji er af Hunt. De er symbiotiske – ikke ridder og væbner.

Endnu mere iøjnefaldende end den gamle heltetypes rekonfiguration er dog de nye heltetypers fremvækst. Og især én er lige så overraskende, som den er allestedsnærværende: Computernørden.

Hackeren/programmøren er tidligere blevet portrætteret som lidt af hvert. Nogle gange var han en bumset teenagedreng, der ubevidst kunne blive the tipping point i Den Kolde Krig og igangsætte en Tredje Verdenskrig (‘WarGames’). Andre gange var han en muskuløs renegade, der både væltede computersystemer og agerede actionhelt (‘Swordfish’). Og i sin måske mest berømte inkarnation var han en dyster enspænder, der drømte om at skabe en ny verden ét tastaturtryk ad gangen (‘The Matrix’).

Fælles for disse meget forskellige portrætteringer er det mytiske element. Der var noget otherworldly over den klassiske Hollywood-fremstilling af hackeren/programmøren. Han (og det var primært en hvid, heteroseksuel han) eksisterede på en måde uden for vores verden. Vi så ham ikke på Starbucks. Han var ikke kød og blod. Han var tal, kode, Ruby, Python, C++. Han fandtes kun bag skærmen og vovede sig kun ud for at follow the white rabbit.

Sådan er det ikke længere. Inden for de seneste par år er tech-geniet for alvor brudt igennem som arketype – især i tv-land. Kigger man på de mest kritikerroste tv-serier lige nu, er der stadig det sædvanlige miks af politikere (‘Show Me a Hero’, ‘Veep’), kriminelle (‘Narcos’, ‘Orange is the New Black’), komikere (‘Louie’, ‘Tig’) og fantasyhelte (‘Game of Thrones’, ‘Penny Dreadful’), men ingen af disse kommer op på siden af tech-geniet. Hverken i gennemslagskraft eller variationsmuligheder.

Realistisk hackerkode

Hele tre af tidens absolutte hovedværker har én eller flere hackere/programmører i hovedrollerne. HBO’s komedieserie ‘Silicon Valley’ følger en gruppe programmører i Californiens tech-højsæde, AMC’s ‘Halt and Catch Fire’ zoomer ind på fire visionære pionerers forsøg på at udvikle the next big thing i 80’ernes computerindustri, og i USA Networks ‘Mr. Robot’ hverves programmøren Elliot af en hackerorganisation med planer om at vælte det onde, multinationale selskab E Corp.

Den mytiske aura omkring tech-geniet er stadig til stede. Når Richard, Gilfoyle og Dinesh i ‘Silicon Valley’ snakker om forskellige compilers i deres kompressionssoftware, eller når Gordon Clark forsøger at reverse engineer et IBM-motherboard i ‘Halt and Catch Fire’, hægtes de fleste seere af.

Halt and Catch Fire

‘Halt and Catch Fire’

Det er demonstrativt ikke-dechifrérbart programmeringslingo – og realistisk. Vi ser faktisk hackerkode i ‘Mr. Robot’. Vi hører om reelle tekniske udfordringer i forbindelse med datakompression i ‘Silicon Valley’ (selv om benchmark-værktøjet, The Weissman Score, er fiktivt). Og udviklingen af pc’en i ‘Halt and Catch Fire’, The Giant, stiller Joe, Cameron og Gordon over for en række designmæssige dilemmaer:

Hvor meget hukommelse skal vi bruge for at implementere et delvist grafisk frem for et udelukkende tekstbaseret bruger-interface? Hvilke problemer med overophedning løber vi ind i, hvis vi placerer chipsæt på begge sider af motherboardet?

De tidligere portrætter af hackere og programmører bød i bedste fald på volapykprogrammering på en computerskærm og i værste fald på et virvar af kryptiske former og farver plasket ud over en skærm. Intet siger som bekendt computergeni som blinkende lysdioder. Seeren anede intet om computere, så det behøvede manuskriptforfatterne heller ikke.

Fra myter til mennesker

Det er dog vigtigt at slå fast, at disse computertekniske scener er relativt sjældne. Etableringen af tech-geniet som eksotisk foregår primært gennem association – særligt visuelle cues.

Det er de kæmpestore, tunge 80’er-computerkabinetter, ledningehelvedet og de store høretelefoner på hendes hoved, der tegner Cameron Howe som softwaregeni i ‘Halt and Catch Fire’. Og tilsvarende er det de mange skærme, løse chipsæt og USB-nøgler i den ellers yderst sparsomt indrettede lejlighed, der fortæller os, at Elliot er hacker på fuldtid. Vi ser relativt sjældent Cameron, Elliot eller de andre være tech-genier, men vi ser dem konstant omgivet af tech-geniets værktøjer. Genstandene er så intuitivt aflæselige, at det ville tendere kliché, hvis ikke miljøerne var så originale i film- og tv-historisk kontekst.

‘Mr. Robot’

Hvor mange tidligere film eller tv-serier foregår i et kollektivagtigt hus i en forstad i Californien proppet med programmører, hos en fiktiv 80’er-softwarefabrikant eller i og omkring en it-sikkerhedsvirksomhed i et kapitalistisk-dystopisk parallelsamfund styret af ét altdominerende selskab? Ikke mange.

Når portrætteringen af tech-genierne som mytiske figurer med særlige evner fylder mindre, er der omvendt mere plads til at fokusere på de menneskelige egenskaber – og dét gør de nye tv-serier. Tag blot Joe MacMillan, en af de senere års mest interessante tv-karakterer, der i de første afsnit af ‘Halt and Catch Fire’ ligner den klassiske sælgerkliché – en dæmon i et jakkesæt i stand til at overbevise hvem som helst om hvad som helst (tænk Alec Baldwins figur i ‘Glengarry Glen Ross’).

Langsomt, afsnit for afsnit, krakelerer hans cool facade imidlertid, og alt fra biseksualitet, det tidstypiske aids-spøgelse og et alvorligt faderkompleks vælter frem med det resultat, at han i sæson 2 (der foregår et par år efter sæson 1) pludselig i hvert fald ligner en forvandlet mand.

‘Silicon Valley’, ‘Halt and Catch Fire’ og ‘Mr. Robot’ dyrker alle eksotiske, stærkt ikonografiske miljøer, men deres karaktertegninger af tech-genier er slet ikke så mytiske, vage og klichéfyldte som i tidligere værker.

Tapper ind i tidsånden

Man kunne fristes til at tro, at tech-geniet har rykket sig tættere på os. Men i virkeligheden er det os, der er rykket tættere på ham. Hvor mange folk knap anede, hvad en computer var, da ‘WarGames’ udkom i 1983, er vores eksistens i dag filtreret igennem et endeløst hav af computere, smartphones, tablets og gadgets. Det er derfor helt naturligt, at vor tids helt er ham (eller hende), der mestrer disse teknologier bedre end nogen anden. Tech-geniet er ikke længere en outsider fra en fremmed verden. Selv når han er en outsider, som Elliot i ‘Mr. Robot’, er han fra vores verden. Den mest naturlige heltetype.

Hvis det vestlige samfunds digitale udvikling er den ene store forklaringsnøgle til tech-geniets fremmarch i Hollywood, er den anden tech-geniets generelle position som vor tids pioner. Hvor det for 100 år siden var Henry Ford – eller for 25 år siden Richard Branson – er det i dag navne som Steve Jobs og Mark Zuckerberg, der er synonyme med udvikling, fremdrift, nyskabelse – den nye verden.

SiliconValley2

‘Silicon Valley’

I digtet ‘Verdensbillede’ taler Michael Strunge om at »skabe vor egen verden / et bjerg af lava og is og jord / der kunne gennembryde og besætte / hele ‘den virkelige verden’«, og det er præcis denne magiske skaberevne, der har gjort Jobs og Zuckerberg til vor tids dominerende helteideal.

Havnearbejderen Frank Sobotka brokker sig i anden sæson af HBO’s ‘The Wire’ over, at USA ikke længere fremstiller noget (»we used to make shit in this country, build shit«). Tech-geniet opfylder dette postindustrielle vakuum. Han skaber. Ikke noget fysisk, for den fysiske produktion er automatiseret, men vidensdeling og kommunikation, nye måder at leve på. Pied Piper-holdets kompressionsmaskine i ‘Silicon Valley’ og Mutinys onlinefællesskab i ‘Halt and Catch Fire’ er vor tids trykpresse, samlebånd og dampmaskine.

Zuckerbergificeringen (eller Jobsificeringen) af den klassiske heltetype er uomtvistelig. Tech-geniet er vor tids actionhelt. Med Richard, Gilfoyle, Dinesh, Joe, Cameron, Gordon, Donna og Elliot har HBO, AMC og USA Network tappet direkte ind i the zeitgeist.

Artiklen blev først bragt i Soundvenue #97.


De tre vigtigste hackerfilm

Tv-serierne sætter nye standarder for computernørden som helt, men det hele startede på det store lærred.

‘WarGames’ (1983)
Gymnasieeleven David falder ved et tilfælde over en bagdør ind i det amerikanske militærs tophemmelige computernetværk og er tæt på at starte Tredje Verdenskrig, da han uforvarende sender en falsk alarm til det amerikanske militær om et sovjetisk angreb.

‘Sneakers’ (1992)
Den amerikanske efterretningstjeneste NSA giver Martin Bishop og hans hold af computergenier til opgave af finde en black box, der angiveligt er fyldt med russiske militærhemmeligheder, og hele holdet får brug for deres hackeragtige spidskompetencer.

‘The Matrix’ (1999)
Hackeren Neo er overbevist om, at der er skjulte kræfter på spil i verden, så da hackerlegenderne Trinity og Morpheus opsporer ham gennem internettets mørkeste afkroge og tilbyder ham at opdage den virkelige verden ved at sluge en rød pille, åbner en helt ny verden sig pludselig.

De banebrydende tech-serier

‘Mr. Robot’
Den introverte hacker Elliott (Rami Malek) bliver opsøgt af den mystiske Mr. Robot (Christian Slater), som hverver ham til et storstilet, antikapitalistisk anslag mod den altdominerende mediekonglomerat E Corp. Men hvad er virkeligt, og hvad er et udslag af Elliotts plagede sind? Debutanten Sam Esmail har skåret en utroligt pirrende fortælling, som helt forståeligt blev sommerens store seriesamtaleemne i USA.

‘Halt and Catch Fire’
AMC’s sleeper-hit følger tre karakterer i 80’ernes Texas på randen af gennembruddet for den personlige computer: Den Lisbeth Salander-agtige hackerenspænder Cameron Howe, den Don Draper-lignende entreprenør Joe McMillan og den misforståede computerbygger Gordon Clark. I sæson to tager serien nye, overraskende drejninger og udvikler sig til en af de mest underholdende serier lige nu takket være en skarp periode- og karakterskildring. 

‘Silicon Valley’
Med sæson to slog ’Silicon Valley’ sin position fast som en af tidens sjoveste komedieserier. Man kan kun holde med det nørdede iværksætterfællesskab Pied Piper i deres kamp for at lancere et genialt komprimeringsværktøj med internetgiganten Hooli åndende i nakken. Silicon Valleys arketyper – fra den storskrydende milliardær til den new age-excentriske CEO – karikeres herligt og kærligt.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold