Instruktørtalentet Ulaa Salim: »Lars von Trier understregede for mig, at man skal fortælle historier med simple storylines for at skabe komplekse karakterer«

Instruktørtalentet Ulaa Salim: »Lars von Trier understregede for mig, at man skal fortælle historier med simple storylines for at skabe komplekse karakterer«
Et af landets store instruktørtalenter fortæller om tiden på Filmskolen, kærligheden til Pixar-film og fremtidsforhåbninger som nyuddannet i et eksklusivt fag.

Her på siden kaldte vi for nyligt Ulaa Salims afgangsfilm ’Fædreland’ for den mest rørende og aktuelle film ud af Den Danske Filmskoles årgang 2017. En ægte og bevægende fortælling i kort format om en fars desperate forsøg på at genvinde forholdet til sin søn. Filmen er som den første fiktionsfilm i Filmskolens historie optaget uden for Europa (i Jordan), og den er netop blevet shortlistet til en eventuel Robert-nominering for bedste kortfilm.

Men trods Ulaa Salims tydelige talent stod det ikke skrevet i stjernerne, at den nyuddannede instruktør skulle ende som en af de få udvalgte elever på Den Danske Filmskole.

»Jeg prøvede bare at lave en kortfilm på et tidspunkt, som jeg så søgte ind på Filmskolen med for seks år siden. Det var faktisk første gang, jeg fandt ud, hvad Filmskolen er. Og herunder hvor stort det er at komme ind, og hvilke krav der bliver stillet til eleverne. Jeg spurgte jo bare folk, ’Hvad er det fedeste?’ Svaret lød, ’Det fedeste er at komme ind på Filmskolen. Men nok også det mest umulige.’ Så jeg tænkte, ’Godt, det skal jeg.’«

Den personlige vinkel

Ulaa Salim lod sig ikke skræmme af, at Filmskolen kun optager seks fiktionsinstruktører per årgang:

»Det er nok et eksempel på udtrykket ignorance is bliss. Jeg tænkte bare ‘fuck det’. Første gang jeg søgte ind, var jeg frygtløs. Jeg tænkte bare, at de måtte tage mig eller lade være. I takt med jeg at kom videre i forløbet, begyndte der jo at være mere og mere på spil. Så var vi 50 tilbage, så 30, og i den sidste uge af optagelsesforløbet var vi kun 12 – seks kom ind og seks røg fra. Og jeg var desværre en af dem, der røg fra. Det var et kæmpe nederlag. For første gang følte jeg ellers virkelig, at jeg hørte til et sted. Men afvisningen gav mig blod på tanden, og jeg tænkte bare, ’Okay, nu vender jeg dobbelt så hårdt tilbage næste gang.’«

De følgende to år brugte Ulaa Salim på at arbejde så meget med film, som han kunne komme til, hvilket resulterede i en optagelse på linjens efterfølgende årgang.

»Jeg blev helt sikkert mere tændt på Filmskolen under ansøgningsprocessen første gang. Jeg blev mødt af skolens måde at tænke film på. At udtrykke ens personlige blik på verden gennem film. Hvis jeg skulle opsummere Filmskolen efter fire år, er det også det, jeg har taget med mig. At ens eget blik på verden er unikt. Fortællinger ligner ofte hinanden, men der hvor film bliver rigtigt fede er, når et personligt blik skinner igennem. Det er det, du dyrker på Filmskolen. I sidste ende handler det hele om det, du har, som ingen andre har. Dét tændte mig.«

De filmiske forbilleder

Ulaa Salims personlige blik er meget tydeligt i flere af hans produktioner, hvad end temaet er ung kærlighed (’Ung For Evigt) eller fædre med indvandrebaggrund (’Vore fædres Sønner’ og ’Fædreland’). Instruktøren mener dog langt fra, at hans film kun er for den del af publikum, der skriger efter større diversitet i dansk film.

»Jeg sætter mig ikke ned og siger: ’Nu vil jeg skrive en film om min fars generation.’ Min afgangsfilm handler ikke så meget om en arabisk far, som den handler om en far. Det er da fedt, hvis der kommer flere og flere i den danske filmbranche, der har forskellige slags historier. Det skal der være plads til, men jeg synes, man skal have lov til at fortælle, om præcis det man har lyst til. For mig er det vigtigt, at man først og fremmest er filminstruktør, og så vælger man sit eget blik ud fra, hvad ens interesse er.

Still fra Ulaa Salims afgangsfilm ‘Fædreland’.

De fleste der ser min film, ser en fortælling om en far og en søn, uanset tilhørsforhold, køn og etnicitet. Jeg starter med at fortælle en historie om et menneske, og så kommer lagene. Hvis man gør det, så tror jeg altid folk vil hægte sig på. Ligesom jeg bliver rørt af Michael Hanekes ’Amour’, selvom jeg ikke er 100 år gammel. Jeg bliver lige så rørt af det, som ung kærlighed og etniske minoriteters historier.«

Det er næppe en tilfældighed, at Ulaa Salim med ’Fædreland’ viser, at han mestrer en så moden genre som familiedramaet. Et hurtigt kig på hans filmiske forbilleder afslører nemlig, at deres fællestræk i mange tilfælde omhandler netop det at begå sig i en familie.

»’Godfather’ og ’Raging Bull’ har betydet meget for mig fra en tidlig alder. Når man er ung og ser ’Godfather’, så ser du en gangsterfilm, og når du så bliver ældre, så ser du lige pludselig en familiefilm. En film om det at være menneske og det at eksistere. Jeg elsker også at se Pixar-film. Jeg flyver ind i en helt anden verden, og samtidig oplever jeg også noget, der rører mig følelsesmæssigt. Da de på Filmskolen spurgte, hvad jeg gerne ville lave i min afgangsfilm sagde jeg: ’Jeg vil gerne lave ’Raging Bull’ blandet med Pixars ’Up’’. Jeg synes, der er noget interessant ved usympatiske karakterer, vi skal forsøge at forstå. Om du sympatiserer med faren i ’Fædreland’ eller ej, det er op til dig, men jeg vil gerne have, man forstår ham.«

Robert De Niro i ‘Raging Bull’

Filmskolens fine besøg

Styrkerne ved godt karakterarbejde er for alvor noget, Ulaa Salim blev bekendt med på Filmskolen, hvor de kommende filminstruktører blev sat i stævne med en række af Skandinaviens fremmeligste filmskabere i form af Tobias Lindholm, Lars von Trier og Joachim Trier, ligesom eleverne også fik lov til at se Ruben Östlund Guldpalmevinder ’The Square’ i flere forskellige versioner, og på den måde kunne følge udviklingen i klippearbejdet.

»Lars von Trier understregede over for mig, at man skal fortælle sine historier med meget simple storylines for at lave komplekse karakterer. Det synes jeg gav god mening. Han sagde, at det var ligesom hans egne film, at de er ret simple – men fordi de er ret simple, så kan han bruge tid på karaktererne. Hvis publikum forstår, hvor vi skal hen, så kan du lige pludselig gå hen og vise os noget om mennesker, vi normalt ikke forstår.

Annonce

Tobias Lindholm kan virkelig også sin dramaturgi. Vi gennemgik ’Gøgereden’ med ham tre gange, og det lærte vi virkelig meget af. Fordi han kan dramaturgien til punkt og prikke, giver det ham mulighed for at lege med den og bryde den – ligesom i ’R’. Det er beundringsværdigt, at folk der virkeligt kan deres grej, kommer og deler så gavmildt ud.«

Også årgangens faglærer Dagur Kári havde et helt specifikt råd i forhold til netop karakterarbejdet:

»Dagur Kári var sindssygt dygtig. Han har en eller anden ting med astrologi og karakterer. Det er helt sindssygt, men giver samtidigt sygt god mening – at give sin karakter nogle helt specifikke træk. Der er enormt mange generelle karakterer i film, men hvis du kan tage din karakter ud fra filmen og sætte ham lige hér, eller derovre, nogle helt specifikke steder, på en restaurant med sin familie eller til en fest – og du kan fortælle præcist, hvordan han handler, så har du lavet en specifik karakter. Hvis du bare sætter ham de der steder og tænker: ’Jamen han er bare til festen’, så er der noget galt med din karakter på en eller anden måde. En af mine yndlingskarakterer er Robert De Niros Jake La Motta fra ’Raging Bull’. Han er så selvmodsigende, selvdestruktiv, og stor og lille på en gang. Hvis jeg sætter den karakter i en hvilken som helst situation, så vil han handle på en bestemt måde. Dét er en specifik karakter. Hvis du kan skabe en sådan som filmmager, er du nået langt.«

Det skrevne og det spontane

Karakterarbejdet er ikke altid noget, man kun krediterer en instruktør for, men i mange tilfælde selvsagt også filmens manuskriptforfatter. Ulaa Salim var en del af den sidste årgang på Filmskolen, hvor manuskriptforfatterlinjen stadig kun var to år, og han har derfor ikke haft en fast manus-makker. I stedet arbejdede han med forskellige personer på forskellige film. Først og fremmest skriver han dog selv, og kunne ikke se sig selv instruere en film, som han ikke selv havde været med til at skrive.

»Jeg prøver at veksle lidt mellem at skrive alene eller sammen med andre. Jeg har også brugt de fire år på at blive god til at skrive. Jeg har det lidt sådan; for at kunne tale ligeværdigt med en manuskriptforfatter skal du også selv kunne tænke og skrive som en. Når du åbner op for det spontane på filmoptagelserne, for improvisationer, så skal du også vide, hvad dit stof er, så du ved, hvad du leder efter. Det er en måde at skabe en ramme om den ægthed, jeg gerne vil have ind i mine film. Det handler om at fortælle en historie, og hvis du ikke selv har været med til at skabe din historie, står du på settet og tænker, ’Æhh’.

Det er der nogen instruktører, der kan gøre og fred være med det, men måden jeg gør det på fungerer ved, at jeg kan skrive, og at jeg kan finde ud af at samarbejde med folk om at skrive. At have noget på hjertet og så få det ud. Det er også en fed proces. Men det er også et helvede nogle gange med op og nedture, ligesom når man instruerer.«

Ulaa Salim har også boltret sig i dokumentargenren på Filmskolen, med filmen ’Det Rene Hjerte’. Men instruktøren var aldrig i tvivl om, hvilken vej han skulle gå.

»Jeg har altid godt kunne lide dokumentarer, men fiktion er dér, hvor mit hjerte er. Der kan jeg også styre verden endnu mere. Jeg stjæler med arme og ben fra dokumentaren, og det smittede også af i min afgangsfilm, hvor jeg eksempelvis inkluderede en ikke-uddannet skuespiller. Mange af scenerne var også situationsbaserede frem for kun skrevne. Så jeg tror aldrig, jeg var i tvivl om, at det skulle være fiktion. Jeg har bare lært af dokumentaren, lært af fiktionen og så leget med det.«

Hollywood kan vente

Ligesom sin hovedkarakter i ’Det Rene Hjerte’ virker Ulaa Salim også til at have hjertet på det rigtige sted, hvad angår forhåbningerne for hans kommende projekters mulige succeser. Her trækker hverken priser, publikumsrekorder eller Hollywood i ham.

»Jeg vil bare lave en film, som jeg virkelig føler har noget at sige. Gode anmeldelser? Perfekt! Hvis ikke, er det også helt fint. Hvis den sælger godt er det fedt, at folk ser den, men hvis ikke vil jeg stadig gerne lave den næste. Jeg tror at man bliver sindssyg, hvis man tænker for meget på de ting. Hvis jeg tænker på, hvad anmelderne eller billetsalget vil sige til min film, når jeg tager til Jordan og laver en film udelukkende på arabisk i 40 graders varme og med en bilsælger fra Århus som min hovedrolle, så har jeg allerede tabt på forhånd.

Hvis folk mener at mine film har en kunstnerisk eller filmisk værdi, så bliver jeg da glad. Jeg ville også blive ked af det, hvis det ikke var sådan. Man må jo bare lave, hvad man føler er ægte eller reelt for en selv, og så håbe, at folk hægter sig på. Skalaen må gerne blive større med tiden, men jeg vil bevare en vis intimitet. Det er ikke fordi, jeg drømmer om de store Hollywood-produktioner – den største drøm at lave fede fortællinger, som jeg selv kan styre med størst mulig kreativ frihed. Det er det, der driver det hele: At der er en lyst og en nødvendighed for at fortælle en historie. Det må aldrig forsvinde.

Når folk kommer hen og siger til mig, at ’Fædreland’ har givet dem lyst til at ringe til deres far, så opstår der jo en form for håb, et fællesskab der ikke var der før. Det lyder banalt, men så går det op for mig, hvorfor jeg laver film. Det er benzin på bålet. Så får man lyst til at tage endnu flere chancer, fyre den endnu mere af. Det er det jeg vil bevare i et professionelt produktionsselskab som mit eget. At det er lystbetonet. Det oser ud af de film, der er lavet sådan.«

Still fra ‘Fædreland’.

Hyæne Film

Sammen med sin faste producer på Filmskolen Daniel Mühlendorph har Ulaa Salim allerede for et år siden startet sit eget filmselskab, som de har døbt Hyæne Film. De har fået tildelt lokaler og samarbejder med flere af deres kollegaer fra Filmskolen. Selskabet lever efter mottoet ’beskeden storhedsvanvid’, men virker også til at rumme en fornuftig portion ung idealisme. Meningen er at bevare instruktørens kreative frihed, og skabe et rum hvor man inspireres, og ikke først og fremmest tænker forretning. Filmene skal være lystbetonede og ikke kalkuleret bestillingsarbejde.

»Vi kaldte det Hyæne Film fordi vi måske nok ikke er de største i filmbranchen, men vi holder sammen i flokken uanset hvad.«

Allerede nu arbejder Ulaa Salim selv på sin første spillefilm for selskabet, der forhåbentlig kan få biografpremiere inden for et par år. Hyæne Film har allerede fået udviklingsstøtte fra New Danish Screen, og projektet kan derfor hurtigt tage fart.

»Jeg kan sige så meget som at det er en politisk thriller. Der er noget ’Taxi Driver’ og ’Malcolm X’ over det. Den har trukket i mig i sindssygt lang tid. Den er båret af en nødvendighed, i forhold vores samfund og den verden, vi alle sammen lever i lige nu.«

Mange af Ulaa Salims tidligere produktioner kan ses på hans hjemmeside, og produktionsselskabet Hyæne Film kan følges på Facebook.